COP18 kommer ikke til at redde verden

Af Thomas Færgeman, direktør i CONCITO

Hvis man er klimaminister, kan man roligt regne med, at første søndag i advent næppe tilbringes i familiens skød. Der er nemlig altid et stort møde et eller andet sted i verden, hvor 194 lande forsøger at redde kloden fra konsekvenserne af den globale opvarmning, dvs. et af de mange Conferences of the Parties eller COP-møder i daglig tale. Dette års møde - det 18. i rækken - foregår i Qatar, som paradoksalt nok har verdens højeste udledning af drivhusgasser per indbygger. 

Den overordnede dagsorden er hvert år den samme: Hvordan kan verdens lande lave en aftale, som sikrer en rimelig og retfærdig udvikling for alle klodens borgere, samtidig med at vi undgår, at kloden kommer ind i en selvforstærkende spiral af global opvarmning, hvor vi ender med et sandt ragnarok af havstigninger, ekstrem nedbør, udbredt tørke, hungersnød, flygtningestrømme og risiko for væbnede konflikter. Målet er at begrænse den globale opvarmning til 2 grader over niveauet, før industrialiseringen startede. Og hvert år er de grundlæggende meningsforskelle tydelige: 

På den ene side har vi de rige lande med USA og Europa i spidsen, som ifølge udviklingslande bærer hovedparten af skylden for problemet, i og med at det er disse lande, der historisk har langt det største ansvar for den ophobede mængde drivhusgasser, der er i atmosfæren. Hvilket udviklingslandene har en pointe i jf. nedenstående figurer. På den anden side har vi de nye, hurtigt voksende økonomier med Kina og Indien i spidsen, som repræsenterer fremtidens stigning i velstand og CO2-udslip, og som ifølge de 'gamle' økonomier skal bidrage til reduktioner. Bagved står de fattige lande, som hverken nu eller tidligere har stået for nogen udledning af betydning, men som til gengæld er blandt dem, der mærker konsekvenserne af den globale opvarmning tydeligst allerede nu i form af tørke, havstigninger og stigende fødevarepriser. Prisstigninger, der trods alt er til at håndtere for en dansk gennemsnitfamilie, men som kan være helt uoverskuelige, hvis man lever for en dollar om dagen. 

Klimaudfordringen består i, at vi kun kan tåle en vis mængde drivhusgasser i atmosfæren, og at gasserne kun nedbrydes ganske langsomt over tid. Klimaet kan sammenlignes med et næsten fyldt badekar, hvor vandet kun siver ganske langsomt ud, og hvor badekarret ikke må flyde over. Diskussionen er så, om det er os europæere og amerikanerne, der er mest skyldige, fordi vi har fyldt badekarret næsten helt op - eller om det er kineserne, der nu er dem, som har mest tryk på vandhanen, som skal holde sig tilbage? 

Og hvert år kan man have den samme følelse, når COP-mødet er slut. Hvad kom der egentlig ud af det? Ud over at der skulle flyves mange tusinde mennesker rundt i hele verden for at enes om ikke kunne blive enige? Her til lands er der nok en særlig grum følelse blandt mange i forhold til COP-møderne. Hvem husker ikke den usædvanligt kolde vinter i december 2009, hvor repræsentanter for alverdens folkeslag stod og frøs i lange køer foran Bella Center i København for at komme ind til et møde, der i manges øjne endte i et flop. 

Problemet er, at selv om vi måske er trætte af at høre om klimaproblemet, så går det ikke væk af den grund. Blot i de seneste to uger er der kommet rapporter fra Verdensbanken, Det Internationale Energiagentur, revisionsfirmaet PwC, Det Europæiske Miljøagentur og FN's miljøprogram ( Unep), som alle viser, at den globale opvarmning er på vej til at nå mellem 3,5 og 6 grader inden år 2100 - med helt uoverskuelige konsekvenser. 

Og hvad med dette års COP-møde - kommer der så noget ud af det? Nej, og så alligevel.

Der kommer med sikkerhed ikke nogen stor aftale på bordet om begrænsning af den globale opvarmning. Det skyldes, at man på sidste års klimatopmøde i Durban i Sydafrika enedes om, at man senest i 2015 ( på COP21) vil blive enige om en bindende aftale for alle verdens lande, som skal gælde senest fra 2020. Så COP21 er det, alle går og venter på. 

Man kan så spørge, hvorfor der egentlig skal holdes møde nu og til næste år, og til næste år igen. Det er der nu gode grunde til. For det første sker der trods alt en del på en række mindre områder såsom aftaler om skovrydning og om finansiering af klimatilpasning i de fattige lande. For det andet er det en opgave i sig selv at blive enige om, hvordan en ny stor aftale overhovedet skal se ud: Hvordan skal forpligtelserne opregnes? Er der forskellige krav til gamle vækstøkonomier i forhold til nye vækstøkonomier og i forhold til udviklingslande? Hvordan overvåger man, om alle opfylder forpligtelserne? 

Så der er faktisk en mening med galskaben. Og alternativet er jo ubærligt. Nemlig at menneskeheden ikke formår at redde sig selv.

Figur 1: Årlig CO2-udledning per indbygger i udvalgte lande i 1990-2009. Kilde: UN Millinium Development Goals Database.

Figur 2: Samlet CO2-udledning per indbygger i udvalgte lande i perioden 1990-2009. Kilde: UN Millinium Development Goals Database.

---

Analyse bragt i Politiken den 4. december 2012

Foto: Sallie_Shatz/Flickr