København – grøn frontløber eller moderne myte?

Af Anna Esbjørn og Henrik Gudmundsson, CONCITO

København er en by med store grønne ambitioner, der siden 2009 har haft som mål at blive CO2-neutral senest i 2025 – som den første hovedstad i verden. Målet har bred politisk opbakning og understøttes i kommunens ambitiøse klimaplan af en række konkrete delmål og initiativer inden for områder som trafik, energi og affald. Ikke mange byer har en lignende køreplan at vise frem.

København arbejder bredt, systematisk og ihærdigt med miljø- og klimaudfordringerne og er nået langt. Det er et lokalt og internationalt betydningsfuldt arbejde, som viser nye veje og giver synlige resultater. Det ville være forkert at benægte den grønne tyngde i Københavns indsats, selvom det ikke er alt, som byen og kommunen gør, der lykkes, og der er god plads til forbedring.

Verdens blik på København
København fremstår internationalt som en »grøn darling«. I 2014 havde København titlen som Europas Miljøhovedstad. Byen var udvalgt ud fra en bred vifte af både målbare og kvalitative kriterier, hvor også klimaindsatsen scorede højest blandt 18 ansøgerbyer. København har vundet mange andre priser inden for grønne indsatsområder som cykling, klimatilpasning, smart energi og »liveability«.

Senest har den globale sammenslutning af megabyer C40 udvalgt København som vært for det årlige C40 borgmestertopmøde i efteråret 2019 på grund af byens status som grøn innovatør, der evner at tænke nyt, handle og levere løsninger. Borgmestertopmødet er en vigtig begivenhed, hvor verdens klimablik vil vendes mod København – og Danmark – og internationale politikere vil besøge byen.

Men nu er mål, priser og konferencer ikke noget, der i sig selv mindsker fodaftrykket på klima, natur og miljø. Især ikke når København årligt vokser med 10.000 nye indbyggere og vækster i mange retninger. Så hvordan står det egentlig til med det grønne København, hvis man tager klimabrillerne på?

Så meget CO2 udleder København
Her er man nødt til at forholde sig til to centrale ting. Dels hvad man sammenligner byen med. Og dels hvad man forstår som »København«, altså hvad det er for en størrelse, man måler på.

Hvis vi tager afsæt i Københavns Kommunes egne seneste tal, udledes der årligt i kommunen omkring 1,5 mio. ton CO2 eller 2,2 ton pr. indbygger. Det er en reduktion på 42 procent i forhold til 2005 og hele 60 procent i forhold til 1990. Der er altså sket en markant reduktion frem mod klimaplanens mål om CO2-neutralitet i 2025.

Her skal man dog have in mente, at København godskriver den CO2, der spares, når kommunen investerer i og køber strøm fra vedvarende energi udefra. Derimod har man næsten ikke formået at rykke ved trafikkens CO2-udledning. Også fremover regner man med markante reduktioner ved overgang til biomasse i kraftvarmen, selvom det er en stærkt omdiskuteret forudsætning, der næppe holder som klimaneutral på længere sigt.

Anvender man i stedet tal fra Energistyrelsens CO2-regnskab for Danmarks kommuner ligger København på omkring fire ton pr. indbygger (2015). Det er stadig landets næstlaveste, mens der er landkommuner i Jylland med et gennemsnit på over 20 ton. Der er dog flere grunde til, at det ikke er passende at udnævne København til klimaduks alene ud fra den markante forskel i tallene.

For det første har byen mange etageejendomme, som kræver mindre energi til opvarmning end fritliggende boliger. En anden grund er, at næsten hele København er dækket af fjernvarme, hvilket ikke kun skyldes en stærk grøn ambition, men også ren økonomisk fornuft. En tredje grund er, at København ikke dyrker landbrug til at brødføde sin egen eller resten af landets (eller verdens) befolkning, og derfor ikke selv udleder drivhusgasser fra landbruget. Endelig foregår meget af den transport, der skal til, for at byens arbejdspladser og handel kan fungere, udenfor kommunegrænsen og tæller dermed ikke med i byens klimaregnskab. Det er altså ikke helt ligetil at kalde København for grøn, blot fordi kommunen kan udvise pæne tal i de forskellige regnskaber, som bruges til at tage temperaturen.

