48 timer for klimaet

Blog

På tirsdag åbner Folketinget igen. Denne første tirsdag i oktober har længe markeret den officielle åbning af folketingsåret. I år skal den også markere, at ny ungdomsgeneration bogstaveligt talt står på trapperne og insisterer på, at klimapolitikken opprioriteres til et fælles og samlende politisk projekt, der stikker kursen ud for en bæredygtig fremtid for vores og for kommende generationer.

Fra i dag kl. 12.00 arrangerer Den Grønne Studenterbevægelse demonstrationen 48 timer for klimaet, som forløber frem til Folketingets åbning på tirsdag kl. 12.00. I løbet de 48 timer vil studerende fra bevægelsen holde vagt foran indgangen til Christiansborg i Rigsdagsgården for at minde politikerne om, at klimaet bør have topprioritet i det kommende folketingsår. Med 48 timer for klimaet ønsker Den Grønne Studenterbevægelse at gøre det klart for hele Christiansborg, at en ny ungdomsgeneration både kerer sig om vores fælles fremtid, og samtidig er bekymrede over Danmarks aktuelle klimapolitik.

Den Grønne Studenterbevægelse er et nystartet initiativ af studerende fra mange forskellige videregående uddannelser. Formålet med initiativet er at skabe en bevægelse, der sætter klimaet højt på den politiske dagsorden, og som omformer klimakampen fra et individuelt projekt til en fælles miljøpolitisk kamp med et generationsopgør som udgangspunkt. Siden bevægelsen spirede op i maj 2018 har der været stigende tilslutning.

For to uger siden arrangerede bevægelsen en velbesøgt endagsfestival med faglige oplæg, interaktive politiske workshops, fællesspisning og koncerter. Netop nu er der et skriftligt manifest på vej i trykken og på ugentlige åbne møder formes der strategier for, hvordan bevægelsen kan blive bredt ud til hele Danmark. Bevægelsen bygger på et ønske om at samle sig og indgå i politiske fællesskaber, hvor unge og studerende få mulighed for at for udfylde kløften mellem Parisaftalens jubelscener og den reelle politiske virkelighed anno 2018. I dag, 50 år efter at det første ungdomsoprør transformerede samfundet, er tiden inde til, at en ny generation griber faklen og kræver forandringer.

I løbet af 48 timer til klimaet vil der blive arrangeret en række aktiviteter, der på forskellig vis involverer klimabevidste borgere på tværs af generationer. Der vil blandt andet være skrivesessioner med politiske budskaber, tovtrækning med gymnasieelever, morgenmad til de morgentravle, børnevenlige aktiviteter med byg-din-egen-vindmølle, fællessang med guitar, midnatsjazz og godnathistorier til alle de grønne studenter, der i soveposer overnatter foran Folketinget. Desuden vil der blive afholdt en række inspirationsoplæg af bl.a. Sana Mahin Doost, der er forkvinde i Dansk Studerende Fællesråd, Rune-Christoffer Dragsdahl, der er forsker i bæredygtig fødevareproduktion, og Livia Haaland, der er initiativtager til urban farming-konceptet ØsterGro.

48 timer for klimaet afsluttes ved, at klimaminister Lars Chr. Lilleholdt (V) får overrakt en stor stak klimabreve fra bekymrede studerende. Selvom demonstrationen hermed formelt set vil være slut, er Den Grønne Studenterbevægelse kun lige begyndt. Forhåbentligt vil det lykkes den nye generation af studerende at få sat deres præg på udviklingen mod en grøn og bæredygtig omstilling. Brevene markerer en bøn til folketingspolitikerne om, at det kommende folketingsår kommer til at handle mindre om kortsigtet valgkampspolitik og mere om vores langsigtede fælles fremtid.

Læs mere om arrangementet her eller kom og deltag i demonstrationen, som starter i dag kl. 12.00. Alle, både studerende og ikke-studerende, er velkomne.

Søren Storgaard Sørensen er studentermedarbejder i CONCITO og aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse

Søren Storgaard Sørensen
Søren Storgaard Sørensen
Indhold