Beskyttelsen af klima, natur og biodiversitet går hånd i hånd: Her er fem principper til at vise vejen

Rapporter fra bl.a. det internationale klimapanel (IPCC) og det internationale biodiversitetspanel (IPBES) har sammen med utallige af analyser og rapporter påpeget at vi står ved afgørende skilleveje, hvis vi skal bringe verdenen tilbage på et udviklingsspor indenfor de planetære grænser.

De globale udledninger af drivhusgasser stiger stadigt og vi har mindre end et årti til at halvere udledningerne, hvis vi skal undgå en potentiel katastrofal klimafremtid med overskridelse af en række irreversible tipping points. Tab af biodiversitet accelerer som vi forleden hørte det fra 2022 udgaven af WWF/ZSL living planet indeks, der måler størrelsen på tusinder af vilde dyrearters populationer. Der kan nu konstateres et tab i disse populationer på omkring 67% siden 1970.

Det er således ikke alene i forhold til klimaet at udsagnet om at vi er den første generation med den uomtvistelige viden om reelle risici for en katastrofal fremtid, og den sidste generation som kan afbøde disse risici i tide. Det gælder også for biodiversitet og i bredere forstand naturen, der jo udgør levegrundlaget for os alle sammen, og i første omgang for de milliarder af mennesker, der lever i et direkte afhængighedsforhold til naturen.

Vi skylder naturen i sin egen ret, og os selv og ikke mindst verdens fattigste medmennesker, og fremtidige generationer at efterlade en moder jord, der er bedre, renere og sundere end den vi overtog, netop fordi vi har den viden der skal til for at handle på begge – og andre afledte – planetære kriser.  Og det gælder ikke mindst Danmark som står tilbage med noget af Europas mest forringede natur og artsbeskyttelse, hvor 95% af naturtyperne og 57% af arterne har ugunstig bevaringsstatus, og hvor vi takket være vores forbrugsmønstre ligger i top-10 på individuelle globale fodaftryk på CO₂, materialer, vand og arealanvendelse. Hvis alle mennesker levede som os ville det se meget sort ud for menneskeheden. Og det er dét scenarie vi skal undgå ved at udvikle og vise alternative livsstile og forbrugsmønstre som verdens nye globale middelklasse kan spejle sig i.

Vi kan bygge en grøn lovende fremtid

Som vi før har sagt i CONCITO: Vores enormt ubæredygtige og globalt usolidariske danske livsstile og forbrugsmønstre er det grønne foregangslands akilleshæl. Det tilkommer en ansvarlig generation at være sig bevidst om sit eftermæle, og vi står med en reel risiko for at blive dén generation som svigtede alt og alle i tide i forsvaret for vores ’ret’ til en materialeintensiv livsførelse. Og ikke uden grund står vi derfor også med potentialet til at være den generation som magtede at dreje os væk fra katastrofekursen i tide. En fremtid som bringer os i balance med et bæredygtigt livsgrundlag. Valget er vores.

Det er derfor ikke uden grund at klima, natur, biodiversitet og arealanvendelsen er blevet valgtemaer. Vælgeren har ondt i samvittigheden, for forringelserne er synlige for os alle, og vi frustreres alle over en utilstrækkelig beslutningskraft på såvel globalt som nationalt niveau.

Men vender det nu? Der er der mange rigtigt gode toner fra partierne her i valgkampen – og udspillene på klima, natur, biodiversitet og arealer efterlader begrundet håb om at vi kan se en forstærket indsats i de kommende år.

Den gode nyhed er nemlig at begge kriser kan håndteres effektivt og succesfuldt med enorme gensidige fordele, og med helt afgørende synergier i forhold til at skabe samfund som også er socialt og økonomisk bæredygtige. Ikke mindst for de fattigste mennesker i verden, der altid er de første til at betale prisen for en degraderet naturkapital, hvad enten det er natur, biodiversitet, eller klima.

Fem principper bør vise vejen for en integreret tilgang på klima og natur.

Men det forudsætter kloge og integrerede løsninger og rettidig politisk handlekraft i forvaltning af vores natur, biodiversitet, klima, og med ikke mindst vores samlede danske arealforvaltning og et globalt perspektiv som ramme om det hele. Fem principper bør sætte rammerne for en integreret tilgang:

• Lyt til videnskaben: Byg politikker og regulering på et solidt uafhængigt klima- og naturvidenskabeligt vidensgrundlag uden at lade de stærkeste særinteresser løbe med ’løsningen’.
• Byg indsatser på solid jura: Ligesom klimaloven forpligter regering og Folketing på tilstrækkelig og rettidig handling, bør en natur og biodiversitetslov gøre det samme med henblik på at opstille klare mål, bemyndige biodiversitetsrådets rådgivende rolle, og garantere handlepligt.
• Anlæg en integreret, strategisk tilgang i håndtering af klima, natur og biodiversitet:  Bredere samfundsmæssige synergier og dilemmaer i indsatsen for at levere på både klima-, natur- og biodiversitetsmål skal kortlægges og analyseres med henblik på at identificere og håndtere dilemmaer, og muliggøre skarpe prioriteringer over tid. Det er blandt andet her CONCITOs efterspørgsel efter en arealstrategi spiller ind.
• Byg regulering og indsatser på et forsigtighedsprincip: som afvejer klima og naturrisici både nu og ikke mindst over tid, og i anerkendelse af princippet om streng beskyttelse og ’sparring not sharing’ for særligt sårbare naturtyper og økosystemer, men som omvendt også muliggør skalerede klimaindsatser hvor bæreevnen vurderes at være tilstrækkelige.
• Byg en grøn økonomi: Sæt en ’ægte’ pris og værdi på natur (inklusive biomasse), biodiversitet og økosystemtjenester, hvorved sikres incitamenter til beskyttelse og en mere bæredygtig anvendelse af alle dele af vores naturkapital. Beskat hvad vi ikke vil have, og beløn hvad vi gerne vil have mere af. Den offentlige sektor må via sine politiske mål, regulering og indkøb gå forrest i indsatsen. For såvel klima som natur og biodiversitet bør der ved enhver offentlig forvaltningsbeslutning stilles klare krav i lovgivning om at indregne negative effekter og omkostninger for samfundet med henblik på at modvirke eller undgå nedbrydning af klima og naturkapital. Ambitiøse bæredygtighedskrav skal stilles i alle virksomheders værdikæder og bæredygtighedsrapporteringer for at sikre håndtering af vores globale fodaftryk.   

Kort sagt: Valget er vores – også på valgdagen den 1. november, hvor vi alle har en konkret mulighed for at lade den grønne beslutningskraft være et afgørende pejlemærke for hvor krydset skal sættes.