Vigtigheden af unge stemmer på COP26 er ufravigelig

Artikel
Tine
De unge skubber på, har ambitiøse krav og udfordrer tendenser til symbolpolitik i klimadebatten. I den forgangne uge har CONCITO haft tre unge repræsentanter på COP26 – Tine, Benjamin og Nina - og de har hver især udfordret 'YouthWashing' og gængse holdninger i de globale klimaforhandlinger. 

Nordisk Råd holdt i Helsinki en Nordic COP26 HUB parallelt med COP26 i Glasgow. HUB’en fokuserer på det nordiske netværk, hvor best-practises inden for aktivisme, politisk engagement og business kommer til udtryk. Her bliver de unge ikke kun inviteret op på scenen, men får også mulighed for at stille spørgsmål til den agenda, der i sidste ende påvirker dem kraftigst.

Benjamin og Nina deltog i en paneldebat, og understregede vigtigheden af at involvere unge i klimakrisen og anerkende den handlemæssige slagkraft, der findes i ungefællesskaber. Med hashtagget #YouthWashing undsagde de måden, unge bliver inviteret indenfor på i klimadebatten – både aktuelt i COP’en, men også generelt. Youthwashing sker, når omverdenen får indtryk af, at organisationer, virksomheder eller regeringer inkluderer unge, men at de i realiteten ikke får nogen medbestemmelse.

Det har Benjamin og Nina skrevet om her: https://www.altinget.dk/energi/artikel/concito-ambassadoerer-vi-undergraver-unges-legitimitet-i-klimadebatten-ved-at-give-dem-en-slukket-mikrofon

Benjamin Nina

Tine tog den lange togrejse til Glasgow, og repræsenterede CONCITOs Klimaambassaden og Nordisk Råd i The Nordic Pavilion. Her fremlagde hun The Nordic Youth Position Paper on Biodiversity skabt af nordens unge og understregede vigtigheden af at inkludere biodiversitetskrisen, når løsninger på klimakrisen forhandles.

Samtidig blev klimaaftalen MockCOP26, udformet af unge verden over også fremlagt, med konkrete løsninger og krav på hvordan COP’ens forhandlinger bør ende. Efterfølgende kommenterede den finske miljø- og klimaminister Krista Mikkonen og EU-parlamentariker Jakop Dalunde på de fremlagte forslag i et panel sammen med andre nordiske unge. De diskuterede bl.a., hvordan vi skal redefinere det gode liv udenom økonomisk velfærd, og hvordan vi skal vægte biodiversitet og klima i de løsninger, der tages i brug i den grønne omstilling.

Du kan se hele eventet her (starter fem min inde i filmen)

https://www.youtube.com/watch?v=Wx3t5ka6G2c&feature=emb_imp_woyt

Relaterede emner
Kontakt
Synnøve
Programchef, Klimaambassaden