Klimapolitisk selvglæde svækker ansvarsfølelsen

 

På trods af et øget politisk og folkeligt fokus på de globale klimaforandringer gennem flere årtier fortsætter CO2-koncentrationen i atmosfæren ufortrødent med at stige. Det er selvfølgelig dybt bekymrende i sig selv, men ligeså bekymrende er det, at det overhovedet ikke kan aflæses på de globale klimakurver, at man på noget tidspunkt har talt om klimaet og underskrevet politiske aftaler om, at udledningen af drivhusgasser til atmosfæren skal mindskes markant. 

 

Verdens politiske ledere har på grundlag af rapporter fra FNs internationale klimapanel IPCC aftalt, at en menneskeskabt global opvarmning på over to grader er uacceptabel, da det kan bringe klimaforandringerne ud af kontrol på en måde vi som mennesker og civilisation ikke kan håndtere. Men temperaturen holder sig desværre ikke under den aftalte tærskel, bare fordi man aftaler det. Der skal også handles på det. Og vi har travlt. 

 

For i løbet af meget få år skal den globale udledning af drivhusgasser begynde at falde dramatisk. Kurven for det globale drivhusgasudslip skal knækkes inden 2020, men der er intet som helst der tyder på, at dette vil ske – snarere tværtimod. Alligevel holder vi fokus på de to grader, og bilder os selv ind, at det nok skal gå alt sammen. 

 

I dag udkommer IPCCs femte rapport om de fysiske forhold for klima og drivhusgasser. Udover at sikkerheden i prognoserne bliver stadig bedre og mere præcis, vil der i de store linjer ikke stå noget, som der ikke stod i rapporten fra 2007. Simpelthen fordi klimaforskerne bliver mere og mere sikre i sin sag, og desværre ikke ændrer væsentligt på klimaprognoserne. 

 

Desværre, fordi der synes at være et udbredt realpolitisk håb om, at vi uden alt for store forandringer af vores samfund og livsstil kan holde os under de to graders temperaturstigning, hvis nu bare videnskaben havde fejlvurderet og overdrevet de menneskeskabte klimaforandringer. Mange ønsker måske inderst inde, at klimaskeptikerne har ret, men det er der ifølge IPCCs nye rapport kun fem procents chance for, at de har. 

 

Vores utilstrækkelige handling på klimaområdet synes ganske irrationel og tåbelig for en menneskehed, der opfatter sig selv som noget unikt og særligt, fordi vi er bevidste om vores handlinger og til en vis grad kan forudsige konsekvensen af dem. Den engelske miljøforsker James Lovelock mener ligefrem, at vi mennesker er for dumme til at håndtere en så kompleks udfordring: "Jeg tror ikke, at vi er endnu er udviklet til et stadie, hvor vi er kloge nok til at håndtere en så kompleks situation som klimaforandringerne. Inertien i os mennesker er så stor, at man reelt ikke kan gøre noget meningsfuldt”, udtalte han i et interview for nogle år siden. Det kan man kalde en syngende lussing til vores selvopfattelse af det at være menneske og af menneskeheden som en gruppe. Spørgsmålet er så, om den er berettiget. 

 

Ser vi på den globale udledning af drivhusgasser, må man sige, at han indtil videre har han haft ret. Vi har kendt til klimaforandringerne i mindst 30 år og vidst, at jo længere tid der går, før vi handler, jo dyrere, sværere og mere umuligt bliver det at imødegå dem. Hvorfor går det sådan, når hele vores menneskelige etik fortæller os, at det ikke er okay i grådighedens navn at efterlade en verden i ragnarok til vores efterkommere?

 

Betragter man de internationale klimaforhandlinger, så handler det om magtforhold, økonomiske særinteresser, velfærd, arbejdspladser, frihedsnormer mv., som her og nu i bund og grund er realpolitisk vigtigere end truslen om løbske klimaforandringer i fremtiden. Dette er ikke kun tilfældet for de globale forhandlinger i FN, men også forhandlinger internt i EU og så sandelig også på nationalt niveau i Danmark. 

 

For i Danmark stiller vi reelt også betingelser for at ”redde verden”, for nu at bruge et noget fortærsket udtryk. Vi gider nemlig kun, hvis det ikke truer væksten, koster materiel velstand, mindsker mobiliteten, generer enkeltvirksomheder eller koster arbejdspladser – uanset potentialet for, at forandringerne kan skabe flere nye arbejdspladser i andre sektorer. 

 

Vi har sat nogle rammebetingelser for at imødegå klimaforandringerne, som nærmest umuliggør effektive tiltag. Og det er præcis de samme betingelser, der gør, at man ikke rigtig når nogen vegne i de internationale klimaforhandlinger. Tænk, hvis vi havde de samme rammebetingelser for andre etiske udfordringer. De fleste ville fx nok betragte det som usmageligt, hvis menneskerettigheder kun havde interesse, hvis de skabte vækst og arbejdsplader nu og her.

 

Men Danmark er da noget særligt, og vi er jo hestehoveder foran andre lande. Og vi har jo løsningerne på alle problemerne, hvis bare de andre vil købe dem af os – eller hvad? 

 

Vi har meget at være stolte af, når det kommer til fremme af miljøteknologi og ambitiøse klimamålsætninger. Men man må alligevel tage hatten af for Danmarks evne til at iscenesætte og markedsføre sig selv på klimaområdet. For målt på CO2-udslip per indbygger hører vi faktisk til blandt de slemme i klassen. Og i de forskellige internationale aftaler er vi jo netop tildelt højere reduktionskrav end mange andre, fordi vores udledning er relativt høj, og fordi vi er blandt dem, der nemmest og billigst kan reducere udledningen. 

 

Alligevel er det en udbredt opfattelse, at vi danskere allerede tilhører den absolutte elite i bekæmpelsen af klimaforandringerne, og at vi derfor ikke behøver at gøre mere. Hvis bare resten af verden gjorde som os, så var problemerne løst. Denne selvopfattelse kan få den konsekvens, at store dele af befolkningen synes, vi allerede har gjort rigeligt. Det er med andre ord ikke os, der er problemet, men resten af verden. Dette gør os sandsynligvis også mere ligeglade som individer, for vi har jo allerede taget vores del af ansvaret. 

 

Dette blev senest eksemplificeret ved lanceringen af regeringens klimaplan, hvor regeringen, af frygt for at genere nogen, fik travlt med at pille en række effektive virkemidler ud. Og på trods af, at der også er flere virkemidler i planen, der både er nemme og billige, argumenterede særligt oppositionspolitikerne for at skrotte dem. For hvorfor dog være ”superoverduks” i klassen, når vi har gjort så rigeligt allerede. 

 

På den måde afspejler situationen i Danmark på uheldig vis situationen i FNs forhandlingslokaler: En kineser eller inder udleder jo langt mindre CO2 end en dansker samtidigt med, at de producerer vores mest energitunge varer. Derfor kan de med en vis ret hævde, at de heller ikke behøver at handle, når danskernes og vestlige landes udledning er så stor per indbygger. Sådan har det været i de sidste 30 år, men sådan må det ikke blive i de kommende 30 år. 

 

Med IPCCs nye rapport smuldrer illusionen om, at klimavidenskaben blot har taget fejl. Nu bør vi skrue ned for den klimapolitiske selvglæde og stræbe efter en mere reel ansvarsfølelse for klimaet baseret på nye og mindre materialistiske visioner for, hvad et godt liv er. Lad os vise verden, at vi ikke er dummere end klimaudfordringen tillader.

 

---