En julehilsen til jer i "det halvtomme glas"

Blog

22. december 2015

Er glasset halvt fyldt, eller er det halvt tomt?

Det spørgsmål toner frem, når jeg lytter til de stemmer i den danske debat som søger indad i udsynet, nedad i ambitionerne og baglæns på vores høje standarder. Ikke kun på klima, miljø og bæredygtighed, men også i relation til for eksempel udviklingshjælp, den sociale indsats og vores generelle medmenneskelighed. Det eneste der går opad er retorikken om, hvor galt tingene er i Danmark og verden omkring os.

Det er de stemmer, som jeg kalder ”det halvtomme glas”. Fokus synes her, ejendommeligt nok, at være på gårsdagens tryghed, fremtidens frygt og vores egen selvtilfredshed.

Vi må som land have et meget lille selvværd, hvis vi er kommet dertil.

Men til jer i det halvtomme glas, har jeg en personlig julebøn: Stop lige op og tænk på, hvad der også er sket i verden omkring os i 2015.

En ny (dansk) verdensorden toner frem
På den ene side har vi – takket være en langt større videnskabelig indsigt i klodens tilstand og den digitale teknologiske revolution – fået en meget bedre global forståelse for den kompleksitet og den sårbarhed, der omgiver os, og derfor også krystalklar forståelse for de risici, der følger med i en verden præget af overbefolkning, øget ressourceknaphed, miljø- og klimakrise, konflikt og migration med mere.

Tingene hænger sammen, og får vi ikke bugt med de underliggende udfordringer i forhold til ulighed, ressourceknaphed og klimakrise, vil de negative strømninger i forhold til konflikt, ekstremisme og migration, vi ser i verden i dag, tage til. Vi har indset, at vi fremover skal kunne navigere og træffe komplekse beslutninger som land, by, virksomhed og borgere under meget større usikkerhed end vi har skullet gøre før.

På den anden side har vores større indsigt i den globale sårbarhed og verdens kompleksitet skabt en meget større klarhed om, hvad det er vi kan, bør og skal gøre for at udnytte det nye potentiale som vores større indsigt og teknologiske formåen giver os. Det er indenfor vores rækkevidde at omstille vore samfund til at blive bæredygtige og klimavenlige med enorme gevinster for vækst, jobs, sundhed, dyr og planter. Omkostningerne ved ikke at gå i den retning vil være langt større end omkostningerne ved at gøre det, og med garanti umuliggøre en tryg fremtid for vores efterkommere.

Vi har som menneskehed aldrig været rigere, sundere og klogere end vi er i dag, og vi har grundlæggende set den indsigt, finansiering og teknologi, der skal til for at bygge den verden vi vil. Vi ser ovenikøbet en voksende politisk alliance af ledere i lande, byer og virksomheder, der også vil denne omstilling.

Så jo, der er mange nye globale udfordringer, men også hidtil usete muligheder, og især for Danmark – hvis altså, vi har modet, den rettidige omhu og ikke mindst det politiske lederskab, der skal til for at bringe Danmark på den rigtige side af den globale forandringskurve.

For vær ikke i tvivl: Lige nu foregår der et udskillelsesløb mellem de lande, der forstår at omstille sig, og de som ikke gør. Er Danmark det næste ”Blockbuster” (udlejning af videofilm), der holder fast i det gamle, kendte og trygge, og ikke forstår at læse, hvor markedet (verden) bevæger sig hen, eller er vi et nyt ”Google”, som bygger fundamentet til en ny fremtid? Det vil i høj grad være op til os selv at beslutte.

På det internationale niveau kom svaret faktisk fra verdens ledere i 2015: Som et globalt samfund, stoppede vi op og formulerede en fælles vision for, hvad vi vil med os selv og den klode, som vi kalder vores hjem.

En helt ny verdensorden så dagens lys, hvor vi definerede en kollektiv vision om at modgå de mange nye risici, og hvor en ny arbejdsdeling mellem verdens lande blev sat i ramme, med en langt større anerkendelse af kompleksiteten og den rolle (og det ansvar) som også de ikke-statslige aktører har, hvis vi skal redde verden og realisere den vision vi nu har for både menneske og planet.

Sagen er jo, at 2015 har været et sandt jubelår for multilateralismen, og især på de områder, hvor vi i Danmark har stået allerstærkest, og hvor vi har drevet den globale dagsorden gennem årtier, nemlig på bæredygtig udvikling, menneskerettigheder, det nye globale partnerskab, civil- og privatsektorens aktive inddragelse, og så selve klimadagsordenen.

