Ingen klimagevinst ved dansk skifergas

Pressemeddelelse
Med de nuværende høje gaspriser og lave priser på kul og CO2-kvoter risikerer udvinding af skifergas i Danmark at øge verdens samlede forbrug af fossile brændsler, konkluderer CONCITO i ny rapport.

Med de nuværende høje gaspriser og lave priser på kul og CO2-kvoter er det usandsynligt, at udvinding af skifergas i Danmark og Europa vil fortrænge brugen af kul. Dermed risikerer udnyttelse af danske skifergasressourcer blot at øge verdens samlede forbrug af fossile brændsler, konkluderer Danmarks grønne tænketank CONCITO i ny rapport.

Rapporten "Skifergas - en gevinst for klimaet?" er skrevet med udgangspunkt i behovet for en hurtig, omkostningseffektiv og meget omfattende reduktion af drivhusgasudledninger i Danmark og Europa i de kommende år, kombineret med det overraskende faktum, at USA uden bindende føderale eller internationale forpligtelser har reduceret sin CO2-udledning med næsten otte procent over de sidste kun fem år. 
 
En medvirkende forklaring på den amerikanske udvikling er substitution af kul med skifergas, og det har derfor været nærliggende at overveje, om en lignende udvikling kunne tænkes i Europa. I Danmark er debatten om skifergas derudover aktuel, fordi vi potentielt har relativt store skifergasressourcer, og der i øjeblikket er undersøgelser i gang for at vurdere størrelsen af disse. 
 
CONCITO udelukker ikke, at skifergas i en dansk sammenhæng kan udvindes på en måde, hvor man undgår forurening af grundvandet og store metanudslip, men advarer alligevel imod at gøre det under de nuværende politiske og markedsmæssige forudsætninger i Europa.  
 
”Skifergas kan have et klimamæssigt potentiale, men kun under særlige markedsmæssige forudsætninger, som sikrer, at det fortrænger brugen af kul. Så længe ingen af disse forudsætninger er opfyldt, risikerer udvinding af skifergas i Europa blot at øge den samlede mængde af fossile brændsler på verdensmarkedet og dermed gøre ondt værre for klimaet”, siger CONCITOs direktør Thomas Færgeman.
 
Hvis udnyttelse af skifergas i en europæisk sammenhæng skal medføre klimagevinster vil det ifølge CONCITO kræve en markant stigning i prisen på CO2-kvoter og kul eller et markant fald i prisen på gas. Som situationen er nu vil skifergas mest sandsynligt fortrænge importeret naturgas, mens kullet fortsat vil være hovedenergikilden i Europa.
 
”Udvinding af skifergas i Danmark og Europa vil i den nuværende situation mest af alt være et spørgsmål om at sikre selvforsyning med energi og penge i statskassen, men under de nuværende markedsforudsætninger, vil det ingen fordel have for klimaet”, fastslår Thomas Færgeman.
 
 
Yderligere information
Thomas Færgeman, 29 89 66 00
Foto: Colourbox.dk
 
Relaterede emner