Visioner for fremtidens arealanvendelse
En fælles vision er afgørende for, om vi får held med på kort tid at gennemføre en af de største omstillinger af det danske landskab i historien.
Vi står over for en transformation af det danske samfund, og det udfordrer fortidens erfaringer og løsninger. For at få en idé om hvad vi skal sigte i mod, får vi også brug for vores forestillingsevne til at skabe visioner for fremtiden. Visionerne giver ikke alene et mål, men også muligheden for at identificere de dilemmaer, vi står overfor.
Et spørgsmål om skala
6 ud af 9 planetære grænser er i dag overskredet i en sådan grad, at menneskelig aktivitet truer med at rive tæppet væk under den stabile miljøtilstand, der har hersket på planeten de sidste mange tusinde år. Effekterne af klimaforandringer og biodiversitetstab er identificeret som de fire væsentligste globale risici for de kommende 10 år. Af World Economic Forum, der historiske ikke er kendt for deres grønne profil.
Skal vi forhindre det, skal der ske fundamentale ændringer i vores samfund. Udledningerne skal næsten halveres i 2030, og i 2050 skal vi være globalt klimaneutrale. 30 pct. af det globale landareal og 30 pct. af det globale havareal skal reserveres til biodiversitet, hvis vi skal vende det nuværende, katastrofalt voldsomme artstab. Knap en tredjedel. Og det skal være sket allerede i 2030.
De danske klimamål er på plads, og ambitiøse. Vi kender endnu ikke de nationale mål for biodiversitetsbeskyttet areal, men Biodiversitetsrådet anbefaler, at det bør flugte med både det globale og EUs mål, altså 30 pct. Så når den grønne omstilling rammer vores landskaber, er det altså ikke bare et spørgsmål om at nedbringe udledningerne eller etablere mere natur og biodiversitet. Der er forskel på mere og tilstrækkeligt.
Vores klimapolitik skal pege frem mod klimaneutralitet, og videre mod en klimapositiv fremtid. Indsatsen for biodiversitetsfremme skal tilrettelægges, så Danmark lever op til vores del af det globale ansvar. Det betyder, at en meget markant del af Danmarks areal skal omlægges til natur. Vi kan ikke justere os til den slags effekter. Vi bliver nødt til at tænke helt nyt og meget stort.
En fælles vision kan bane vejen for handling
Når de nødvendige forandringer bliver store og nye nok, bliver det meget svært for os at kaste os ud i det. Det er ganske naturligt at være tilbageholdende for at gøre noget nyt, hvor man ikke kan støtte sig til sine erfaringer. Som mennesker er vi forsigtige af natur og foretrækker status quo over forandring, medmindre vi tydeligt kan se hvor vi er på vej hen.
Derfor afhænger vores muligheder for at gennemføre det næste skridt i den grønne omstilling ikke alene af at finde de rette virkemidler og teknologiske løsninger, men også af vores evner til at skabe stærk og fælles vision for fremtidens samfund.
Det er ikke tilstrækkeligt at sige ”klimaneutralitet” eller ”30 pct. beskyttet areal”. Vi bliver ikke bevæget af tal og reduktionsmål, men af fortællinger og billeder. Hvis vi kan skabe sammenhængende, positive billeder af, hvordan fremtidens bæredygtige landskaber kunne se ud, kan vi komme usikkerheden og dermed handlingslammelsen til livs. Positive fortællinger vil også kunne skaber kreativitet og engagement og en vilje til at gennemføre forandringer, der kan føles ubehagelige på kort sigt, men som vil være en gevinst for os alle på lang sigt.
Vi står over for en indsats, der er af historisk format. Alle vil komme til at kunne mærke effekterne. Der er derfor også vigtigt, at det er en fælles vision, vi deler. En fælles vision er ikke noget, der springer ud af et kontor på Slotsholmen, men noget vi sammen skal forme. Den demokratisk diskussion er et helt afgørende element i den grønne omstilling.
Styret af håb, ikke afmagt
Sidst, og måske vigtigst af alt, så kan visionerne give os håb om en bedre og bæredygtig fremtid. Et håb, vi kan styre efter og som kan motivere os. Vores handlinger kan styres af håb, og ikke af afmagt og frygt.
Positive visioner er grundstenen i CONCITOs projekt ”Fremtidens Arealanvendelse”. Ideen er, at hvis vi griber den nødvendige omstilling an med en klar plan for hvor vi vil hen, kan vi bruge omstillingen til at sikre et samfund, der faktisk er bedre for både natur, klima og alle de mennesker, der skal leve i det. Det betyder, at vi ikke alene skal se på klimapolitik, eller på biodiversitetspolitik. Det er heller ikke nok at huske fødevaresikkerheden, økonomi og det rene drikkevand. Den menneskelige trivsel indgår som et uomgængeligt element i visionerne.
