Klima og natur skal håndteres i balance

Den ikoniske science fiction film “Blade Runner” fra 1980 beskriver en verden, der udspiller sig i november 2019. En dystopisk verden, der er kendetegnet ved overbefolkning, megabyer og et goldt og øde landskab, som står tilbage efter økosystemernes kollaps. Et kæmpe dige holder havet på plads ud for Californiens kyst, og mennesket må hente ressourcer og materiale fra andre planeter for at mætte sine uendelige behov.

Vi kan selvfølgeligt konstatere, at den vision skød ved siden af. At den var for pessimistisk.

Og så alligevel. For hvad er det, der sker lige nu? Over halvdelen af verdens dyr er forsvundet siden 1970, og for visse arter er tilbagegangen voldsomt markant, blandt andet for dyr i ferskvands-økosystemer, hvor tilbagegangen er på over 70 %. Tilsvarende for insekter, hvor vi på globalt niveau har set en samlet tilbagegang på over 40 % i bare det sidste årti.  Faktisk er hastigheden hvormed vi oplever artstabet flere hundrede gange større end det naturlige artstab – et logisk resultat af, at arterne i de sidste 100 år har mistet omkring 80 % af deres globale udbredelsesområde i form af levesteder.

Kort sagt, står vi lige nu på dét sted i historien, hvor vi med vores handlinger afgør om det er Blade Runner-dystopien der bliver en realitet eller om vi i stedet vil bygge en fremtid, der rummer de unikke økosystemer og den artsrigdom som vi kender i dag.

Regeringens udmeldte ambitioner på natur og biodiversitet er ikke alene prisværdig, men også afgørende nødvendig, hvis Danmark skal opfylde egne forpligtigelser EU-lovgivningen eller bidrage til opfyldelsen af internationale målsætninger om at stoppe artstilbagegang. For sagen er, at Danmarks natur og artsforvaltning er i en miserabel forfatning! Den seneste EU-miljøtilstandsrapport, der netop er offentliggjort, bekræfter dette billede. Og der rækker 20 mio. kroner til udlægning af urørt skov eller 2 mia. kroner til udtagning af lavbundsjorder frem mod 2030, som foreslået i Finansloven for 2020, slet ikke. Der skal meget mere til, men vi har i det mindste lagt gode spor ud nu.

Det er vigtigt i den forbindelse at understrege, at klimaomstillingen og naturbeskyttelsen ikke er et modsætningsforhold. Tværtimod. Håndtering af klimaforandringerne er en forudsætning for at redde mange af de arter og deres levesteder, der ellers på sigt ville gå tabt som følge af et ændret klima.

Udtagning af landbrugsarealer til lagring af kulstof, ved skovrejsning eller oversvømmelse af organiske jorde, er oplagte eksempler på, at nettonul-tilgange i klimaindsatsen kan anvendes til at realisere synergier i klima- og biodiversitetsindsatsen. Gøres det rigtigt, kan man skabe både store nye urørte skove (fx i de eksisterende statsskove), plante store arealer med ny skov til lagring mv. og skabe sammenhængende naturarealer. Det vil både give de nødvendige kulstoflagre, og respektere de krav der bør stilles til arternes levesteder. En målsætning om at udlægge omkring 20 % af Danmarks areal som urørt skov og naturtyper, og yderligere 10 % som produktionsskov kan være et godt bud til at opfylde alle hensyn på samme tid – så længe den nuværende danske fødevareproduktionen (målt i kalorier) kan opretholdes på et reduceret landbrugsareal for at undgå lækageeffekter i udviklingslandes natur- og skovområder. 

Men de reelle dilemmaer skal håndteres! Særligt i relation til opstilling af solvarmeanlæg i det åbne land, etablering af vindenergi-infrastruktur både til havs og til lands, og produktion og import af biomasse til forbrænding.

Klimaindsatsen synes på vej op i omdrejninger med ambitiøse mål og en kommende klimalov og klimaplan. Men Regeringen bør samtidig forpligte sig til en ny og integreret strategisk tilgang i artsbeskyttelsen, og på linje med klimaindsatsen udarbejde en ambitiøs biodiversitetslov, en konkret handlingsplan og et rådgivende biodiversitetsråd, der kan vejlede regeringens politik, og bidrage til at optimere synergien med klimaindsatsen.

---

Debatindlæg bragt i Altinget den 9. december 2019