Hvordan skal udviklingspolitikken forholde sig til klimamigranter?

Verdensbanken har i september 2021 vurderet, at der i 2050 kan være over 200 millioner migranter i verden, hvoraf 100 millioner i Afrika og 5 millioner i Centralasien tæt på Europas grænser. Endvidere, at vi allerede i 2030 kan se de første store alvorlige migrations-brændpunkter i verden på grund af et ændret klima og de effekter det har på fattige befolkningers modstandskraft og leveforhold. Allerede nu vurderes det, at snesevis af millioner af sårbare mennesker i de fattigste lande og regioner er blevet skubbet tilbage i fattigdom, og at dette tal kan vokse til mange hundrede millioner i de kommende årtier.

I værste fald vil effekterne af klimaforandringerne kunne nå et niveau, hvor tilpasning til klimaforandringerne ikke længere er mulig overalt, men hvor millioner af sårbare mennesker skal skabe et nyt livsgrundlag. I bedste fald kan de skifte erhverv på det sted, hvor de bor (f.eks. fordi man ikke længere kan drive landbrug). Eller i værste fald må de flytte sig (f.eks. fordi området bliver for varmt eller kommer under vand permanent). Alene sidste år blev over 40 millioner mennesker fordrevet fra deres hjem på grund af klimaet. FN’s klimapanel går så langt som til at vurdere, at op mod en milliard mennesker vil skulle flytte sig ud af ubeboelige områder omkring ækvator omkring 2070, hvis vi ikke får styr på vores udledning af drivhusgasser således som Parisaftalen foreskriver. 

Migration kan i sig selv være en god økonomisk strategi for at understøtte bæredygtig udvikling og lokal modstandskraft for de fattigste befolkninger. Men hvis den sker pludseligt, sker på stor skala, eller sker i en allerede udfordret udviklingsmæssig kontekst, så kan den underminere politisk stabilitet og føre til social uro og konflikt. Det har vi set i bl.a. Syrienskonflikten, og antageligt flere steder på det afrikanske kontinent. Og det kan føre til politisk ustabilitet og udfordret sammenhængskraft i destinationslande i selv stabile politiske regioner. Det så vi i bl.a. EU i 2015 da omkring 1,3 millioner migranter indrejste i Europa, eller når migranter anvendes som et geopolitisk instrument, som det ses i forholdet mellem for eksempel EU og Tyrkiet eller mellem Polen og Belarus.  

Årsagskæden er på den baggrund ganske klar: En utilstrækkelig klimaindsats på dels nedbringelsen af de lokale og globale udledninger af drivhusgasser og dels opbygningen af større modstandskraft blandt de mest sårbare befolkninger, lande og regioner kan afstedkomme en forhøjet sårbarhed, marginalisering og dermed fattigdomsskabelse. Og denne vil i sig selv typisk kunne afstedkomme migration som overlevelsesstrategi blandt de mest sårbare eller historisk set mest agile befolkningsgrupper, med de negative effekter det kan have i transit og modtagerlande.  

Den seneste udviklingspolitiske strategi – ”2021-2025 Fælles om Verden” – er et godt skridt i den rigtige retning med sit fokus på nexus mellem klima, fattigdom og migration. Her bliver fastholdelse af en rettighedsbaseret tilgang i håndtering af de mest udsatte folk, samt opbygning af tilstrækkelig vand- og fødevareforsyningssikkerhed på grund af et ændret klima, samt jobskabelse i især landdistrikterne helt afgørende for succes. Særligt, da mange af de mest udsatte lande og regioner oplever en samtidig meget kraftig befolkningstilvækst.  Men vi skal videre herfra, og der bør fremadrettet være et endnu større fokus på følgende tre elementer:

1. En styrket international håndtering af klimamigranter, da de i øjeblikket ikke er omfattet af noget globalt beskyttelsesregime. FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har alene mandat til at håndtere flygtninge forfulgt på grund af politiske overbevisning, tro, køn eller race m.v. Det skal med andre ord afklares hvilke rettigheder klimamigranter har i hvilke konkrete situationer og sammenhænge, og hvilke forpligtelser lande har, hvad enten de er oprindelsesland, transitland eller destinationsland.
2. En øjeblikkelig opkvalificering af klimaindsats-kompetencer i alle led af den udviklingspolitiske handlingskæde, således som også anbefalet af OECD’s udviklingskomité, i 2021 rapporten ”The Only Way forward”. Heri påpeges behov for at styrke nexusforståelsen og sådanne kompetencer på klimaområdet i såvel donor organisationer, udviklingsorganisationer (globale og lokale), samt i modtagerlandes statslige systemer. Det gælder også i de danske ministerier og styrelser, som i dag er engageret i internationalt klima, udvikling og migration.
3. En markant øget finansiering til at håndtere hele nexusområdet på klima, fattigdomsbekæmpelse og migrationshåndtering i udviklingslandene og særligt Afrika og Centralasien og andre potentielle oprindelseslande til klimarelateret migration. Givet de enorme risici, der er på spil for Danmark og EU, men også pga. eksport og det globale gearingspotentiale, bør et samlet niveau ligge på mindst 2% af BNI for at fremme den globale grønne omstilling, modvirke klimaforandringernes negative effekter på fattigdomsbekæmpelse, samt modvirke og håndtere klimarelateret migration.

Der er samlet set brug for at udviklingspolitikken i endda endnu højere grad indarbejder nexus-forståelsen i indsatser på klima, udvikling og migration. Endvidere, at en markant øget klima- og udviklingsfinansiering ser som integrerede instrumenter i en bredere dansk udenrigspolitisk værktøjskasse, der også bør have klare referencer til geopolitikken såvel som til erhvervs- og handelspolitikken med henblik på et styrket fodaftryk i verden i fremme af et endnu mere klimaklogt og klimarobust udviklingsspor.

Blog har været bragt som debatindlæg i Altinget Udvikling den 6. januar 2022.