Et nyt økonomisk paradigme til det 21. århundrede

Af Christian Ibsen og Jarl Krausing, CONCITO

Sammen med KR fonden havde CONCITO i sidste uge fornøjelsen af, at arrangere en debat med den banebrydende økonom Kate Raworth. Hun har fremlagt et bud på et nyt økonomisk paradigme – ”doughnut economics” – som gør op med den neo-klassiske forsimplede ligevægtsteori og snævre vækstbegreb. Hun anklager den gældende økonomiske teori og praksis for at have tilsidesat de advarsler og forbehold som de klassiske økonomer selv knyttede til ligevægtsmodellen, og efterlyser en økonomisk tilgang som i langt højere grad tilgodeser sociale og miljømæssige aspekter.

De planetære grænser er allerede alvorligt overskredet, og den globale ulighed er vokset til et niveau, hvor den rigeste 1% af befolkningen tilsammen ejer mere end de 99% øvrige, og hvor et utilstrækkeligt kontrolleret finansmarked i 2008 kastede verden ud i en omfattende og langvarig krise. Det er logik for høns (men ikke nødvendigvis politiske beslutningstagere), at kombinationen af global klimakrise, økonomisk marginalisering og global ulighed ikke er opskrift for fred, men snarere for migration og konflikt som følge af udsatte befolkningsgruppers desperation.

Kate Raworths modsvar er doughnut-økonomien: En økonomi, som udfolder sig i handlefeltet mellem det miljø- og klimamæssige råderum på den ene side, og de sociale og udviklingsmæssige hensyn på den anden side. Hun udfordrer vækstbegrebet, ved at understrege at BNP-opgørelsen i sig selv intet siger om den sande tilstand i et lands samlede værdier (balancen og summen af naturkapital, human kapital, fysisk kapital), men alene udtrykker udvikling i økonomisk aktivitet. BNP siger med andre ord intet om vækstens kvalitet. Derfor er det ikke vækstrater, der er interessante, men snarere, hvordan vi kvalitativt udvikler økonomien inden for det miljømæssige råderum og de øvrige målsætninger vi har for samfundet. Netop denne øvelse med at måle national vækst og velstand på en ny måde har Sverige for nyligt taget hul på.

Der er på den måde en lige linje til hende fra Rom-klubbens tænkning om ”grænser for vækst” og den efterfølgende Brundtland-rapport, som foranledigede etableringen af en lang række FN klima-og miljøfokuserede konventioner, herunder for eksempel klimakonventionen, ørkenkonventionen, samt konventionen om bevarelse af biodiversiteten. Alligevel er det gået stik modsat for målsætningerne i disse konventioner.

For det første har vi ikke evnet at tage tilstrækkelig højde i den økonomiske teori og praksis for disse samfundsmæssige goder (bare det at vi benævner dem ”eksternaliteter” er sigende og i sig selv barok). For det andet har vi ikke haft det lederskab hos vore politikkere og økonomiske tænkere og praktikere, som har været nødvendig for at internalisere den belastning, vores produktions og forbrugsmønstre forårsager.

Danmark har et særligt ansvar, da vi ligger i top 10 blandt de lande, som har størst klima- og ressourcefodaftryk i verden. Altså, et foregangsland med modifikationer. Når vi i disse tider ser udspil fra regeringen og oppositionen til en grøn politik, bør de holdes op mod følgende: Udtrykker de tilstrækkeligt lederskab til at bringe Danmark i front, når det handler om at få styr på sit fodaftryk? Tænk bare, hvilken kvalitativ vækst, innovation, eksport og sammenhængskraft, der kunne skabes i etableringen af en ny økonomisk tænkning og praksis som sætter planeten og mennesket i fokus.

Læs mere om Kate Raworth's Doughnut Economy

---

Debatindlæg bragt i Finans.dk den 31. maj 2017