Klimadialog om globale tendenser

Debatindlæg
Fokus på byernes rolle i den grønne omstilling og fremme af bæredygtige energisystemer i klimadialoger med Andrew Steer og Rachel Kyte.

For at styrke dialogen mellem danske hovedaktører i den grønne omstilling og interessante beslutningstagere og meningsdannere  fra ind- og udland har CONCITO taget hul på en række klimadialoger med særligt inviterede medlemmer og samarbejdspartnere. 

Hastig urbanisering et mulighedens vindue for grøn omstilling

Den 4. november 2015 havde vi besøg af præsident for World Ressources Institute (WRI), Andrew Steer. WRI er en af verdens mest indflydelsesrige tænketanke på klima, miljø, og bæredygtig udvikling. 

Denne klimadialog bød blandt andet på drøftelser om byernes rolle i den globale grønne omstilling med baggrund i en voldsom urbanisering og udbygning af den fysiske infrastruktur over de kommende år, herunder behovet for over de næste 30 år, at undgå ”lock-in” af fossilbaserede energisystemer. Med udgangspunkt i de analyser, der er gennemført i forbindelse med "New Climate Economy"-initiativet, som viser, at omstillingen af energisektoren mod et lav-karbon samfund ikke på sigt giver netto-omkostninger, men i stedet skaber meget store besparelser på globalt niveau, blev der også lagt vægt på det økonomiske argument for at opskalere tempoet i den grønne omstilling. 

Også vigtigheden af tæt byplanlægning og drivhusgasudledning som generel effektivitetsindikator i byplanlægning blev drøftet, ligesom øget elektrificering i Europa som afgørende faktor i at forbedre økonomien i den vedvarende energi blev diskuteret. Endeligt blev den fortsatte udfordring med at fremme forståelse for de økonomiske gevinster i den grønne  omstilling i den finansielle sektor og i de nationale økonomiske ministerier også drøftet. 

COP21 enden på begyndelsen for global klimahandling 

Den første klimadialog blev afholdt den  28. oktober 2015 med deltagelse af vicepræsidenten og særlig udsending på klimaforandringer i Verdensbanken, Rachel Kyte. Hun overtager i januar 2016 chefposten for det globale initiativ Sustainable Energy for All (SE4ALL).

Deltagerne drøftede blandt andet de nye muligheder i den internationale energidagsorden som resultat af de vedtagne nye globale bæredygtighedsmål samt den forventede klimaaftale i Paris til december. Men det er også afgørende, at Paris-aftalen sender klare signaler til markedet for at fremme investeringsstrømme i den grønne omstilling, og at Paris-aftalen bliver set som en begyndelse og ikke en afsluttende proces for det fremadrettede arbejde med at øge ambitioner og indsatser over tid. 

Der blev desuden lagt vægt på energiudfordringens afgørende betydning for opnåelse af andre bæredygtighedsmål, herunder særligt på bæredygtig vækst, sundhed, og klima. Derudover blev rammebetingelserne for at fremme investeringsstrømme ind i energisektoren understreget, herunder vigtigheden af risikoafdækning og nødvendigheden af, at institutionelle investorer øger deres risikovillighed i forhold til energiprojekter i vækstøkonomier og udviklingslande. Også udfordringen med teknologivirksomhedernes direkte engagement i implementeringen af de nationale klimaplaner blev drøftet.

Læs mere om World Resources Institute
Læs mere om Verdensbankens klimaarbejde
Læs mere om Sustainable Energy for All