Klimaindsatsen er central i håndtering af den syriske flygtningekrise

Syrienskonflikten er blevet vurderet som måske den første konflikt, hvor man med relativ stor sikkerhed har kunne påvise, at gentagne og langvarige tørker over en kort årrække lagde grunden til økonomisk kollaps i - og intern migration fra - landdistrikter ind mod de større byer, og at denne migration sidenhen bidrog til intern social uro og konflikt i Syrien. 

Den seneste tørke strakte sig fra 2006 til 2010 og er ifølge FN kategoriseret som den værste flerårige tørke i 900 år. Omkring 800.000 indbyggere – ud af en total på 17,5 millioner – mistede deres indkomst, og omkring 85% af landets husdyr døde i denne periode. Som følge af tørken faldt udbyttet med op til 2/3 og korn måtte importeres i stor stil, hvilket på kort tid fordoblede kornpriserne. På grund af den tiltagende økonomiske krise reducerede Præsident Assad subsidier til vand, energi og fødevarer. Og samtidigt øgedes konflikter over adgangen til vand i landdistrikterne mellem de forskellige etniske grupper i landet. Med den fortsatte tørke og det reducerede livsgrundlag flyttede i alt 1,5 millioner syrere ind til byerne, hvor der ikke var et socialøkonomisk grundlag for at modtage og håndtere den store indstrømning af landbefolkningen, med social og politisk uro som resultat.

Et hurtigt spol fremad, og så står vi i dag med en syrisk flygtningekrise, der har efterladt 450.000 dræbte i Syrien og langt over halvdelen af den syriske befolkning i flygtighed, nemlig over 12 millioner ud af 17 millioner indbyggere ifølge UNHCR, FNs flygtningehøjkommissær. Enten som internt fordrevne (6,7 millioner), eller som flygtninge i nabolandene (5,5 millioner) herunder Tyrkiet (3,5 millioner), Libanon (900.000), Jordan (700.000), Irak (250.000) og Egypten (140.000). Omkring halvdelen er flygtningene er børn, og alene blandt de 4 millioner internt fordrevne i Idlib provinsen i det nordvestlige Syrien, er 80% kvinder og børn. Direkte adspurgt svarer 97% af de syriske flygtninge i Jordan, ifølge UNHCR, at de ikke ser sig selv tilbage i Syrien indenfor 12 måneder. Sikkerheden er simpelthen for dårlig.

Sammen med Udviklingspolitiske Råd var jeg i Libanon og Jordan for bedre at forstå kompleksiteten i den nuværende syriske flygtningesituation i regionen, og for i den sammenhæng bedre at forstå den danske indsats for at håndtere en ekstraordinær kompleks situation. Og behovet for sammentænkning af de danske udviklingspolitiske indsatser stod lysende klare. Kun en fuldt integreret tilgang til fred og stabilitet, bæredygtig udvikling, den humanitær bistand og klimaindsatsen er reel meningsfuld. Og dén erkendelse er de danske nuværende indsatser i Libanon et godt eksempel på.

Libanon – Når udviklingsindsats, humanitær bistand og klimaindsats smelter sammen.

Flygtningekrisen placerer en enorm byrde på modtagerlandene, ikke mindst i Libanon, der selv anslår, at der er op imod 1,5 millioner syriske flygtninge i tillæg til de omkring 500.000 palæstinensiske flygtninge, der allerede befinder sig i landet – og det ud af en samlet libanesisk befolkning på 6,7 millioner indbyggere. Situationen i Libanon er i forvejen kritisk med en økonomi, der er i frit fald og en befolkning, der angiveligt i kølvandet på den store eksplosion i Beirut havn, har mistet al tro på at deres regering kan varetage deres interesser. Libanons BNP er på få år faldet fra $55 milliarder til $22 milliarder og almindelig politisk misrøgt af landet blandt de mange sekteriske ledere siden borgerkrigen i 1990’erne har fået Verdensbanken til helt usædvanligt, at beskrive udviklingen i Libanon som en ”tilsigtet depression”.  

