På opløbsstrækningen til et vendepunkt
Vi venter nu på vedtagelse af en global klimaaftale, som efter al sandsynlighed vil blive indgået senere i dag. Det kommer efter meget intense forhandlinger om udestående knaster i de sidste 24 timer. Det er især spørgsmål om:
- Ambition: hvornår skal verden blive karbon neutral.
- Udviklingslandenes fremtidige ansvar for at bidrage til reduktion af udledninger, herunder også ved betaling af regningen for den fremtidige globale indsats
- De rige landes forpligtigelse til at øge støtten efter 2020 i rammerne af 5-årige finansieringsmål.
- Regler om hvordan landene kan holdes fast på deres reduktionsforpligtigelser, og om hvem der skal holde øje med, om deres indsatser er gode nok.
- Design af den mekanisme, som sikrer at vi hurtigt og herefter løbende tager skridt til at øge vores ambitioner i erkendelse af, at vi ikke får en aftale, der begrænser global opvarmning til højst 2 grader.
- Aftalens juridiske karakter – altså, er den juridisk bindende, eller er det kun dele af den?
Alt sammen meget interessant, og der skabes historie med vedtagelsen af aftalen.
Aftalen gør det klart, at alle lande deler et fælles klimamål; at alle lande har et ansvar for at handle så godt de nu kan, og at verdens svageste lande skal have hjælp til at tackle klimaudfordringen.
Aftalen er ikke god nok til at redde jorden nu og her, og der er mange andre punkter, hvor aftalen kunne være stærkere og mere ambitiøs. Men vi får lavet den motor, der skal til for at vi på overskuelig og omkostningseffektiv måde kan skrue ambitionen op meget hurtigt. Og det skal ske, hvis vi skal undgå de værste effekter af klimaforandringer, og i det hele taget sikre vore børn og børnebørns fremtid.
Vi har i Paris være godt hjulpet på vej af
- Et sammenhængende budskab fra de omkring 150 statsledere om at der skal sikres en ambitiøs klimaaftale nu og her. Altså, klar retning til forhandlerne fra starten.
- Et super godt fransk formandskab, der her opretholdt total tillid fra alle parter gennem hele forløbet, og som satsede rigtigt med at have statslederne til at deltage først på sessionen.
- En forhandlingstilgang, hvor man fra starten har lagt ejerskabet til en aftale hos de enkelte lande, der hver især har defineret egne mål og planer som grundlag for en kollektiv indsats.
- Etableringen af nye ambitiøse alliancer i forhandlingerne hvor også nogle af de store spillere fra syd og nord har været med
Det der dog har slået mig mest på COP21 er den virkeligt anderledes ”lad-os handle-ånd”, man har kunnet konstatere udenfor forhandlingerne. En mulighedernes COP.
En næsten uendelig række af nye initiativer, koalitioner, og frivillige forpligtigelser blandt byer, virksomheder, investorer, hovedreligioner og lande som alle går på at nedbringe udledninger af drivhusgasser, øge modstandskraft overfor klimaforandringer, og til brug herfor, at sætte rigtig mange billioner kroner i spil til at understøtte omstilling overalt i de kommende år.
Et samlet sæt af udmeldinger som viser, at regeringer anerkender behovet og mulighederne i en grøn økonomi, og at virksomheder tror at der er penge at tjene i en grøn omstillingen.
Den grønne omstilling ses altså nu som en reel vækstmotor, og jeg er overbevist om, at COP21 også vil blive husket som det tidspunkt, hvor vi nåede det ”tipping point” der skal til for at drive den nødvendige teknologiudvikling, frigive billioner af kroner til opbygningen af en grøn infrastruktur, og sætte byer i stand til at fremme bæredygtige og klimavenlige byer for sine borgere.
Og hvad betyder det så for Danmark?
Det betyder, at der er store nye eksportmuligheder på et globalt marked, hvor der nu gives klar retning, men også, at der hermed fødes mange, mange nye konkurrenter indenfor alle de klimateknologi-relevante områder, hvor vi har stået stærkt i de senere år. Vi kan ikke hvile på laurbærrene, men tværtimod skærpe vores kompetencer for fortsat at kunne høste frugterne som ”first movers”. Altså, satse på forskning, innovation og nye innovative partnerskaber.
Det betyder, at også det danske samfund står overfor en gennemgribende omstilling på niveau med det man allerede er begyndt på i energisektoren. At vi frem mod 2030 skal tackle yderligere reduktioner i landbrugs- og transportsektoren på et niveau omkring 39 pct., og som sammen med de eksisterende reduktionsforpligtigelser i energisektoren vil skulle levere en samlet reduktion på omkring 50-55 pct. i 2030 i forhold til 1990. Vi taler her om en bunden opgave, hvor de store EU lande allerede har omsat sådanne mål i national lovgivning, nemlig Tyskland, Frankrig og England.
Det betyder, at vi også skal i gang med at tackle de CO2 udledninger som vi som borgere kan reducere alene gennem vores ændrede adfærd, dvs. gennem vores forbrugsmønstre, spisevaner, rejsevaner m.m. som tilsammen gør, at en dansker årligt udleder omkring 17 ton CO2 pr. år.
Med klimaaftalen som vendepunkt åbner sig en verden af ikke blot udfordringer, men store nye muligheder for at opbygge et sundere og mere konkurrencedygtigt dansk samfund med en cirkulær og ressourceeffektiv økonomi som base.
Det er bare med at komme i gang!