Det større billede
Men hvad er egentlig »København« i et grønt perspektiv? Forenklet kan man sige, at indsatsen for at gøre en by klimavenlig kan måles på fire niveauer, som vi kan kalde for »Selskabet«, »Stedet«, »Systemet« og »Strukturen«.

I »Selskabet« ser man kommunen som en virksomhed, der har bygninger, institutioner og infrastruktur, hvor man kan spare på strømmen eller købe grønt ind. Det er her, mange kommuner tager fat først. København har været tidligt i gang, for eksempel ved at skifte al gadebelysning til LED, og er kommet langt med at nå sine mål.

I »Stedet« ser man på byen som et fysisk område inden for kommunegrænsen med boliger, erhverv og trafik, som bruger energi, der udleder CO2.  Elforbrug, boligopvarmning og bilkørsel hører blandt de tunge poster. Her kniber det noget mere for København, selvom byen er kendt for sin grønne transportprofil. Det er svært for kommunen at rykke ved områderne, blandt andet fordi det kræver store investeringer samt skrap og til dels national regulering.

I »Systemet« anerkender man, at byen er et større hele, hvor der udveksles varme, elektricitet, vand, affald og transport over kommunegrænserne, som med fordel kan organiseres i større selskaber. Det er især her, at København fremover kan høste gevinster på CO2-kontoen.  Får kommunens selskaber bygget vindmøller et andet sted i landet, bon’er det positivt ud i kommunens eget regnskab. På transportområdet synes det dog tungt at få taget et samlet systemgreb, som for alvor kan knække CO2-kurven. Blandt andet fordi staten, regionerne og kommunerne ikke vil det samme.

I »Strukturen« tager man fat om nældens rod, som er de strukturer, der skaber den moderne livsstils CO2-aftryk. Byens borgere og virksomheder har et forbrug, som trækker på hele kloden og disse udledninger overstiger det, der indgår i de fleste byers CO2-regnskaber. Vi kender ikke en københavners samlede klimafodaftryk i dag, men en aktuel analyse viser, at CO2-udledningen fra C40-byerne er 60 procent større end tidligere beregnet, hvis man tæller de forbrugsrelaterede udledninger med. København er med i feltet af byer, der har taget denne udfordring op, og det bliver spændende at se, om man kan komme nogen vegne i livtaget med de store strukturelle udfordringer, som omfatter både livsstil, turistrejser og køb af energikrævende produkter.

De næste skridt
København har oparbejdet stor erfaring med grøn planlægning, grønne initiativer og grønne analyser. Få steder i verden er man så åben og ærlig omkring, at tingene ikke altid kører som planlagt – eller at man har brugt fejlbehæftede data, der må rettes op.

Med alle sine priser og regnskaber kan det næsten synes som om København er »den grønne konkurrencestat« i miniformat, som nogle ser for sig som vejen til bæredygtighed. Men hvis København fortsat vil spille rollen som grøn frontløber, bør kommunen ikke alene fokusere på mål og beregninger, som skal få klimaplanen i hus. Der skal også indledes store dialoger med borgere, erhvervsliv og staten om, hvad der skal til for at tage livtag med de forbrugsrelaterede CO2-udledninger, som både København og andre byer indtil videre et gået pænt stykke uden om.

Herudover er den kritiske selvrefleksion og evne til at genbesøge beslutninger samt sikre politisk opbakning til den justerede kurs, en af de vigtige ting, som København – og Danmark generelt – kan lære andre byer i verden.

---

Kommentar bragt i Berlingske den 11. oktober 2018