Nye nuancer i biomassedebatten

Debatindlæg
Indsigten om, at afbrænding af biomasse i danske kraftværker i realiteten hverken er CO2-fri eller CO2-neutral, bør åbne for en mere nuanceret vurdering og regulering af klimabelastningen.

Af Christian Ibsen, direktør i CONCITO

I disse år er der en markant omstilling i gang i den danske energisektor – fra kul og gas til biomasse. Målet er et skift til klimavenlige brændsler, der sikrer opfyldelse af Danmarks klima- og energimål. Det har imidlertid været diskuteret, om denne omstilling reelt giver den ønskede reduktion i CO2-udledningen.

Dansk Energi og Dansk Fjernvarme lancerede den 4. december en frivillig brancheaftale om sikring af bæredygtig biomasse, og i Jyllands-Posten den 6. december blev der sat fokus på de reelle CO2-udledninger fra afbrænding af biomasse. Blandt andet med afsæt i CONCITOs rapporter om emnet.

Det er positivt, at energibranchen med den indgåede aftale etablerer retningslinjer og værktøjer til vurdering og dokumentation af klimapåvirkningen fra brug af biomasse i kraftværkerne. Både fordi det er vigtigt i forhold til den omfattende omstilling, der allerede er i gang, og fordi branchen med aftalen faktisk anerkender, at den biomasse, der betegnes som bæredygtig, har en CO2-udledning på op mod 30 pct. af udledningen fra fossile brændsler. Dette flugter med bl.a. CONCITOs analyser, der dog også viser, at CO2-udledningen kan blive væsentligt større, hvis man træffer de forkerte valg, og hvis alle kilder til udledningen medtages.

Indsigten om, at afbrænding af biomasse i danske kraftværker i realiteten hverken er CO2-fri eller CO2-neutral, bør åbne for en langt mere nuanceret vurdering af de faktiske klimagevinster ved brug af forskellige typer af biomasse og dermed også for en diskussion af, om den nuværende regulering og beskatning ikke bør afspejle dette. Målet må være, at afbrænding af biomasse – på linje med øvrige teknologier – vurderes helt objektivt
i forhold til den reelle klimaeffekt. Der er nemlig alternativer til den store satsning på biomasse, f.eks. øget brug af naturgas i en overgangsperiode og en større satsning på eldrevne varmepumper i fjernvarmesystemet. 

Med de massive investeringer, der er på vej i de kommende år, er det afgørende, at vi træffer de rigtige valg. CONCITO er naturligvis klar til at deltage i en konstruktiv dialog herom.

---

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 12. december 2014

Foto: Colourbox.dk