På vej mod et grønt husholdningsbudget

Af Thomas Færgeman, direktør i CONCITO

I starten af september indledte klimaminister Martin Lidegaard en dialog med erhvervslivet og organisationerne om en ny klimaplan, som skal bidrage til at opfylde regeringens målsætning om at reducere Danmarks drivhusgasudledning med 40 % i 2020 i forhold til 1990. Ifølge regeringsgrundlaget skal denne klimaplan efter britisk forbillede følges op af en langsigtet klimalov, som gør det muligt at foretage årlige evalueringer af, hvorvidt klimaindsatsen er på rette spor. 

Ligesom med finansloven, som er statens økonomiske husholdningsbudget, vil det være nyttigt med en klimalov, som sikrer en grundig planlægning af og systematisk opfølgning på den danske klimaindsats. Mens klimaministeren har beskrevet klimaplanen som en klimapolitisk værktøjskasse, kan klimaloven beskrives som et grønt husholdningsbudget, der på et fagligt grundlag skal gøre os i stand til at disponere brugen af de forskellige værktøjer og holde bedre hus med Danmarks udledning af drivhusgasser. 

4 mio. ton i underskud

Udfordringen er klar. Ifølge CONCITOs Annual Climate Outlook 2012, er regeringens mål om at reducere drivhusgasudledningen med 40 % i 2020 det der skal til for at bringe Danmark på sporet i forhold til IPCCs anbefaling om at reducere drivhusgasudledningen lineært med 90 % i 2050 i forhold til 2000. Med en lineær reduktion fra 2012 til 2020 kan 40 %-målet betyde, at Danmark for første gang nogensinde vil være på den rigtige side af den reduktionssti, vi bør følge for at holde den globale opvarmning under to grader. 

Regeringen forventer, at forårets brede energiaftale vil give de første 34 % af reduktionen. Hvis det reelt lykkes at hente denne reduktion i energisektoren, skal der således hentes reduktioner på mindst 6 % - eller rundt regnet 4 mio. ton drivhusgasser – indenfor landbrug, transport og individuel boligopvarmning i forbindelse med klimaloven. 

Langsigtede mål og delmål

Storbritannien vedtog som det første land i verden en ”Climate Change Act” i 2008, som stadfæster en politisk forpligtelse til at udarbejde og gennemføre langsigtede klimaplaner. Skotland vedtog i 2009 en tilsvarende klimalov, som vurderes at være den mest ambitiøse af de to. Den fastsætter et reduktionsmål på 42 % i 2020, stiller krav om årlige reduktionsmål, inkluderer udledning fra luftfart og skibstrafik og begrænser køb af klimakvoter og -kreditter i andre lande. 

I både Storbritannien og Skotland fastsætter klimalovene et mål om en langsigtet reduktion af drivhusgasudledningen på 80 % i 2050 i forhold til 1990. Der lægges op til, at målet om nødvendigt kan justeres som følge af nye videnskabelige resultater på klimaområdet eller nye internationale klimaaftaler. Samtidig fastsætter lovene bestemmelser om delmål. 

Danmark er en af de nationer i verden, der udleder flest drivhusgasser per indbygger, og hvis vi skal tage en rimelig del af den nødvendige globale reduktion af drivhusgasudledningen på os, skal den danske klimalov stadfæste et langsigtet reduktionsmål på mindst 90 % i 2050 i forhold til 1990. 

Delmålene samt den løbende opfølgning og justering bør sikre, at reduktionen frem mod 2050 modsvarer en lineær reduktion, da det er den akkumulerede udledning af drivhusgasser, der afgør, hvad den globale gennemsnitstemperatur bliver i 2050. Det betyder, at en eventuel underopfyldelse i begyndelsen af perioden skal indhentes ved at reduktionen bliver tilsvarende større i de efterfølgende år.

Evaluering og opfølgning

I både Storbritannien og Skotland har regeringen en forpligtelse til årligt at evaluere fremdriften i klimaindsatsen, herunder reduktionen af de enkelte drivhusgasser. Der redegøres i den forbindelse for, hvorvidt reduktionen sker som forventet eller hvorfor der eventuelt er sket en afvigelse. Dermed sikres det, at der er et klart og opdateret grundlag at vurdere klimapolitikken og nødvendigheden af eventuelle supplerende tiltag på.

I en dansk sammenhæng vil det give god mening, hvis klimaloven pålægger regeringen at udarbejde en rullende planlægning for reduktion af drivhusgasudledningen i form af emissionsbudgetter, der ser 12 år frem og er opdelt i fireårs-intervaller svarende til kommuneplanerne. Nye budgetter bør udarbejdes mindst hvert fjerde år, og fordeles ud på de relevante ministerier, som får ansvar for at nå emissionsbudgetterne. 

Klimakommission

I den britiske klimalov spiller den permanente klimakommission desuden en helt central rolle som uafhængig videnskabelig rådgiver for regeringen. Kommissionen rådgiver om fastsættelse af mål og delmål, udarbejder den årlige evaluering af fremdriften samt analyser og anbefalinger relateret til indsatser og virkemidler. Klimakommissionens anbefalinger skal tages i betragtning af regeringen. 

I Danmark fremgår det af regeringsgrundlaget, at man tiltænker Det Miljøøkonomiske Råd denne evaluerings- og rådgivningsopgave. Den forankring er ikke ukontroversiel, da Det Miljøøkonomiske Råd efter manges mening har et for snævert økonomisk perspektiv på miljøudfordringerne. Derfor bør det overvejes at etablere et nyt, uafhængigt klimaråd efter britisk forbillede eller, som alternativ, tilføre Det Miljøøkonomiske Råd den nødvendige tværfaglige kompetence indenfor klimavidenskab, energi, erhverv, jordbrug, transport, byggeri, sociologi og teknologiudvikling. 

Klimaloven sikrer ikke af sig selv reduktioner i drivhusgasudledningen. Men den kan sikre, at der til stadighed er det fornødne overblik over hvor vi står med hensyn til udledning af drivhusgasser – og at der bliver råbt vagt i gevær i tide til at kursen kan justeres. Vedtages klimaloven samtidig af et ligeså bredt flertal i Folketinget som stod bag Energiaftalen fra marts i år – hvor alle partier undtagen Liberal Alliance stemte for – vil den i praksis blive en garant for, at politikerne både kan og vil udmelde de langsigtede målsætninger, som både erhvervslivets organisationer og de grønne organisationer efterlyser så markant.

---

Analyse bragt i Berlingske Politiko den 16. september 2012

Foto: Colourbox.dk