Ny direktør i CONCITO

Pressemeddelelse
Christian Peter Ibsen bliver ny direktør i CONCITO. Christian har stor erfaring med med klima- og energiområdet og kommer senest fra en stilling som plan- og klimachef i Fredensborg Kommune. Han tiltræder den 1. december 2014.

CONCITOs formand Stine Bosse siger om udnævnelsen:

”I de kommende år står vi i CONCITO overfor at skulle styrke vores klimaarbejde gennem øget inddragelse af medlemmerne og øget fokus på de internationale dimensioner i arbejdet med at reducere CO2-udledningen og tilpasse os til klimaforandringerne. Christian Peter Ibsen har stor erfaring indenfor klima- og energiområdet på lokalt, nationalt og internationalt niveau samt erfaring med at formidle de ofte vanskelige sammenhænge på klimaområdet til både politikere og den brede offentlighed. Jeg er overbevist om, at vi med Christian har fundet den helt rette til at stå i spidsen for opgaven med at sikre faglighed og dybde i klimadebatten og formidle svære og til tider ilde hørte budskaber. Det kræver stor indføling og forståelse for de svære vilkår, der hersker i denne hurtigt forandrede verden.”, siger Stine Bosse.

Christian Peter Ibsen ser frem til at tage fat på opgaven:

”Jeg brænder for klimadagsordenen, og ser CONCITO som en central aktør i udviklingen af den danske klimaindsats. Både i forhold til at bidrage med ny international viden og politiske anbefalinger om effektive løsninger på klimaudfordringen, og som en formidler af danske klimaløsninger i andre lande. At løfte den klimapolitiske dagsorden i samarbejde med førende danske virksomheder, eksperter og civilsamfundsorganisationer er en opgave jeg glæder mig utroligt meget til”, siger Christian Peter Ibsen.

Christian Peter Ibsen er 43 år og uddannet cand.polit. med fokus på miljøøkonomi. Han kommer fra en stilling som Plan- og Klimachef i Fredensborg Kommune, og har tidligere arbejdet med national og international klima- og energipolitik både i Miljøministeriet og Klima- og Energiministeriet, blandt andet i forhold til de danske bestræbelser på at lande en global klimaaftale i København på COP15 i 2009. 

Yderligere oplysninger
Michael Minter, 26 16 64 14, mm@concito.dk

Relaterede emner