Oven på denne nedtur og i øvrigt også en enorm sundhedskrise i kølvandet på COVID-19 pandemien kommer så følgerne af Ruslands angreb på Ukraine. Libanon importerer 80% af sit korn fra Ukraine, og resten fra Rusland og Moldova. Konsekvensen af ovennævnte faktorer er, at der er udbredt fødevareusikkerhed for både flygtninge og statsborgere i Libanon, og at FN i dag vurderer, at over 3,3 millioner indbyggere (altså omkring 50%) har behov for øjeblikkelig fødevarehjælp og humanitær støtte. Inflationen ligger generelt på omkring et par hundrede procent, men for fødevarer og energi er inflationen nåede et godt stykke over det dobbelte.

Den kollapsede økonomi i sammenhold med øgede energipriser får i dag hospitaler og apoteker til at lukke, da man ikke længere har råd til bl.a. at holde strømmen i gang og medicinen kølig. Angiveligt er 40% af Libanons sundhedspersonale emigreret, ligesom mange andre bidrager til den hjerneflugt, der blandt Libanons veluddannede har kendetegnet landet efter de politiske uroligheder, som fulgte i kølvandet på eksplosionen i Beirut havn, og som i sig selv efterlod omkring 300.000 indbyggere hjemløse og bygninger ødelagt i en radius af 6 kilometer fra havnen.

Klima som forstærker på sårbarhed og fattigdomsskabelse

Hertil kan så tillægges de tiltagende klimaforandringer, der vurderes at omfatte især temperaturstigninger, vandknaphed, langvarige tørker og et afledt fald i fødevareproduktion. Libanons regering vurderer selv, at klimaforandringerne vil kunne føre til et yderligere fald i BNP frem mod 2040 på 14% og på 32% frem mod 2080, og anfører selv i sin seneste klimaplan: ”Ekstreme vejrbegivenheder påvirker fortsat folkesundheden, menneskelige bosættelser, infrastruktur, landbrugsproduktion, strømforsyning og økonomien generelt. Den skrøbelige biodiversitet, økosystemer og naturlige levesteder vil blive truet af øgede skovbrande, skadedyrsudbrud havniveaustigning, stormintensitet og tørke. Desuden vil et fald i snedække, vandtilgængelighed, landbrugsproduktivitet, herunder fiskeri og akvakultur og turisme medføre store økonomiske omkostninger. Undersøgelser viser, at for især tørre år, hvor den samlede årlige nedbør er lav, skønnes det samlede BNP at kunne tabe mere end 60 % sammenlignet med år, hvor den samlede nedbør nåede sit optimale niveau”.

Samlet set står Libanon overfor en stor usikkerhed på sin fødevareforsyningssikkerhed, da 90% af al korn importeres og ditto for 70% af alle fødevarer under ét. I et miljø af hyperinflation, voldsomt stigende fødevarepriser og en kollapset økonomi bliver afhængigheden af en øget egenproduktion afgørende, og her er Libanon udfordret ved at kun omkring 1/5 af landet er frugtbart, og at store dele af disse områder ligger brak. Der er indsatser i gang – blandt andet med dansk bistand – for at retablere landbrugsområder på terrasser i bjergene, men skalaen er endnu helt utilstrækkelig, og med de eksisterende klimascenarier kan Libanon stå overfor ganske alvorlige udfordringer i selvforsyningsgrad grundet blandt andet de stigende temperaturer og den svindende nedbør og faldende grundvandsmagasiner i de kommende årtier.  Som i alle andre lande i Danmarks nærområder bliver den jobskabende, klimarobuste og fødevareproducerende indsats i landdistrikter helt afgørende for den generelle modstandskraft og dermed som bolværk mod øget fattigdom og dermed mod en accelereret ufrivillig migration til byer og nabolande samt til Europa.

Klima, humanitær bistand og udviklingsindsats må sammentænkes

Situationen i Libanon er på mange måder unik qua den ’tilsigtede depression’ som en uansvarlig gruppe af sekteriske krigsherrer kan tilskrives, men kan også være en forsmag på hvad der er på vej i langt større skala i Europas nærområder og indenfor den nærmeste fremtid. Såvel Mellemøsten som Det Afrikanske Horn, Sahel, samt Centralasien, der tilsammen udgør Europas migrationsproducerende nærområder, er i brand, præget af tiltagende ekstremisme og politisk skrøbelighed, sekterisk vold og væbnet konflikt, tørke, vandknaphed og fejlslagne høster, samt utilstrækkelig jobskabelse og manglende fremtidsudsigter for en hurtigt voksende ung befolkning.

