Nordiske klimaløsninger kan bruges globalt

Debatindlæg
Opskalering af 15 nordiske klimaløsninger kan reducere drivhusgasudledninger med op mod 4 gigaton globalt, viser ny rapport.

Ved opskalering af 15 dokumenterede nordiske løsninger, kan lande over hele verden spare op mod fire gigaton drivhusgasser årligt i 2030, hvilket er lige så meget som EU udleder i dag. Omkostningerne for denne opskalering svarer til blot 9 dages subsidier til fossile brændstoffer.

Disse resultater kommer fra Nordic Green to Scale-projektet, der i dag blev lanceret på FN klimakonference i Marrakech. Den finske Fornyelsesfond Sitra har i samarbejde med Nordisk Ministerråd, CONCITO og andre nordiske institutioner besvaret spørgsmålet: Hvor langt kunne vi nå ved globalt at opskalere eksisterende nordiske klimaløsninger til det niveau, der allerede er opnået i et eller flere nordiske lande i dag?

Formålet er at fremhæve, hvad de forskellige lande allerede har opnået på klimaområdet og hvad andre lande kan lære af deres succeser.

Nordic Green to Scale-projektet viser, at yderligere emissionsreduktioner kan nås effektivt i alle nøglesektorer: Energi, industri, transport, bygninger og husholdninger samt landbrug og skovbrug. De inspirerende eksempler omfatter blandt andet:

  • Danske byboer cykler næsten 3 km hver dag. Hvis andre lande fulgte eksemplet og fremmer cykling i byerne, kan det globalt reducere udledningen med næsten lige så meget som Slovakiets årlige udledning.
  • I Finland er hovedparten af industrien og fjernvarmen forsynet med energieffektiv kraftvarme-produktion (CHP). Hvis andre lande brugte kraftvarme i samme omfang, ville det reducere udledningen med næsten lige så meget som Japans årlige udledning.
  • Island producerer næsten 30 % af sin elektricitet og det meste af sin varme med geotermisk energi. Hvis lande med betydeligt geotermisk potentiale begyndte at bruge det i samme omfang, ville det reducere udledningen med mere end Danmarks årlige udledning.
  • I Norge var næsten hver fjerde solgte bil sidste år en elektrisk eller plug-in hybridbil. Hvis andre rige lande brugte elbiler i samme omfang som Norge gør, ville det reducere udledningen med næsten lige så meget som Danmarks årlige udledning.
  • Sverige har verdens højeste antal varmepumper per indbygger. Opskalering af løsningen i udvalgte europæiske lande ville reducere emissionerne med lige så meget som Cubas årlige udledning.

Ud over de direkte emissionsreduktioner, kan de 15 løsninger også skabe betydelige sidegevinster. Disse omfatter fx forbedret luft- og vandkvalitet, højere forsyningssikkerhed, flere lokale arbejdspladser, lavere brændstofudgifter, færre trafikpropper og forbedret biodiversitet.

Download rapport

Yderligere oplysninger
Jarl Krausing, 29 89 66 00