Det er i høj grad solide danske idealer og værdier som igennem 2015 er blevet nedfældet i tre multilateraler aftaler, der tilsammen skitserer en ny verdensorden.

På et tidspunkt, hvor vi burde glædes over disse sejre, og høste frugterne af en fantastisk vellykket satsning gennem årtier i fremme af danske værdier og kommercielle interesser, vælger ”det halvtomme glas” på tværs af folketinget og i den offentlige debat, at reducere vore ambitioner og standarder, at underminere den nye internationale dagsorden, og ikke mindst – uden tøven, at ”brande” Danmark som et bagstræberisk, selvtilstrækkelig og frygtsomt land. Det er ikke alene en gåde, men også samfundsmæssigt og samfundsøkonomisk ulogisk, og helt igennem uansvarligt på vegne af vore børn og børnebørn. Vi sælger lige nu ud af arveguldet.

Lad os tage udgangspunkt i tre afgørende begivenheder i det forgangne år.

1. Nye globale bæredygtighedsmål
I September vedtog alle verdens statsledere et nyt sæt Verdensmål i New York. De udtrykker en fælles vision om inden 2030 at skabe en verden, hvor dyb fattigdom er udryddet, og hvor vi kommer rigtigt langt med at indrette samfund, der er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige. Og som forudsætning for dette er der kommet meget bedre styr på den globale klimaindsats. De to vigtigste sloganer for topmødet siger det hele: ”people and planet”, og ”leaving no one behind”. Altså balance i bæredygtighedens tre dimensioner med vægt på fremme af lighed mellem mennesker overalt.

De 17 globale bæredygtighedsmål og de tilhørende 169 delmål er meget ambitiøse, men også revolutionerende ved deres fulde integration af hensynene til økonomisk og social udvikling, og den miljømæssige bæredygtighed. Vi taler her om en integreret opskrift på global risikostyring og en målrettet forfølgelse af nye muligheder, som modsvar til en verden i farefuld forandring.

Grundlæggende er det ikke andet end smukke ord på et stykke papir, men de angiver i uset grad retning og ramme for, hvad vi kan opnå, hvis en målrettet indsats, politiske lederskab og en lille smule held er til stede overalt.

Og som noget helt nyt: Målene gælder for os alle - også for Danmark - og der skal en indsats til for, at også vi kan opfylde de mål, som vi med vores tilslutning, og under et dansk FN formandskab, har forpligtet os til at gennemføre. Det er ikke kun en dagsorden for udviklingslandene.

For Danmark er udfordringen primært at fremme social lighed, ændre vores ikke-bæredygtige forbrugsmønstre og fremme den miljømæssige beskyttelse af vores vand, biodiversitet og økosystemer. Områder, hvor vi faktisk halter efter mange af vore europæiske venner.

Og der skal man altså huske på, at forløberen for de globale verdensmål, nemlig de otte ”årtusindemål” man opstillede for perioden 2000–2015, førte til en gennemsnitlig målopfyldelse på omkring 50 pct., herunder for eksempel, at hive mange hundrede millioner mennesker ud af fattigdom, og halvere børne- og mødre-dødeligheden.

Bare det at give retning for globale politiske indsatser, markeder og investeringer har haft stor effekt, og det samme vil være gældende for de nye globale bæredygtighedsmål.

2. En ny ramme for at understøtte vækst og udvikling
To måneder inden topmødet i New York skete der noget andet bemærkelsesværdigt på topmødet om udviklingsfinansiering i Addis Abeba: Man skabte rammerne for en samlet global forståelse om, hvordan de globale bæredygtighedsmål og klimamål skulle kunne finansieres i udviklingslandene.

Her brød man med den traditionelle nord/syd-bistandsrammeforståelse og skabte plads for en langt større rolle for udviklingslandenes egne stærkt stigende pengestrømme, og for den private sektors rolle overalt i verden. Man tilsluttede sig i fællesskab principperne for et nyt globalt partnerskab, som senere i 2015 skulle gennemsyre både de nye globale bæredygtighedsmål og klimaaftalen i Paris.

For der sker virkeligt noget i udviklingslandene.

De fattigste lande har oplevet historisk høje vækstrater. Deres beskatningsgrundlag og skatteindtægter er eksploderet (fra $1 billion til $7 billioner mellem 2006 og 2012), og private investeringer og pengestrømme fra emigrerede medborgere overstiger nu langt den internationale udviklingshjælp, som altså samlet betyder skabelse af nye brede middelklasser, og dermed mere stabile politiske regimer, og nye markeder for Danmark.

