Biomasse og CCS i forsyningssektoren

Energisystemet er under forandring og Danmark står over for store investeringer. Mere sol og vind skal indpasses, og vi skal sikre en optimal anvendelse af vores begrænsede bioressourcer.

Det er nu, at CO2-fangst- og lagring, CCS, skal vise sit værd med et betydeligt bidrag til at nå klimamålene, og særligt for forsyningssektoren kan investeringer i CCS blive en dyr forretning. 

Ea Energianalyse har for CONCITO udarbejdet en rapport, der ser på potentialet for CCS i forsyningssektoren. På baggrund af analysen konkluderer vi, at: 

  • Biomasse bliver dyrere. Dette vil fx ske som følge af prissætning af klimaeffekten ved at fjerne biomasse fra skove og øget efterspørgsel. Højere priser på biomasse vil reducere anvendelse af biomasse til fordel for varmepumper.  
  • Der er væsentlig risiko for fejlinvesteringer i CCS på biomasse (BECCS), hvis markedet undervurderer prisen på biomasse og overvurderer indtægter for salg af negative udledninger/klimakreditter.  
  • BECCS kan potentielt fastholde et højt biomasseforbrug, på bekostning af elektrificering. Også selvom det er urentabelt.  
  • CCS er billigst på affaldsbrændingsanlæg, da de har flere driftstimer, hvor biomasseværker primært er i drift i vinterhalvåret og som back-up.    
  • På trods af et begrænset yderligere potentiale for CCS på biomasse, er det samlede potentiale fra forsyningssektoren cirka 2 mio. tons i 2030, heraf ¾ fra affald og ¼ fra biomasse. Dertil kan CCS fra biogas og cement også levere reduktioner. 
  • Det er nødvendigt at reducere omkostninger til CCS, hvis de kommende støttepuljer skal levere regeringens forventninger om 3,2 mio. tons CCS i 2030. Realisering af landbaseret CO2-lagring kan blive afgørende.