De største knaster i Paris

I forbindelse med COP21 lancerer vi nu CONCITO-bloggen, hvor vi fremover vil blogge om klimapolitiske udfordringer og muligheder, og også give plads til at medlemmer og andre interessenter kan komme på banen med synspunkter. Under COP21 vil vi løbende blogge om helt konkrete ting, der er på spil, og både give et indblik i forhandlingerne, men også i, hvor meget der rent faktisk er i fuld gang i den ”virkelige verden” i forhold til ambitiøse klimaindsatser i fx byer og virksomheder.

COP21 starter på søndag
Når mørket falder på sidst på eftermiddagen på søndag i Paris åbner COP21. Et møde vi alle håber kan være startskuddet til en global klimaindsats, der giver os tro på, at vi kan holde os under en gennemsnitlig global temperaturstigning på to grader. Men der vil være store knaster undervejs, og faldgruberne er mange. Mange af dem vil vi folde sig ud over de kommende dage og uger, men nedenfor vil jeg indledningsvist starte med at give et overblik over de vigtigste.

Til forskel fra COP15 i København vil omdrejningspunktet på COP21 ikke være, hvor meget landene vil reducere deres drivhusgasudledninger med. Mere end 150 lande – svarende til 95 af de globale udledninger - har allerede meldt deres indsatser ind. Og selvom man kan diskutere om landene er ambitiøse nok, markerer de indsendte indsatser – de såkaldte INDC’er (Intended National Determined Contributions) – en helt ny dynamik i de internationale forhandlinger.

Både i- og u-lande har meldt ind med indsatser, og selvfølgelig reflekterer de landenes respektive kapacitet og formåen – men det vigtige er, at de alle byder ind. Og de indmeldte indsatser udgør tilsammen et rigtig vigtigt skridt i bestræbelserne på at reducere de globale udledninger.

FN’s klimasekretariat har vurderet den samlede effekt af landenes indsatser, og har konkluderet, at det vil medføre, at vi nu samlet sigter mod en global temperaturstigning på 2,7 grader celsius. Andre mener snarere, at vi ligger på 3-3,5 grader celsius. Under alle omstændigheder er det et udtryk for, at de globale udledninger for alvor tager et ryk nedad.

Nedenstående figur fra Climate Action Tracker viser, at det vil bringe os fra den blå til den røde kurve, men det står også klart, at vi stadig vil være et stykke fra, at nå ind på et spor, der bringer os i nærheden af de 2 grader (den grønne kurve). Derfor vil Paris ikke så meget handle om, hvad landene skal bidrage med her og nu, men snarere, hvordan vi kan skabe muligheder og i sidste nede sikkerhed for at landenes ambitioner skrues op over tid.

Målet med Paris er at skabe en stærk, solid og dynamisk platform for de kommende årtiers globale klimaindsats - eller et robust klimaanlæg, hvor vi løbende kan regulere på termostaten for at holde den globale opvarmning under to grader. 

De største knaster – kort sagt

1. Hvad skal vi sigte efter – et globalt langsigtet reduktionsmål 
Der er global enighed om at de 2 grader er et fælles sigtepunkt for indsatsen, men der er brug for at konkretisere, hvad det betyder for de globale udledninger. Mange peger på, at der er behov for at reducere de globale udledninger med mindst 50 % i 2050 i forhold til niveauet i 1990, men bl.a. Kina og Indien har store problemer med dette, da de opfatter det som en begrænsning af deres muligheder for at udvikle sig. Kunsten bliver at finde en formulering der 1) sætter en klar ambition for den globale klimaindsats frem mod 2050, og 2) sikrer en hensyntagen til u-landenes behov for at kunne udvikle sig.

2. Differentiering mellem nord og syd (“CBDR”)
Klimakonventionen skelner klart mellem i- og ulande i forhold til, hvem der har (historisk) ansvar for at reducere udledninger, og hvem der skal modtage finansiering til deres udvikling. I takt med at landene siden 1992 har udviklet sig økonomisk, er der et behov for opbløde denne hårde opdeling. Dette skyldes særligt at udledninger fra lande som Kina og over tid også Indien, efterhånden et helt dominerende. Der er derfor behov for at sikre, at deres udledninger også begrænses og reduceres over de kommende årtier. U-landene holder hårdt fast på den skarpe opdeling, men kompromisset synes at ligge i formuleringer, der åbner op for, at lande, der er i stand til at yde en større indsats, skal gøre det.

3. Finansiering – før og efter 2020
På COP15 lovede i-landene at ”levere” 100 mia. USD fra 2020 til hjælp til klimatilpasning og grøn omstilling i u-landene – og vel og mærke midler, der ligger udover de penge, der i dag overføres via fx u-landsbistanden. COP21 skal levere et realistisk bud på, hvordan vi når dette mål, men ikke mindst, hvad i-landene vil levere frem mod 2020 samt efter 2020. Der vil i den forbindelse være særlig fokus på, hvordan man ”regner” i forhold til både privat og offentlig finansiering. Derudover vil der være fokus på, hvordan man vil forholde sig til u-landenes krav om kompensation for ”loss and damage” – altså de uoprettelige skader der vil ske som følge af klimaforandringerne, bl.a. når de mest sårbare østater i Stillehavet sandsynligvis vil ligge under vand indenfor de næste 50-100 år. 

4. Hvordan skruer vi op for ambitionerne over tid?
Landenes indmeldte reduktionsindsatser vil være en vigtig del af COP21 resultatet, men det afgørende vil være den ”ambitionsmekanisme” der skal opnås enighed om. Flere lande peger på, at der er behov for at landene hvert femte år evaluerer deres indsatser og melder ind, hvordan de vil skrue op for ambitionerne. Andre vil ikke lægge sig fast på fremtiden, og er derfor imod. Lige nu synes det sikkert, at der indbygges en regelmæssig mekanisme, men det afgørende bliver at få mulighed for at skrue op for ambitionerne allerede før 2020 – og samtidig sikre, at der er enighed om at det gøres hvert femte år derfra. 

5.    Hvordan kan vi se over skuldrene på hinanden? 
Spørgsmålet om monitering og rapportering af landenes indsats har været en vanskelig diskussion, især fordi lande som Kina og Indien ikke ønsker ekstern indblanding og vurdering af deres indsatser. Samtidig er det jo helt afgørende, at det bliver muligt at opnå klarhed og gennemsigtighed om de konkrete indsatser og deres effekt på udledningerne, for at kunne vurdere om vi er på rette vej globalt. Det bliver derfor afgørende om der kan findes et kompromis der sikrer en vis åbenhed og mulighed for vurdering af indsatserne, og samtidig tilgodeser bl.a. Kina’s behov for selv at være ”herre i eget hus”. 

6. Aftalens juridiske karakter 
Noget så usexet som aftalens form er også en afgørende knast i Paris. Grundlæggende er der behov for, at aftalens form ikke står i vejen for, at landene implementerer deres indsatser nationalt, når de kommer hjem fra Paris, som det fx skete da USA trådte ud af Kyoto-protokollen. Aftalen bliver derfor et kompleks af forskellige typer, som samlet giver alle lande mulighed for at tiltræde.

Læs mere om COP-forhandlingerne og find de centrale informationskilder på CONCITOs temaside om COP21.