Nyt undervisningsmateriale til folkeskolen om klima og bæredygtighed

Debatindlæg
CONCITOs Klimaambassade lancerer et omfattende digitalt læremiddel, som både undervisere og elever allerede har taget godt imod.

Den digitale platform Sustainable 2.0 er et nyt dybdegående undervisningsmateriale til folkeskolens udskoling. CONCITOs direktør Christian Ibsen understreger, at det er vigtigt, eleverne får undervisning i klima og bæredygtighed:

”Det er helt afgørende, at børn og unge bliver klædt på med aktuel viden om klimaforandringerne og de mange udfordringer, de bringer med sig. Vi arbejder i CONCITOs Klimaambassade for, at eleverne selv kan være med til at finde nye og kreative løsninger, og det er netop, hvad et inddragende materiale som Sustainable 2.0 kan understøtte.”

Fra skolernes side har der længe været stor efterspørgsel efter både engagerende undervisningsforløb inden for klima og bæredygtighed og digitalt inspirerende materialer til undervisningen. Udvikleren af platformen Stefan thor Straten fortæller:

”Sustainable 2.0 opfylder et behov, som vi har mærket hos lærerne, for et løsningsorienteret læremidddel om klima og bæredygtighed. Derudover er der et stort fokus på digitalisering i skolerne, som vores digitale platform er et solidt svar på. Det udnytter virkelig iPadens og andre digitale enheders muligheder for interaktion og læring og er med til at understøtte unges digitale dannelse.”

En af dem der allerede har taget Sustainable 2.0 i brug, er Søren Peter Dalby Andersen, der er daglig leder af www.LearningTechLab.dk på Antvorskov Skole ved Slagelse. Han er især begejstret for, at materialet er konvertibelt med forskellige styresystemer og fungerer, selvom eleverne har forskellige tablets, smartphones og computere med i skole:

”IPads er nyt for os, der kan huske lyden af et modem. Men mine elever er født ind i den digitale verden, og de forventer, det skal være digitalt. Fungerer det ikke, gider de ikke at bruge det - men det har vi ikke oplevet med Sustainable 2.0”, fortæller Søren Peter Dalby.

Med Sustainable 2.0 kan eleverne gennem videoer, opgaver, billeder og interaktive grafikker både ’swipe’ sig gennem Jordens ændrede globale overfladetemperaturer og ’hoppe’ gennem atmosfærens forskellige lag, så undervisningen bliver levende og aktiverende.

Fagligt og løsningsorienteret
Søren Peter Dalby er også glad for platformens løsningsorienterede indhold:

”Vi skal lære eleverne at tænke selv, så de kan udvikle sig. Det er dem, der kommer til at stå med klimaudfordringen, og det kan vi kun forberede dem på. Der er indholdet i Sustainable 2.0 godt, fordi det giver dybere forklaringer end, at ’det bare er isbjørnene, der drukner’.”

Stefan thor Straten fortæller desuden:

”Selvom undervisningsmaterialet handler om klima, er det på ingen måde et ’dommedagsmateriale’. Tværtimod. Målet er at inspirere eleverne. Det tager derfor udgangspunkt i emner, opgaver og cases, som de unge kan koble direkte til deres dagligdag, så klimaudfordringen bliver relevant for dem, og de kan være med til at udvikle innovative løsninger.”

Undervisningsmaterialet er udarbejdet i overensstemmelse med folkeskolens Forenklede Fælles Mål for fagene biologi, geografi, fysik/kemi og samfundsfag i udskolingen, så lærerne let kan anvende det i undervisningen. Blandt bogens syv kapitler gennemgås emner som drivhuseffekten og kulstofkredsløbet, menneskets indvirkning på klimaet, forbrug, ressourcer, affald, fødevarer med videre. Sustainable 2.0 er derfor velegnet både til enkeltstående temaer i undervisningen og som et længerevarende tværfagligt forløb.

CONCITOs Klimaambassade har siden 2009 holdt oplæg og gennemført workshops og innovationsforløb med udgangspunkt i klima og bæredygtighed for og sammen med over 45.000 danske skole - og gymnasielever. Sustainable 2.0 er en videreudvikling af Klimaambassadens gymnasiale, digitale undervisningsplatform Sustainable.dk, der allerede er besøgt over 100.000 gange.

Sustainable 2.0. er støttet af Undervisningsministeriets udlodningsmidler.

Materialet er tilgængeligt som iBook til både iPad og iPhone via Apple Store og på web via sustainable.dk/folkeskole.