Lavbundsjorder. Mere klima for pengene, tak

I løbet af det seneste århundrede er der i stor stil blevet drænet enge og moser for at udvide landbrugsarealet i Danmark. Størstedelen ligger op ad åer og vandløb, mens de resterende ligger i større sammenhængende områder som Store Vildmose og Åmosen. Da disse arealer i sin tid var våde, blev der ophobet kulstof i jorden i form af tørv, men når vandet bliver fjernet, bliver dette opbyggede lager af organisk materiale nedbrudt til CO2 og lattergas. 

 

Den nye CONCITO-rapport "Organiske lavbundsjorder - natur-, miljø- og klimagevinster" viser, at udtagning af drænede organiske lavbundsjorder fra landbrugsdriften er et relativt billigt og meget effektivt virkemiddel til vedvarende nedbringelse af Danmarks drivhusgasudledning. 

 

Ifølge CONCITOs beregninger er klimaeffekten så stor, at de 70.000 ha organiske jorder, der i dag dyrkes, udleder 1,5 millioner ton CO2-ækvivalenter årlig. Dermed står mindre end 3 pct. af landbrugsarealet for mere end 10 pct. af landbrugets samlede drivhusgasudledning, inklusive udledningen fra husdyr og gødning. 

 

De vandløbsnære arealer bliver mere og mere udsat for oversvømmelser og har et lavere udbytte end den gennemsnitlige landbrugsjord. En uforholdsmæssig stor del af landbrugets drivhusgasudledning kommer således fra jorder, der giver et lavt udbytte. Disse jorder udgør generelt kun en mindre del af den enkelte bedrifts areal og kan derfor ofte udtages uden større konsekvenser for den enkelte landmand. 

 

I de tidligere højmoser er udledningerne højere end i ådalene, men udbyttet er også højere. Samtidig udgør den drænede mosejord typisk størstedelen af den enkelte bedrift, og et ophør med dræning betyder derfor også i praksis, at bedriften nedlægges. Tørvens nedbrydning betyder dog, at man om et par årtier vil stå tilbage med en sandjord af væsentlig lavere værdi end den nuværende sphagnumholdige jord. Det kan derfor være attraktivt for landmændene at lade sig købe ud eller bytte med jord andre steder i landet, mens den nuværende landbrugsjord stadig har værdi. 

 

Udtagningen af jord i ådalene vil kunne ske ved at give ejeren en engangskompensation svarende til faldet i jordens værdi, mens udtagning på højmoserne vil kunne ske ved et egentligt opkøb af jorden eller tilbud om anden jord. 

 

Den gennemsnitlige pris for udtagning vil skønsmæssigt være omkring 100.000 kr./ha. Hertil kommer ca. 40.000 kr./ha i omkostninger til etablering af ny natur. Den samlede pris for at udtage 70.000 ha organiske jorder af landbrugsdrift vil rundt regnet være 10 milliarder kroner. De pågældende arealer vil herefter opbygge kulstof i jorden svarende til 1,5 ton CO2-ækvivalenter/ha om året. De tidligere højmoser vil, hvis der ikke gøres en umådelig stor indsats for at genoprette højmosefladen, formodentlig gro til i kratskov, der vil binde op til 12 ton CO2-ækvivalenter/ha om året. 

 

Alt i alt vil der, for et engangsbeløb på 10 milliarder kroner, kunne skæres 1,5 millioner ton CO2-ækvivalenter af den årlige danske drivhusgasudledning. Reduktionen i drivhusgasudledning er vel at mærke vedvarende, ligesom de øvrige positive effekter er det, mens udgifterne kun skal afholdes en gang. 

 

Udtagningen af organiske lavbundsjorder kan eksempelvis finansieres gennem afskaffelse af de nuværende direkte og indirekte tilskud til fyring med træpiller i danske kraftværker: Mens der i dag er energiafgifter og CO2-afgifter på el og varme produceret ved forbrænding af gas og kul, er der nemlig et direkte tilskud og afgiftsfritagelse for hhv. el og varme produceret ved forbrænding af træpiller. Ifølge Concito 's beregninger var statens samlede tab ved dette tilskud samt afgiftsfritagelsen i omegnen af 1,5 milliarder kroner i 2011. 

 

Tilskuddet og afgiftsfritagelsen bunder i, at træpillerne officielt regnes for at være CO2e-neutrale, men som bl. a. Det Europæiske Miljøagentur har fastslået, er dette ikke nødvendigvis tilfældet. Derfor har regeringen da også besluttet at analysere bæredygtigheden, herunder CO2-fortrængningen, af den biomasse, der fremtidigt skal anvendes i Danmark. Tilskuddet og afgiftsfritagelsen betyder imidlertid, at kul-og gasfyrede kraftværker allerede nu omlægges til at fyre med træpiller, selv om klimagevinsten ved dette er under vurdering. 

 

Ligesom det er vigtigt at identificere de steder, hvor vi billigst muligt kan reducere vores drivhusgasudledninger, er det også vigtigt, at vi ikke giver incitament til langsigtede investeringer, som ikke medfører en reel reduktion i vores drivhusgasudledninger. Derfor bør træpiller afgiftspålægges på samme måde som andre brændsler, indtil deres bæredygtighed er dokumenteret. På blot syv år kan dette generere indtægter nok til at udtage 70.000 ha organiske lavbundsjorder af landbrugsdriften.

 

En sådan omlægning vil slå mange fluer med ét smæk, da den ud over at skære mere end 10 pct. af landbrugets drivhusgasudledning og stoppe et tilskud, der bunder i udokumenterede antagelser om træpillers klimapåvirkning, vil bidrage til etablering af nye naturområder og mindske næringsstofbelastningen af vandmiljøet.

 

---