Klimaambassaden fejrer nye ambassadører

Event
Den 15. november 2013 fik København et nyt hold junior-klimaambassadører, som blev hædret på Utterslev Skole med diplomer og taler, fra bl.a. klimaminister Martin Lidegaard.
Startskuddet for juniorklimaambassadørernes uddannelse lød d. 1. oktober 2013, hvor en gruppe 7. og 8. klasse elever fra Husum Skole, Ullerslev Skole, Guldberg Skole & Tove Ditlevsens Skole, mødtes og startede forløbet som blev rundet af d. 15. november.
 
Eleverne gennemførte to fælles workshops hvor de blev klædt på til at gennemføre de to opgaver de blev sat til at udføre i projektforløbet. Den første opgave var en opgave eleverne skulle gennemføre på deres egen skole. Den anden opgave var en fælles opgave hvor eleverne på tværs af skolerne skulle planlægge og afholde en grøn valgdebat i forbindelse med kommunalvalget 2013. Omdrejningspunktet var klima og bæredygtighed.
 
Den lokale opgave
Den første opgave skulle løses på deres egen skole, hvor opgaven lød, at de skulle finde ud af hvad skolens overordnede strategi egentlig er, i forhold til at undervise eleverne i klima og bæredygtighed. 
 
Juniorklimaambassadørerne interviewede skoleledelsen og gennemførte også klimakampagner for eleverne på deres skoler. På nogle af skolerne underviste og vejledte de deres medelever i bedre klimaadfærd. Andre producerede en videoguide med gode og dårlige adfærdsscenarier. Der var også en kampagne som satte målrettet ind på at forberede skolens affaldshåndtering.
 
"Jeg synes jeg har lært meget om betydningen af ordet bæredygtighed, og jeg har lært meget om forskellige måder man kan undervise på. Vi har fx fået lov til at sidde med det selv- vi har selv været med til at udvikle det. Jeg synes det har været rigtig sjovt, at arbejde på den her måde." Cannie, 13 år, Husum skole.
 
Den grønne valgdebat
Den anden opgave involverede også verden udenfor skolerne da juniorklimaambassadørerne i forbindelse med kommunalvalget arrangerede en offentlig ’Grøn Valgdebat’ på Husum skole torsdag d. 7. november. I debatten stillede klimaambassadørerne skarp på de inviterede lokalpolitikeres grønne ambitioner. De spurgte ind til deres ambitioner i forhold til at gøre København grønnere men udfordrede også politikerne på deres holdninger til hvordan skolerne kunne blive bedre til at levere en involverende og spændende undervisning om klima og bæredygtighed til deres elever.
 
For som Mathilde og Sara fra Utterslev skole skriver i et opråb til politikerne i et læserbrev i Brønshøj Husum Lokalavis: "Vi er de næste, der skal håndtere verdens klimaproblemer. Derfor har vi en løsning. Vi synes det er på tide at få sat ’ Klima på skemaet’ i skolen".
 
De fire skoler som har deltaget i projektet, er et lysende eksempel på, at skolerne tager klimaambassadørernes opråb alvorligt. Vi siger et stort tillykke til de nyuddannede junior-klimaambassadører og glæder os til at følge deres indsats, for at gøre deres skoler og lokalområde grønnere fremover.
Juniorklimaambassadørerne havde i løbet af hele projektforløbet støtte af et hold mentorer fra CONCITOs Klimaambassade, som fungerede som vejledere for dem både i forhold til den lokale opgave og den grønne valgdebat. 
 
Klimaambassadøruddannelsen er udviklet og gennemført i et tæt samarbejde mellem CONCITOs Klimaambassade, Københavns Kommunes kontor for Bæredygtig Udvikling og det dansksvenske samarbejde, Öresundsklassrummet.