Alle disse faktorer bidrager til risikoen for en fundamental nedbrydning af lokal modstandskraft overfor socioøkonomiske og udviklingsmæssige udfordringer og bidrager dermed til grundlaget for fattigdomsskabelse, øget sårbarhed og accelereret migration – såvel internt som på tværs af landegrænser.

En ambitiøs indsats på at understøtte et klimaresistent udviklingsspor bliver i den forbindelse helt afgørende i kampen mod fattigdom og sårbarhed, herunder at udnytte den store synergi, der kan ligge i at modvirke øget vandknaphed, fremme introduktion af mere klimaresistente afgrøder, fremme af en øget og mere effektiv fødevareproduktion af netop sådanne afgrøder, etablering af vedvarende energianlæg baseret på sol, vind og geotermi med henblik på en accelereret dekarbonisering af egne økonomier, en øget adgang til moderne energi, sikre jobskabelse, etablere lokale markeder og tilvejebringe den understøttende katalyserende og risikovillige finansiering. Alt sammen naturligvis baseret på en solid og kompromisløs rettighedsbaseret tilgang.   

Det er i denne erkendelse, at der skal ske en tæt koordination, om ikke fuld integration, af henholdsvis den humanitære indsats, udviklingsbistanden, samt klimaindsatsen i regionen. Alt sammen for at sikre, at de løsninger, der findes i nexus mellem disse hensyn, bygger på synergier mellem dem, og også er bæredygtige på sigt. At man herigennem undgår at tabe sårbare befolkningsgrupper mellem hænderne, og samtidigt styrker den generelle modstandskraft i de pågældende lande. 

• Den humanitære indsats giver således ikke mening hvis den ikke fra start sammentænkes med udviklingsindsatsen for at kunne levere systemiske forandringer i sikring af befolkningens modstandskraft overfor såvel fattigdom som også de tiltagende klimaforandringer.
• Udviklingsindsatsen giver således ikke mening, hvis ikke den fra start understøtter en bæredygtig og klimasikker udviklingsvej, samt styrker landets modstandskraft overfor enhver humanitær krise.
• Klimaindsatser giver således ikke mening hvis ikke den fra start bidrager til en accelereret dekarbonisering af modtagerlandenes økonomier og understøtter befolkningens modstandskraft overfor såvel effekter af klimaforandringer som af andre fattigdomsskabende årsager.

Den økonomiske konsekvens: Den integrerede bistandshjælp skal løftes markant

Med det ganske alvorlige og voksende udfordringsbillede, som tegner sig i Danmarks nærområder, bør vores investeringer i global solidaritet, vores egen sikkerhed og vores udenrigspolitiske interessevaretagelse øges markant. Det er ikke i Danmarks interesse, at de pågældende lande kastes ud i kaos, kriser og konflikt, men i stedet, at Danmark øger indsatsen for at skabe fred, stabilitet, økonomiske levegrundlag og modstandskraft overfor blandt andet klimaforandringernes nådesløse komme. Det er godt, at Danmark med den seneste udviklingspolitiske strategi har taget de første skridt, har øget sin klimafinansiering og reserveret 60% af sin udviklingsbistand til klimaindsatsen, men der skal samlet set mere til for at håndtere langt mere komplekse kriser i krydsfeltet mellem udvikling, humanitær bistand og klima.

Danmark ligger med sine 0,7% af BNI godt efter Norge og Sverige med hver henholdsvis 1,02% og 0,99% af BNI. Og en stor del – ca. kr. 2 milliarder af det danske udviklingsbudget på ca. kr. 17 milliarder anvendes i dag til dækning af flygtningerelaterede udgifter i Danmark, hvilket er paradoksalt. Danmarks overskud på statsfinanserne var i 1. kvartal 2022 på svimlende kr 116 milliarder, og det samlede overskud anløb i 2021 i alt kr. 121 milliarder. Og det på trods af frygt for økonomisk afmatning efter covid pandemi og Ruslands angreb på Ukraine. Der er med andre ord råd til at tænke mere solidarisk, egennyttigt og klogt. 

Regering og Folketing bør leve op til fortællingen om et grønt og udviklingspolitisk foregangsland og bør derfor øge udviklingsbudgettet til mindst 1,0% af BNI med henblik på en målrettet styrkelse af en integreret tilgang af udviklingshjælpen, den humanitær bistand og klimaindsatsen i vores nærområder. Det ville være rettidig omhu.