Alene kinesiske investeringer i udviklingslandene (uagtet kritikken heraf) overstiger nu verdens samlede udviklingsbistand fra OECD landene, og også en kraftigt voksende handel mellem udviklingslandene bidrager til større økonomisk uafhængighed og kapacitet i disse lande.

Grundlaget for, at udviklingslandene som samlet gruppe (naturligvis med mange undtagelser) rykker hurtigt videre op af velstandsstigen, er til stede, hvilket er godt for stabilitet, købekraft og fastholdelse af store potentielt emigrerende befolkningsgrupper på sigt.

Om 35 år vil Kina og Inden alene udgøre omkring 50 pct. af verdens BNP og Asien vil samlet stå for omkring 65 pct. af verdens middelklasseforbrug. Vores mulighed for at påvirke de store udviklingslandes samfundsmodeller svinder med hver dag, og det er nu at fælles vækst og udviklingsvisioner med de store udviklingslande lande skal defineres.

Det fundament fik man lagt i Addis Abeba. Og så kom resultatet i Paris her i december.

3. En global fælles indsats for at stoppe klimaforandringer
Med Parisaftalen cementeredes multilateralismens succes i 2015, samt principperne i det nye globale partnerskab:

hvor alle lande og ikke-statslige aktører har en rolle at spille,
hvor vi de-facto bryder med den utidssvarende nord/syd skelnen,
hvor vi som en lakmustest på de netop vedtagne globale bæredygtighedsmål, besluttedes os for sammen, og i en bindende form, at definere udviklingsveje og vækstparadigmer som er grønne, bæredygtige og klimavenlige, og
hvor vi valgte en tilgang med fuldt ejerskab i verdens lande gennem (indtil nu) 188 indsendte nationale klimaplaner.

Aftalen er ikke perfekt – den vil ikke redde os fra klimaforandringer, men den leverede det måske vigtigste: En ambitionsmekanisme som gør, at vi løbende vil skrue vores indsats op for at begrænse global opvarmning til mellem 1,5 og 2,0 grader ved udgangen af dette århundrede. Vi erklærer derved vores solidaritet med de fattigste lande, samt med princippet om at små landes overlevelse og integritet faktisk betyder noget. Nok vigtigt for en småstat som Danmark, desuagtet at vi af gode grunde blev udnævnt som ”fossil of the day”.

Måske allervigtigst for den globale klimaindsats, tjente Paris til at tusindevis af byer, investorer og virksomheder kunne melde sig ind i klimakampen på et ikke-statsligt niveau, der nu omfatter en syvendedel af verdens befolkning og skubber mere end $20 billioner i en retning, som vil understøtte klimaindsatsen.

Både politisk og forretningsmæssigt blev Paris udtryk for det ”tipping point” i den globale grønne omstilling som vi har arbejdet for i årtier.

Et mulighedernes ”nirvana” for danske løsninger og teknologier
Når man ser på verdens allerstørste udfordringer i de kommende årtier, så er det først og fremmest, at understøtte rimelige levevilkår i de lande og byer, som kommer til at rumme op mod ni milliarder mennesker i 2050. Vi taler her om levevilkår som primært drejer sig om vand, mad, miljø, sundhed, energi, jobs og rettighedsmæssige forhold – især i EU's nærområder, hvor alle faktorer er under stort pres allerede.

Tre milliarder mennesker vil over de næste årtier rykke ind i den globale middelklasse og efterspørge varer, tjenester og infrastruktur som Danmark traditionelt er gode til at eksportere: Nemlig vores rettighedsbaserede samfundsmodel, vores markedsledende teknologier og løsninger på vand, miljø, klima og sundhed, vores kompetencer i fødevareindustrien, vores bæredygtige byer, samt vores abnormt store rolle i den globale transport (maritim og godstrafik) af varer. Der er altså et kæmpe overlap mellem det fremtidige globale indsats- og investeringsbehov og de danske spidskompetencer.

Med de tre nævnte multilaterale aftaler i 2015 er der skabt fantastisk konvergens i den vision, vi har for verden, og en helt uset klarhed på, hvilke konkrete mål og tiltag, der indenfor de næste 30 år skal gennemføres af alle lande og aktører i verden.

