En god dag for klimaet

Af Christian Ibsen og Jarl Krausing, CONCITO

Tirsdag den 30. juni var en god dag for den globale klimaindsats.  Med tirsdagens udmeldte klimamål fra også Kina, Brasilien, Korea, Serbien og Island, er lige under 60 % af verdens samlede drivhusgas-udledninger nu omfattet af målsætninger som landene er villige til at lade indgå i en global klimaaftale til Paris til december. Tidligere i år har bl.a. EU, USA, Rusland, Mexico og en række mindre lande allerede indmeldt deres planlagte bidrag til en global aftale.

Kina

Især Kinas udmeldinger er værd at bide mærke i. Kina har tidligere i år udmeldt mål om at toppe CO2 udledninger omkring 2030, men har nu skærpet målsætningen ved at understrege at de vil gøre hvad de kan for at dette sker før 2030. Kina vil også sikre, at 20 % af det primære energibehov dækkes af ikke fossile brændsler i 2030. Herudover vil Kina forbedre karbonintensitet (CO2 forbrug per GDP enhed) med 60-65 % i 2030, hvilket indebærer en årlig forbedring på omkring 3,5 % frem mod 2030. Kina vil også genetablere skov svarende til 4,6 milliarder kubikmeter træ eller omkring 2 X Englands samlede areal.  Endelig har Kina stillet i udsigt, at man vil etablere en stor fond for at understøtte samarbejder mellem udviklingslande på klimaindsatsen.

Vi kunne alle have ønsket at Kina havde meldt mere ambitiøst ud. Analyser viser at Kina vil kunne toppe deres CO2 udledninger allerede omkring 2027, men at Kinas samlede udledninger af drivhusgasser dog fortsat vil vokse selv om CO2 udledninger topper. Dette sker fordi der i Kina ikke er taget tilstrækkeligt hånd om bl.a. metan og HFC gasser.  Kinas afkoblede for første gang økonomisk vækst fra kul forbruget i 2014, men udbygning af kulfyringskapaciteten fortsætter, og det er sandsynligt at kulforbruget igen vil stige i de kommende år.  Kinas målsætninger på karbonintensitetsforbedringer på 60-65 % er et rimeligt godt udgangspunkt, men det dækker over at kinesiske karbonintensitetsniveauer (omkring 2.0) er langt højere end de tilsvarende europæiske og amerikanske (omkring 0.3), hvorfor der er plads til ganske væsentlige forbedringer over tid.

Men det lovende ved Kinas udmeldinger er, at Kina ligger meget vægt på at kunne leve op til det de lover internationalt, og derfor melder ”sikkert” ud. Det Kina signalerer ret klar er, at Kina uanset klimaforhandlingerne gennemgår en enorm og målrettet omlægning af økonomien i retning af en grøn bæredygtig økonomi. For eksempel investerede Kina i 2014 næsten $90 milliarder i ren energi, og I 2016 vil Kina lancere verdens største karbon marked, som allerede nu i sin pilotfase er det næststørste karbon marked i verden (efter EU).

Det er også bemærkelsesværdigt, at Kina har understreget, at de i sikringen af en ”økologisk civilisation” placerer beskyttelse af ressourcer, miljø og klima som kardinalpunkter i den nationale politik, samt at Kina ikke alene arbejder for at opfylde nationale bæredygtige vækstbehov, men erkender sit ansvar i sikring af et skæbnefællesskab for menneskeheden. Der er tydelige tegn på, at Kina fuldt anerkender, at en klima- og ressourcevenlig vækstmodel er forudsætningen for en social, økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling på lang sigt. ”Win-win” mellem udvikling og klimaindsats er specifikt anerkendt i Kinas udmelding.  Kina har på den baggrund bragt sig i en position som en af verdens største investorer i den grønne omstilling, og er nu samtidig klar til at påtage sig internationale forpligtigelser som understøtter en sådan global udvikling. Det lover godt for Paris, og det lægger pres på de andre store udviklingsøkonomier, som også forventes at fremlægge konkrete planer for hvad de vil forpligtige sig til under en global aftale.

