Generation Grøn vinder årets Springfrøpris

Debatindlæg
Årets Springfrøpris gik til Langhøjskolen i Hvidovre for et kreativt og nytænkende projekt, hvor de i samarbejde med CONCITOs Klimaambassade inspirerer til mindre madspild og til genbrug af emballage.

Kulturminister Marianne Jelved overrakte tirsdag årets Springfrøpris på 25.000 kroner til 5.-8.-klasserne fra Langhøjskolen i Hvidovre, der i samarbejde med otte partenere, deriblandt CONCITOs Klimaambassade vandt for et kreativt og nytænkende projekt, der inspirerer til mindre madspild og til genbrug af emballage.

Skoleklasserne fra Langhøjskolen havde på tværs af fagene billedkunst, sløjd og håndarbejde i projektet ’Kulturlaboratoriet Generation Grøn’ blandt andet udformet en madspilds-spiral, lavet grafiske illustrationer af en affalds-ø i havet og foreslået design af en automat til brugt plastik, der ligesom flaskeautomater giver pant. Hele forløbet igennem har eleverne delt deres vundne erfaringer, interview, fotos og film på digitale platforme.

Projektet er baseret på et samarbejde mellem partnere fra Aalborg Universitet, Hvidovre Kommune, InnovationsLab Hvidovre, Kunstmuseet Arken, Kvickly, Vestegnens Kulturinvesteringsråd samt Klimaambassaden/CONCITO.

De 68 skoleelever havde under hele projektforløbet følgeskab af CONCITO’s klimaambassadører. Klimaambassadørerne bidrog til udarbejdelse af undervisningsmaterialet og fungerede som mentorer og sparringspartnere for eleverne gennem hele forløbet. Nogle faser af projektarbejdet foregik på Arken i Ishøj, hvor de især lod sig inspirere af den aktuelle udstilling med den farvestrålende, østrigske multikunstner Hundertwasser.

Kulturminister Marianne Jelved sagde ved prisoverrækkelsen: »Kulturlaboratoriet Generation Grøn fortjener en særlig belønning som Springfrøprisen af flere grunde. I projektet har eleverne mødt en masse kunst og selv prøvet kræfter med kunsten. Eleverne har derudover fået massevis af viden og selv udviklet ideer til, hvordan man kan forandre borgernes vaner, når det gælder affald, emballage og madspild. Det har givet dem en særlig grøn bevidsthed, de kan tage med videre. Dette er et meget fint eksempel på, hvordan folkeskolen kan være med til at udvikle elevernes kreativitet samtidig med, at de lærer om samfundsansvar. På den måde bliver vores børn mere bevidste om den virkelighed, de befinder sig i.«

Vi tror at alle lærte meget af samarbejdet, ikke mindst eleverne:  »Jeg tror jeg husker det bedre, fordi jeg har arbejdet med det, og ikke bare har fået det at vide. Når man arbejder med det og også viser det fysisk, så husker man det bedre,« siger en pige fra 8. klasse.

Klimaambassaden ønsker eleverne på Langhøjskolen tillykke med prisen: ”Vi er meget stolte og glade på jeres vegne.”