Endnu et forvarsel om udfordringen ved en varmere klode

Af Torben Chrintz, videnschef i CONCITO

Medierne har de sidste uger bragt voldsomme billeder og reportager fra England med storm, regn, oversvømmede byer og jernbaner der er skyllet væk. De kommer oveni de nylige varmerekorder i Australien og Argentina, oversvømmelser i Brasilien, tørke i USA og den kraftigste tyfon nogensinde i Filippinerne.

Hver gang disse ekstreme og ødelæggende vejrhændelser rammer et sted på jorden opstår diskussionen om hændelserne skyldes den menneskeskabte globale opvarmning eller ej. Svaret er, at det endnu ikke er muligt at dokumentere en enkelthændelses kobling til den globale opvarmning. Til gengæld kan det siges med stor sikkerhed, at den globale opvarmning vil gøre disse hændelser stadig hyppigere og mere ekstreme. 

Så en begivenhed vi før karakteriserede som en 1000-års hændelse, dvs. at den statistisk set sker én gang hvert 1000.år i stedet vil ske hvert 100. år eller måske hvert tiende år. Og at 100-års hændelser i fremtiden vil ske hvert tiende eller hvert femte år.

Der er ingen tvivl om, at forståelsen af den globale opvarmnings konsekvenser ville være meget nemmere at formidle, hvis man kunne koble disse spektakulære enkelthændelser entydigt og direkte til den globale opvarmning af havene og atmosfæren – men det kan man faktisk ikke endnu.

Derimod kan det med stor sikkerhed slås fast, at de forskellige rekorder, vi har set de seneste år blot er et forvarsel om, hvad der venter os. Den globale temperaturstigning har været under 1 grader siden den industrielle revolution og 0,7 grader siden 1950. Verdens politiske ledere har aftalt, at den menneskeskabte temperaturstigning ikke må blive mere end 2 grader i dette århundrede – en slags øvre tålegrænse for, hvad vi kan byde vores klode og hvad vores civilisation kan tåle, men også en grænse, der i høj grad er defineret ud fra det muliges kunst.

Så selv hvis det skulle lykkes os at reducere den menneskelige klimapåvirkning til et niveau, hvor vi holder os under 2 graders temperaturstigning, er det vi har set de seneste år småting i forhold til hvad der venter os. Ikke mindst, når vores sårbarhed sættes under yderligere pres med en stærk stigende befolkningstæthed på kloden, og en voldsomt stigende middelklasse der gennem sit forbrug vil kræve flere og flere ressourcer og mere og mere areal til rådighed.

Selvom klimaforandringer og udledning af drivhusgasser har stået relativt højt på den politiske dagsorden i de seneste ti år, er det desværre ikke noget man kan registrere på den faktiske globale udledning af drivhusgasser. Den er nemlig støt stigende, ganske upåvirket af, at klima overhovedet har været på den politiske dagsorden. Der er således meget lang fra den politiske opmærksomhed til konkrete handlinger, der faktisk kan måles på koncentrationen af drivhusgasser atmosfæren. 

Hvis vi skal holde os under 2 graders temperaturstigning, skal der ske et meget snarligt, markant og vedvarende fald i den globale udledning af drivhusgasser. Det får mange til at tvivle på, om 2-graders målet er realistisk, og i videnskabelige kredse taler man nu om sandsynlige scenarier på 3,5 graders temperaturstigning eller væsentlig mere. 

Vender vi tilbage til England, har de fleste sikkert glemt, at England havde nogle meget alvorlige oversvømmelser i 2007, som var værre end dem vi ser i dag. I 2007 blev omkring 50.000 huse oversvømmede, og de direkte omkostninger løb dengang op i omkring 30 milliarder kroner. Til sammenligning er de seneste oversvømmelser ”kun” gået ud over ca. 6.000 huse, og de forventede skadesomkostninger er omkring 10 milliarder kroner. I både 2007 og nu kræver de ramte naturligvis handling og hjælp her og nu, og regeringen beskyldes for ikke at have gjort nok for at tilpasse områderne til klimaforandringerne. 

Betragtes begivenhederne i England som et forvarsel om effekterne af de globale klimaforandringer ligger der i disse tal og reaktioner et vanskeligt dilemma: I hvor høj grad skal vi forbygge klimaforandringer ved at reducere udledningen af drivhusgasser, og i hvor høj grad skal vi tilpasse os klimaforandringerne? Eller sagt på en anden måde: Hvor højt skal vi prioritere nuet i forhold til fremtiden? 

I England er der ca. 2,6 mio. huse, der er i farezonen for oversvømmelser, og engelske eksperter mener, at en del af disse huse vil være ubeboelige i fremtiden og derfor reelt værdiløse. Det skyldes, at tilpasning til at modstå oversvømmelserne vil være teknisk umuligt eller for kostbart. Det politiske mod, det vil kræve at opgive hele boligområder, mangler vi endnu at se demonstreret. Skaleres det op til globalt plan, hvor det kan handle om at opgive storbyer, nationer eller regioner kan de potentielle konflikter, der ligger i dette, få uroen i Mellemøsten til at ligne husspektakler. Derfor bør vi i højere grad prioritere fremtiden og den forebyggende klimaindsats, og det vil kræve et helt andet politisk lederskab og globalt samarbejde på området, end vi har set hidtil.

---

Analyse bragt i Politiken den 21. februar 2014

Foto: Colourbox.dk