De 17 globale bæredygtighedsmål udstikker med deres 169 delmål specifikke angivelser om retning og ambition helt ned på sektor niveau. De 187 klimaplaner fra Paris kan læses som deciderede investeringskataloger eller retningspile for markedet. Og de tusinder udmeldte mål og indsatser fra investorer, virksomheder og byer på en grøn omstilling underbygger det nye globale partnerskab og den voksende enighed om at morgendagens farve er grøn.

Det er dog vigtigt at være klar på, at de tre aftaler ikke alene vil føde markeder, men også konkurrenter. Vigtigheden af at skærpe standarder og krav til producenter og forbrugere samt at investere i innovation og forskning har aldrig været større. Det er jo netop det, der har placeret danske grønne teknologivirksomheder et skridt foran konkurrenterne.

Reaktionen fra det ”halvtomme glas’”
Og hvad har svaret fra ”det halvtomme glas” så været på denne banebrydende nye globale dagsorden?

At udtrykke mening om, at de nye globale bæredygtighedsmål nok mest er relevante for udviklingslandene, på trods af at målene er universelle, og at vi har åbenlyse områder, hvor vi halter bagud. Vores individuelle forbrugsudledninger ligger for eksempel på omkring 17 ton CO2 per år, og vi har et af verdens højeste økologiske fodaftryk, men alligevel rulles dansk miljølovgivning tilbage (randzoner, kystbeskyttelseslinjen, sprøjtningsbegrænsninger m.m.).
At beskære udviklingshjælpen til et reelt niveau omkring 0,4 – 0,5 pct., med Danmark som den nu største modtager af dansk bistand, i stedet for fortsat at investere i for eksempel fastholdelsesfaktorer for migration i udviklingslandene (danske spidskompetencer), herunder især fremme af en rettighedsbaseret bæredygtig og grøn udviklings- og omstillingsindsats.
At beskære udenrigstjenesten og lukke danske repræsentationer på et tidspunkt, hvor det internationale engagement er vigtigere end nogensinde.
At beskære klimafinansiering til støtte for udviklingslandenes grønne omstilling, der jo netop underbygger efterspørgslen på danske dyrebart fremdyrkede spidskompetencer
At stille spørgsmål ved tempoet i den danske omstilling på trods af, at det jo netop er nu vi ser, at vi ved en ambitiøs og bredt funderet dansk klimapolitik har positioneret vores ledende virksomheder til et suverænt godt udgangspunkt i den globale grønne omstilling.
At åbne op for yderligere CO2-udledninger fra dansk landbrug på et tidspunkt, hvor vi indenfor de næste seks måneder vil blive pålagt en EU-byrdefordeling om at skulle reducere udledninger i landbruget på op mod 39 pct. frem mod 2030. De 11.000 landmænds samlede gæld på op mod kr. 400 milliarder burde sammen med den ventende opgave med CO2-reduktioner og udsigt til stadigt globalt faldende priser på industrigris og mælk nok give anledning til at igangsætte omstilling af sektoren frem mod en bæredygtig og merbetalende højkvalitetsproduktion. En sektoromstilling som man jo har gennemført på energiområdet med stor dygtighed siden 1980, med store samfundsøkonomiske og kommercielle gevinster
At afgiftspålægge el-biler som nok det første land i verden; at afgiftspålægge brug af varmepumper i de decentrale kraftvarmeværker, som ellers er det nødvendige næste skridt i den fortsatte elektrificering af energisektoren, og i stedet fortsat at afgiftsfritage biomasse på trods af usikkerheden omkring dens bæredygtighed, og den knaphed i fremtidens energisystem. En afgiftsreform er nødvendig nu.
At behandle den grønne omstilling som om det er en særlig udskilt målsætning udenfor normal finanslovs- og forvaltningspraksis. Altså, at den skal være omkostningsneutral og ikke finansieres integreret i finansloven, men via et udskilt PSO-afgiftssystem, hvorved man har gjort finansiering af den grønne omstilling til en unødvendig slagplads. Tænk hvis man sagde det samme om sundhedsindsatsen uddannelsessektoren eller forsvaret – at disse politikområder skulle være udgiftsneutrale på finansloven, hente sin egen dedikerede finansiering og i øvrigt garantere jobs. Den grønne omstilling er jo ligeså meget et offentligt gode som alle andre offentlige goder er det, og burde naturligvis ses som en reel vækstparameter og investering i fremtidens generationer. Grøn omstilling må gerne koste, for det er jo en investering i fremtiden med garanterede afkast (undgåede omkostninger ved ikke at omstille).

