Unge i Syddanmark går fra ord til handling i den grønne omstilling

Artikel
unge
Elever fra 5 ungdomsuddannelser i Region Syd har gennem det seneste halve år arbejdet på at igangsætte konkrete CO2-reducerende indsatser på deres skoler, der skal gøre det nemmere for både skoler og elever at agere mere klimavenligt. Pilotprojektet er et samarbejde mellem Region Syddanmark og CONCITO’s Klimaambassade.

Omdrejningspunktet for pilotprojektet har været klimavenligt forbrug og grøn adfærd på ungdomsuddannelserne med fokus på at skabe rum og inspiration for handling. Eleverne har været den centrale drivkraft i projektet. De har brugt deres fritid på at udvikle og igangsætte forskellige grønne indsatser på deres skoler som f.eks. kødfrie dage i kantinen, tøj-byttemarkeder, affaldssortering og meget andet. Indsatserne er forankret på skolerne med opbakning fra skolernes ledelse og lærere, og med midler fra Region Syddanmarks uddannelsespulje. Klimaambassaden har været med til at udvikle rammerne for projektet samt faciliteret hele forløbet.

Alberte fra Svendborg Gymnasium var en af de ca. 50 unge frivillige, som deltog i at udvikle grønne indsatser for sine medelever. Hun fortæller: Jeg synes, det har været virkelig givende at være med i projektet og arbejde med helt konkrete ting som at skrive en grøn handleplan og udføre den. Det har været inspirerende at følge de andre skoler og udveksle erfaringer og ideer med hinanden. Jeg har været glad for at være en del af en proces sammen med Klimaambassaden, hvor vi har fundet på gode ideer, der har ført til nogle positive grønne tiltag på min skole.

Pilotprojektet blev afsluttet ved at samle deltagerne til et seminar på Vejen Business College d. 26. april. Her præsenterede eleverne deres indsatser for både regionspolitikere, uddannelsesledere, lærere fra de deltagende skoler, CONCITO og ansatte fra Region Syddanmark. Afslutningsseminaret var præget af optimisme og begejstring over elevernes store arbejde. Der var også enighed om at der er brug for at flere involverer sig for at fremme klimavenligt forbrug og adfærd på ungdomsuddannelserne

Charlotte Jensen, adfærdsanalytiker i CONCITO, deltog bl.a. ved at evaluere overordnet på elevernes projekter og siger:

Danskernes forbrug har et stort klimaaftryk, og der er derfor brug for, at vi grundlæggende lever vores hverdagsliv anderledes. Vi skal sammen gentænke, hvad et godt liv er, og samtidig sørge for, at vi reelt har adgang til og mulighed for at tage klimarigtige valg i vores hverdag. Dette pilotprojekt er med til at vise, at det er muligt at skubbe til de rammer og strukturer, vi færdes i, men også at det kan være svært. De elever, der har deltaget, har sat klimahandlinger i gang, som alle på skolerne kan deltage i, og det er vigtigt netop at skabe konkrete handlerum for forandring, hvis den grønne omstilling skal lykkes for os.

De deltagende regionspolitikere roste eleverne for deres handlekraft og engagement. De fremhævede, at de både var blevet klogere og inspireret af elevernes projekter samt den efterfølgende dialog om, hvordan man kan skabe bedre rammer for et godt og bæredygtigt liv i Region Syddanmark.

Projektmedarbejder Jonatan Waagner Kristiansen fra Klimaambassaden siger om projektet: “Det har været utroligt motiverende at samarbejde med de unge og de andre aktører i pilotprojektet. Når man kan skabe rum for at unge kan bruge deres kæmpe engagement og kreativitet til at handle, kan man virkelig nå langt. Som vi har set i pilotprojektet kræver det, at de “voksne” også tager et ansvar og skaber de rette rammer”.

Pilotprojektet og elevernes indsatser er et skridt i den rigtige retning, og kan være en inspiration, når der arbejdes med grøn handling fremadrettet.

Kort om projektet:

Deltagende uddannelsesinstitution: EUC Syd Tønder, Kolding Gymnasium, Odense Katedralskoler, Svendborg Gymnasium, og Vejen Business College

Udviklingsgrupper bestående af: 10-15 elever og 1-2 lærer har forankret projektet på de deltagende uddannelsesinstitutioner

Udviklingsgruppernes opgaver i projektperioden:  Udarbejde klimahandleplaner, igangsætte klimahandleplaner, deltage i 5 workshops faciliteret af Klimaambassaden, deltage i seminarer faciliteret af Klimaambassaden.

Region Syddanmarks Uddannelsespulje har stillet  45.000 kr til rådighed til udvikling og igangsættelse af klimaindsatser til hver af de deltagende uddannelsesinstitutioner

Projektet er udviklet gennem et partnerskab af Region Syddanmark og CONCITO´s Klimaambassade og workshop rækken er facilitetet af Klimaambassaden

 

Relaterede emner
Kontakt
Synnøve
Programchef, Klimaambassaden