VINTERAKADEMI for unge professionelle med fokus på den grønne omstilling af byggeriet fortsætter

Pressemeddelelse
Vinterakademi 2021
Siden 2015 har VINTERAKADEMI samlet unge studerende og nyuddannede i et tværfagligt akademiforløb med fokus på bæredygtigt byggeri og byudvikling. Støtte fra Grundejernes Investeringsfond og den filantropiske forening Realdania gør det muligt at tilbyde VINTERAKADEMI også i årene 2021-2023.

Der er et momentum i byggeriet i forhold til at tage del i den grønne omstilling, men branchen er kompleks: Der er behov for at understøtte både viden, samarbejdskompetencer og tværfaglighed for at kunne gå fra ord til handling. Samtidig efterlyser de unge, bl.a. gennem kampagnen #Uddannelserforfremtiden, at blive rustet til at tage del i denne omstilling. Vi er derfor glade og stolte over at kunne fortsætte VINTERAKADEMI, som er forankret i Den grønne tænketank CONCITO og gennemføres i partnerskab med BLOXHUB og ERIK arkitekter samt i tæt dialog og samarbejde med byggeriets aktører.

En grøn omstilling af byggeriet er afgørende for at opfylde de klimamål, der er nødvendige for at opnå en klimasikker fremtid, understeger Christian Villefrance Ibsen, CONCITOs direktør:

"Med VINTERAKADEMI er vores mål at ruste byggeriets unge professionelle med viden og kompetencer som er nødvendige for at gøre grønne mål og ambitioner konkrete i det enkelte byggeri eller byudviklingsprojekt - noget som er helt afgørende for at kunne realisere klimamålene og få sat skub i den grønne omstilling af byggeriet”.

I 2021 har akademiet af gode grunde ikke kunne finde sted i marts som det plejer. I stedet vil det blive afholdt i august som et “sommerakademi” under overskriften "Den blandede by - bæredygtig transformation og værdiskabelse". Programmet vil bl.a. dykke ned i, og undersøge, hvordan indsatsen for et mere klimavenligt byggeri, koblet sammen med et fokus på social bæredygtighed, kan skabe merværdi, både samfundsøkonomisk helt overordnet, men også på borgerniveau.

Morten Ørsager, Partner, ERIK arkitekter forklarer, hvorfor de er gået ind i partnergruppen bag VINTERAKADEMI:

Bæredygtighed er kompleks og kun få er helt skarpe på at indtænke den. I ERIK tror vi på, at viden kan flytte brancher, men det starter hos det enkelte menneske. VINTERAKADEMI har den helt rette tilgang ved at skabe et fællesskab for yngre professionelle med potentiale til at gøre en forskel både nu og fremadrettet i deres karriere. Erfaring og ung talentmasse er en god kombination - vi ser frem til faglig udveksling og forandring”.

Vi glæder os til at fortsætte med at understøtte unge professionelles muligheder og styrke deres kompetencer, så de bedst muligt sættes i spil fremover i den grønne omstilling af byggeriet.

For BLOXHUB er et akademi som VINTERAKADEMI utroligt essentielt i sikring af de deltagende muligheder for at arbejde sammen på tværs af fagligheder og uddannelser med det smukke formål at blive endnu bedre til at fremme den grønne omstilling. Vi ved, at såvel byudvikling, den eksisterende bygningsmasse som nye bygninger skal være bæredygtige – også socialt bæredygtige. Det kræver nye kompetencer og med dette års tema bidrager VINTERAKADEMI med at deltagerne får muligheden for at erhverve sig disse kompetencer, hvilket vi alle vil nyde godt af i de kommende år, ” siger Pernille Berg, fil.dr., Science Manager hos BLOXHUB

Kort om VINTERAKADEMI

VINTERAKADEMI er et tværfagligt tilbud til studerende og nyuddannede fra relevante kandidat- og professionsbacheloruddannelser. Som deltager får man en uges akademi med case-arbejde, virksomhedsbesøg og undervisning om bæredygtighed i byggeri og byplanlægningen. På akademiet er der både fokus på ny viden, best practice-cases, og hvordan de overordnede rammevilkår påvirker branchens udvikling.

VINTERAKADEMI udbyder også løbende åbne faglige events og vil dele viden gennem podcasts, artikler mm.

VINTERAKADEMI 2021-23 gennemføres af en ny partnerkreds bestående af CONCITO, BLOXHUB og ERIK arkitekter. En række af byggeriets aktører støtter op med faglige inputs, vidensdeling mv. VINTERAKADEMI 2021-23 er støttet af GI (Grundejernes Investeringsfond) og Realdania.

VINTERAKADEMI 2021 finder sted hos BLOXHUB i København i uge 34 fra den 23.-28. august med en kick-off dag d. 16 august. Der åbnes for ansøgninger primo maj, og fristen for ansøgning er d. 21 juni 2021.

Følg program og mere information på VINTERAKADEMIs hjemmeside her.

For yderligere information kontakt Synnøve Kjærland, projektchef i CONCITO, telefon: 29 89 67 54, e-mail: sek@concito.dk

Relaterede emner
Kontakt
Synnøve
Programchef, Klimaambassaden