Nye udmeldinger fra Brasilien, USA og Syd Korea

Vi venter stadig på indmeldinger til FN’s klimasekretariat fra en lang række lande, herunder især fra Japan, Indien og Brasilien, men også fra mange andre store udviklingslande. Disse forventes at komme over de kommende uger, og senest inden klima topmødet i december 2015.

Der er dog nyt fra Brasilien: På et møde i går mellem Obama og den brasilianske præsident Dilma Roussef aftalte de 2 statsledere, at begge lande vil sikre 20 % vedvarende energi i deres energisammensætning, hvilket svarer til en 3-dobling for USA, og en fordobling for Brasilien i 2030. USA’s udmelding supplerer deres allerede indmeldte målsætning om bl.a. en CO2 reduktionsudledning på 26-28 % i 2025. Det spændende ved det brasilianske mål er at det ikke omfatter vandkraft, som ellers allerede nu dækker omkring 70 % af Brasiliens energi behov. Herudover omfatter Brasiliens udmelding også en målsætning om at genrejse skov på et område svarende the Englands areal (12 millioner hektarer), og sikre et fuldstændigt stop for (i hvert fald ulovlig) afskovning i 2030. Vi mangler dog at se detaljerne i Brasiliens kommende formelle indmeldinger til FNs klimasekretariat, og der kan stilles alvorlige spørgsmål til om det brasilianske bidrag er tilstrækkeligt ambitiøst, såvel på skov (tidsramme og omfang) som på generelle udledningsmålsætninger. Et andet sted i verden meldte Sydkorea i går ud, at de vil reducere udledningerne med 37 % i 2030, hvilket er bedre end forventet i lyset af tidligere udmeldinger i juni, der omfattede scenarier med lavere reduktionstal.

Nyt skub til den globale klimaindsats

På et tidspunkt, hvor forhandlingerne, med FN Generalsekretær, Ban Ki Moon’s ord, bevæger sig i sneglefart og alene har 10 forhandlingsdage tilbage før Paris mødet, er ovenstående udmeldinger vigtige som pejlemærker for ambition og vilje til at sikre en global aftale. Der er dog alvorlige udfordringer der først skal på plads, herunder specielt på finansieringssiden, hvor de udviklede lande forventes at kunne fremlægge et spor frem mod tilvejebringelse af $100 milliarder årligt i 2020 i understøttelse af klimaindsatsen i udviklingslandene. Tyskland har allerede nu meldt ud, at man vil fordoble sin klimafinanisering i perioden frem mod 2020, og der vil i Paris være fokus på om andre udviklede lande kan matche de tyske udmeldinger. Der er mange andre udfordringer der skal løses i forhandlingerne, herunder præcis afklaring på hvilke elementer der indgår som en juridisk bindende kerne i en klimaaftale, og hvilke dele, der vil være genstand for politisk bindende mål.

Verden er dog slet ikke i mål, og indmeldingerne vil ikke begrænse den globale opvarmning til under 2 grader. Selv hvis alle landenes nuværende målsætninger bliver gennemført til punkt og prikke vil vi opleve mere end 3 graders global opvarmning med meget alvorlige følger for mennesker og miljø – især i de fattigste og mest sårbare lande i verden. Og i disse år kan vi se at opvarmningen fortsætter ufortrødent: 2014 var det varmeste år, og maj 2015, den varmeste maj måned, der nogensinde er målt.

I det lys skal der en meget større international indsats til. Men omfanget og niveauet af de udmeldinger, der er kommet fra især verdens store økonomier lover godt for en klimaaftale i Paris til december, og en aftale skal netop indeholde skarpe håndtag til at øge ambitioner over tid indenfor rammerne af en 2 graders målsætning.

Meget står på spil for også danske interesser i sikringen af en aftale, der muliggør fastholdelse af global opvarmning på højst 2 grader, og det er derfor vigtigt, at Danmark fastholder et stort engagement i de internationale klimaforhandlinger, herunder på EU’s indre linjer, hvor der ikke er plads til at ryste på hånden.