Og til de økonomer og debattører i ”det halvtomme glas” som bliver ved med, på gammeldags manér, at hænge fast i snævre dogmer om ceteris paribus, Kutznets-kurver, pareto-optimalitet, de rene markedskræfters og prismekanismers lyksaligheder samt alskens teoretisering om at den grønne omstilling skal være realistisk - overvej venligst at komme med bud på, hvad det vil koste ikke at gennemføre en national og global omstilling i tide. Beregn venligst de reelle sociale omkostninger ved en fossil baseret dansk økonomi, og giv gerne et bud på, hvilken skyggepris på CO2, der bør anvendes bredt i det danske samfund, og i øvrigt, hvordan vi korrekt bør værdisætte naturressourcer og økosystemtjenester i Danmark. Det vil være nyttigt for informeret beslutningstagen.

Det har andre lande allerede gjort eller også er de godt i gang. Det er ikke tilfældigt, at de internationale økonomers ypperste debattører såsom Thomas Friedman, Nicholas Stern, Joseph Stiglitz, Jeffrey Sachs, Michael Liebrich og økonomiske højborge klart har forstået alvoren af klimaudfordringen. Nu indarbejder de konkret en klimafremtid i økonomiske modeller og investeringsbeslutninger, sådan som det ses i IMF, Verdensbanken, OECD, regeringer i USA og England samt hos verdens største investorer og portefølje managers, nemlig Goldman Sachs og Blackrock osv.

Kom nu med på vognen og byg det reelle økonomiske argument op selv om det er svært.

Det allerværste er måske, at ovenstående tiltag fra ”det halvtomme glas” pakkes ind i et narrativ om, at vi er så langt fremme med vores udviklingshjælp og grønne omstilling, at andre lande ikke kan se os. Dette afspejler ikke den reelle sandhed.

Vi rangerer kun i middelgruppen af EU-lande på en række miljø-, vandkvalitets-, og biodiversitetsmål. Vi er ikke længere verdensmestre i at afkoble energiforbrug og CO2-udledninger fra væksten i BNP – det gør fx Sverige og Tyskland bedre. Vi ligger ikke forrest, når det kommer til klimamålsætninger på kort og mellemlang sigt. Andre EU-lande har for eksempel defineret reduktionsmål for 2030, nemlig på et niveau omkring 50-55 pct. i Frankrig, Tyskland og England, hvilket Danmark i øvrigt også deduktivt allerede er forpligtiget under EU lovgivning uanset om vi vil eller ej. Vi mangler dog endnu at definere vores eget mål på mindst dette niveau, og så indskrive det i dansk lov.

Så lad mig da derfor slutte af med en opfordring til ”det halvtomme glas”:

Løft blikket, se ud i horisonten, og bliv inspireret af hvad vi kan i stedet for hvad vi ikke kan.

Omstillingen af det danske og det internationale samfund vil kaste uendeligt mange nye muligheder af sig til gavn for det danske samfund i flere generationer frem. Men det forudsætter, at vi lige nu tør tænke længere end til næste valg; at vi anerkender videnskabens budskaber som grundlag for vores politikker (tiden rinder ud for at kunne handle); at vi griber en ”visionernes dagsorden” frem for en fokusgruppe-mentalitet, hvor særlige segmenter af befolkningen skal tilgodeses; at vi har modet til at satse med investeringer i innovation og forskning på den næste generations teknologier og løsninger; og at vi ikke lade os lokke ind i et ræs mod bunden på vores moral og bæredygtighedsstandarder, men i stedet kaster os ud i et kapløb mod toppen med andre lande for at placere os solidt foran den globale omstillingskurve, og med de gevinster der følger heraf.

Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling er det ultimativt klare visioner og politisk lederskab, der skal til – og det savner vi i dag, på tværs af stort set hele det politiske spektrum.

Som en af mine tidligere arbejdsgivere altid sagde, når han drøftede klimaindsatsen med statsledere og ministre: ”Hvad svarer du den dag dine børnebørn spørger dig: Jamen, gjorde du, hvad du kunne for at redde os fra klimakatastrofen? Gjorde du virkeligt alt hvad du kunne?”

Der skal man jo kunne svare med en god samvittighed.

Vi vil helt sikkert blive stillet til regnskab af fremtidens generationer, og rimeligt nok – for vi er den første generation, der har magten til at gøre noget ved det, men vi er også den sidste generation, der kan gøre noget i tide. Husk det.

Mit glas er halvfyldt.

God jul!

Jarl Krausing, international chef i CONCITO