Vil du være klimaambassadør for CONCITO?

Ungdom
klimaamb
Er du mellem 18-30 år, og har du lyst til at formidle viden om klima og bæredygtighed til børn og unge rundt omkring i Danmark? Så kan du tilmelde dig Klimaambassadens uddannelsesweekend, der løber af stablen d. 23 og 24 september 2022. Det er gratis og foregår hos CONCITO i Læderstræde 20, København.

Klimaambassaden er CONCITOs program for børn, unge og grøn dannelse. Her udvikler vi undervisningsmaterialer og undervisningsforløb med udgangspunkt i tænketanken CONCITOs viden og løsningsorienterede tilgang til klimakrisen. Vi besøger skoler og ungdomsuddannelser og tilbyder også understøttende digitale læringsforløb gennem portalen www.sustainable.dk.

Centralt i vores undervisningsaktiviteter er vores frivillige klimaambassadører, der er med til at facilitere workshops og holde oplæg. Siden 2009 har Klimaambassaden uddannet 850+ frivillige klimaambassadører som har holdt workshops og oplæg for 80.000+ børn og unge på skoler og uddannelsesinstitutioner over hele Danmark.

Rollen som frivillig

Behovet for inspirerende klimaundervisning er større end nogensinde og vi inviterer derfor nye frivillige med til uddannelsesweekend, hvor du kan få et større indblik i, hvordan klima og bæredygtighed kan formidles, og hvordan vi som organisation arbejder for den grønne omstilling.

Alle unge mellem 20-30 år kan tilmelde sig Klimaambassadens uddannelsesweekend for nye frivillige. På weekenden introduceres du til rollen som frivillig, får værktøjer, som du kan bruge i undervisnings- og formidlingssituationer, og du får klimafaglig viden igennem møder med nogle af tænketankes eksperter og analytikere i alt fra adfærd og forbrug til energi og fødevarer.

Uddannelsesweekenden er fredag d. 23. september, (17-20.30) og lørdag d. 24. september, (9.15-19.30) hos CONCITO på Læderstræde 20 i København. Programmet vil byde på oplæg om både klima, bæredygtighed, grøn dannelse, formidling og didaktik, samt mulighed for at møde andre, der brænder for den grønne omstilling. Man behøver ikke at have konkret erfaring med undervisning for at melde sig som frivillig.

Ansøgningsfrist er d. 19. september 2022

Ansøg her om at komme med på uddannelsesweekenden før d. 15. september, og tilmeld dig på Facebook herDu kan læse mere om Klimaambassaden her på CONCITOs hjemmeside. Uddannelseweekenden er gratis og der vil være mad og drikke. Det afholdes i København, og hvis du kommer fra andre byer, dækker vi transport og overnatning.

Du kan læse mere om at være klimaambassadør her.

Relaterede emner
Kontakt
Synnøve
Programchef, Klimaambassaden