CONCITO har ikke monopol på at sige hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud, det må være resultatet af en demokratisk diskussion blandt danskerne. Men vi kan sige noget om, hvilke minimumskrav, de forskellige miljømål stiller til arealanvendelse, og med dem har vi forsøgt at stille nogle fremtidsbilleder op, der kan illustrere muligheder og konsekvenser ved at gå forskellige veje. Fremtidsbillederne er forestillede versioner af udsnit af Danmark, som det ser ud om 20-30 år. De bidrager alle til en bæredygtig arealanvendelse, og er visionære, ambitiøse og nogle vil sige lige vel fantasifulde. Men de er alle underbygget af faglige analyser, der sikrer jordforbindelse og muligheden for at sammenligne konsekvenserne på tværs af fremtidsbillederne.
Hvordan man spiser en elefant
Arbejdet er endnu ikke tilendebragt, men allerede nu kan vi konkludere to ting:
Fremtiden kan være positiv, et bæredygtigt samfund er ikke ensbetydende med en trist afsavnsdystopi.
Vi kan se frem imod byer, hvor menneskets trivsel er sat i centrum, landskaber med rig og mangfoldig natur og et robust fødevareerhverv, der fortsat bidrager til at brødføde den globale befolkning. Men vi når ikke dertil, hvis vi lade os styre af tilfældigheder og tager det ét skridt ad gangen. Det siges at, at måden at spise en elefant på, er ved at tage én bid ad gangen. Men når det kommer til omstillingen af den danske arealanvendelse, er det ikke tilstrækkeligt med én planløs bid ad gangen.
Vi skal have et klart mål, der sikrer at vi doserer vores politiske indsatser tilstrækkeligt. Vi skal have en klar plan, der sikrer ikke alene fremdrift, men også planer for de mennesker, der kan blive fanget i omstillingen. Og vi skal forstå, at der skal ske mange forskellige ting, samtidig. Fødevareproduktionen skal udvikles samtidig med at vi reserverer flere arealer til natur, for ellers koster det på global fødevaresikkerhed. Arealpolitik er ikke kun politik på arealerne, men også udvikling af nye værdikæder i erhvervslivet, by- og boligpolitik og energipolitik.
Dilemmaerne og udfordringerne melder sig hurtigt
En anden konklusion er også, at vi står over for nogle valg, der vil påvirke vores muligheder for at realisere fremtidsbillederne. Går vi én vej, lukker vi døren for en anden. Hvis ikke vi beslutter os, hvilken vej vi vil gå, vil tilfældig udvikling gøre det, og efterlade os med mindre mulighed for at forme vores fremtidige landskaber.
Hvordan skal vi håndtere et mindre produktionsareal?
Der findes stort set ingen version af fremtiden, hvor det danske fødevareproduktionsareal ikke reduceres i størrelse, hvis de øvrige hensyn skal tilgodeses. Når produktionsarealet krymper, krymper vores muligheder for at producere de fødevarer og materialer, som vi har brug for. Hvilke veje kan og bør vi gå for at forhindre, at et fald i produktionsarealet påvirker vores og det globale samfunds behov negativt?
Skal skovene producere træ eller biodiversitet?
I hovedparten af de danske skove er det primære formål at lave tømmer og biomasse til energi. Men mange af skovene er samtidig potentielle biodiversitets-hotspots. Skal vi hurtigt vende tabet af arter og levesteder til fremgang, peger forskere på, at vi i vid udstrækning holder op med at høste træ i de skove. På sigt kan vi erstatte det træ, vi ikke længere fælder, med nye plantager hvor biodiversiteten alligevel ikke er meget værd. Men det tager en hel træalder – 50-100 år – før de nye plantager er klar til at levere tømmer. Hvordan skal vi vægte mellem hensynet til biodiversiteten og behovet for træ fra skovene?
Skal byerne vokse i bredden eller i højden?
De danske byer vokser i takt med befolkningstilvæksten. Alle har lyst til et parcelhus, og derfor bygges de i stor stil. Det bruger arealer, der kunne bruges til produktion, biodiversitet eller rekreation, medfører ret markante udledninger fra byggeriet, og fremmer en levemåde, der er meget bilafhængig. Men det er ikke en naturlov at vores byer skal vokse, og gennem fortætning kan vi spare både areal og ressourcer. Men en hovedløs fortætning vil gå ud over den menneskelige trivsel. Skal vi satse på at gøre byudvidelsen mere bæredygtig, eller fortætte vores byer på en måde, der sikrer danskernes trivsel?
Visioner skal sætte kursen
Opgaven vi står overfor, er så omfattende, at vi ikke kan løse den bid for bid uden en samlet plan. Men man kan ikke lave en ordentlig plan, hvis ikke man ved hvor man vil hen. En fælles vision er derfor afgørende for, om vi får held med på kort tid at gennemføre en af de største omstillinger af det danske landskab i historien. Når vi har visionen for hvor vi vil hen, er udfordringen at regne baglæns for at se, hvilke beslutninger vi skal træffe i dag. Så selvom det kan syntes lidt fjernt at diskutere, hvordan verden bør se ud i 2050, er det faktisk afgørende for, om vi kan træffe de beslutninger i dag, der sender os i den rigtige retning.
Hvordan tænker du, at Danmark skal se ud i 2050?
Debatindlæg bragt i DM Bio i marts 2024.
