Drop bøfferne og red verden

Af Torben Chrintz, videnschef i CONCITO, Danmarks grønne tænketank.

Skal vi nå FNs klimamålsætninger, kan vi ikke nøjes med at droppe olie, kul og gas.

CONCITO afholdt i november 2010 en camp, ’Get a life’, om det gode liv for fremtidens CO2-bevidste forbruger.

Hvis nu jeg bor i et 0-energi-hus, har solceller på taget og kører i elbil, må jeg da være næsten CO2-neutral?

Langt de fleste danskere vil være enige i dette, men det er desværre forkert. Af flere grunde:
For det første er det på verdensplan ’kun’ godt halvdelen af vores udledning af drivhusgasser, der kommer fra fossile brændsler (kul, olie og gas). Resten kommer fra f.eks. rydning af skove og dræning af landbrugsarealer, metan fra bl.a. husdyr og lattergas fra intensivt dyrkede landbrugsarealer.

Og med flere og flere mennesker på Jorden med stadig stigende rigdom vil udledningen stige, også fra de drivhusgasser, der ikke kommer fra de fossile brændsler. Faktisk vil de stige så meget, at det ikke er nok at blive totalt ’fossilfri’, hvis man ikke også målrettet adresserer den øvrige udledning af drivhusgasser.

Og når man som led i ønsket om at blive fossilfri bl.a. i vid udstrækning vil basere sin energiproduktion på biomasse, er der stor risiko for, at efterspørgslen og produktionen af mere biomasse vil øge den ikke fossile del af udledningen.

For det andet er det i et vist omfang vildledende, når Kyotoprotokollen og energistatistikken opgør et lands drivhusgasser som den udledning, der sker inden for landets egne grænser, hvilket i Danmark giver et resultat på 12-13 ton drivhusgasser per dansker

Man kan jo – som Danmark har gjort – ret simpelt nedbringe landets udledninger ved at eksportere den CO2-belastende industri til andre lande og så sidde og pege fingre ad dem, selvom de jo ret beset bare producerer de varer til den pris, vi ønsker at give.

Betragter man i stedet danskeren som global forbruger, er det bedste skøn (opgjort som gennemsnit af fem forskellige opgørelser), at vi hver især har et CO2-fingeraftryk på cirka 19 ton drivhusgasser om året, fordi vores forbrug resulterer i en stor nettoudledning i andre lande.

En stor del af denne udledning sker i Kina, for kigger man på de produkter, man har i sit hjem, vil der på rigtig mange af dem stå ’Made in China’, også selvom det er et amerikansk produkt som en iPhone eller en vaskemaskine, der er importeret fra Tyskland.

En anden væsentlig udledningspost er rydning af skove og dræning af jorder rundt omkring i verden. Danskerne hører til de mest kødelskende folk, og vores forbrug af kød giver anledning til betydelige udledninger af drivhusgasser rundt om i verden – også selvom vi spiser dansk kød.

Dette skyldes, at en stor del af det protein, som vores husdyr skal bruge i deres foder, produceres i f.eks. Sydamerika, og den stadig stigende efterspørgsel på foderprotein medfører rydning af bl.a. regnskov til brug for nye landbrugsarealer, så man kan følge med efterspørgslen.

Ud af de 19 ton er det faktisk kun ca. 3,2 ton, der stammer fra vores eget forbrug af el, varme og benzin, svarende til 17 pct. af danskerens samlede CO2-fingeraftryk.

Det er selvfølgelig også noget, og det er uomgængeligt, at vi skal gøre noget ved dem, men vi skal altså ikke bilde os ind, at vi bliver ’CO2-neutrale’ alene ved hjemme at spare på energien og lade bilen stå i garagen.

Teknologi og adfærd hænger sammen

Selv hvis regeringen opfylder Klimakommissionens visioner for et fossilfrit Danmark i 2050, er vi ikke tilnærmelsesvis i mål. Der er faktisk flere lande i verden, der stort set allerede er der, hvor Danmark officielt gerne vil være i 2050, når man ser bort fra transportsektoren.

I Norge dækkes kraftværkssektoren i vid udstrækning af vandkraft, i Sverige af vandkraft og atomkraft og i Frankrig af atomkraft. Når vi kigger på disse landes faktiske udledning som forbrugere, ligger de alligevel ’kun’ 2-5 ton under danskeren, og det giver jo unægtelig stof til eftertanke.

Vores udledning – som forbrugere – må ifølge FN’s Klimapanel ikke være højere end 2-3 ton i 2050, hvis der skal være plads til 9 milliarder mennesker, og hvis vi skal holde den globale opvarmning under 2 grader.

Selv hvis regeringen opfylder Klimakommissionens visioner for et fossilfrit Danmark i 2050, er vi ikke tilnærmelsesvis i mål.

Det er næppe muligt, hvis man ikke har modet til at satse både på tekniske løsninger og på at ændre vores egen adfærd. Et godt bud er, at halvdelen skal nås via teknologi og halvdelen via adfærd.

Adfærd er i denne sammenhæng, at man begrænser sit materielle ressourceforbrug (herunder kødforbrug) og i stedet i større udstrækning bruger sine penge på langtidsholdbare kvalitetsprodukter og serviceydelser, f.eks. går på restaurant, bruger byens kulturtilbud og hyrer rengøringshjælp.

Teknologi og adfærd hænger sammen. Ny teknologi fører til ny adfærd, men ny adfærd fører også til ny teknologi. De teknologiske ændringer kommer ikke uden en efterspørgsel, og efterspørgslen kommer ikke uden en adfærdsændring, der igen kan påvirkes af politikerne gennem skatter og lovgivning.

Så adfærd og teknologi hænger uløseligt sammen, og det giver under alle omstændigheder både politikere og forbrugere et enormt ansvar, selvom ingen af dem er meget for at tale om det i dag.

Og hvorfor egentlig ikke? Det er jo ikke givet, at et klimavenligt liv med mere kvalitet, service og tid er et dårligt liv. Tværtimod måske?

---

Analyse bragt i Politiken 8. november 2010