Provenuneutralitet - dyd eller svøbe?

I ganske lang tid har det været sådan, at nye politiske initiativer bremses, hvis ikke de forventede meromkostninger eller indtægtstab for staten på den ene eller den anden måde modsvares af tilsvarende besparelser og indtægter.

Det er svært at være modstander af den form for ansvarlig økonomisk politik. Alle, der har beskæftiget sig med dansk økonomi, vil vide, hvilke byger af velbegrundede forslag fra andre ministerier, finansministeriet i gennem tiderne har måttet forholde sig til i forbindelse med udarbejdelsen af det årlige finanslovsforslag.

Men som så meget andet her i livet kan også princippet om provenuneutralitet skabe flere problemer end det forhindrer, hvis ikke det administreres med et rimeligt mål af sund fornuft. De seneste måneders debat om en reduktion af elafgiften, generelt eller specielt til ”nye” anvendelser, er mere end tankevækkende.

Der er flere grunde til at støtte en omstilling af bygningsopvarmningen til el, enten direkte eller via varmepumper, der byder på en specielt energieffektiv bygningsopvarmning. Helt overordnet betyder den stærke udbygning af elproduktionen fra vind, at store dele af det energiforbrug, der i dag dækkes af olie og naturgas i de kommende år skal omstilles til el, hvis vi skal undgå at sælge et stigende periodisk overskud til lave, meget lave, priser. Og selvom vi også har behov for at få el ind i vores biler, er energiforbruget til bygninger det område, der byder på langt det største potentiale inden for de næste 5-10 år.

Men ud over det nationale behov for en strukturel omstilling er omstillingen også vigtig, hvis vi vil fortsætte med at tiltrække os interesse på området ”grøn omstilling”. Vores førerstilling som producent af vindmøller varer næppe evigt. Vores globalt set enestående høje andel af fluktuerende vedvarende energi i elproduktionen vil derimod i en rum tid fremover være sikret. Det, udlandet i fremtiden vil interessere sig for, er ikke om vi kan handle el med nordmændene, men om det er muligt at inkorporere store mængder fluktuerende energi i slutforbruget. Denne omstilling burde være en politisk prioritet, ikke blot i festtaler, men også i praksis.

Virkeligheden ser imidlertid anderledes ud. Godt nok er olie og naturgas til bygningsopvarmning ganske højt beskattet, men biomasse, i praksis træflis og træpiller, er afgiftsfritaget i forlængelse af, at biomasse traditionelt har været betragtet som vedvarende energi og CO2-neutralt. Det betyder, at selv om det i mange tilfælde ville betale sig at omstille fra olie eller gas til el, betaler det sig bedre at omstille til biomasse. Det sker for øjeblikket i stor skala. På Skærbækværket investerer Dong Energy små 2 milliarder i ombygning fra naturgas til biomasse, alene for at undgå afgift på den del af produktionen, der kommer ud som fjernvarme til Trekantsområdet. I Helsingør går man også over til biomasse fra naturgas; 500 millioner i investering efter det oplyste.

Den nærliggende løsning for at få el ind i stedet er selvfølgelig at fjerne beskatningen af el til bygningsopvarmning. På den måde ville el og biomasse blive stillet lige. Dette løber imidlertid ind i den vanskelighed, at afskaffelse af elafgiften koster staten penge. Og hvis princippet om provenuneutralitet skal respekteres, er det derfor at noget andet ”ekstrabeskattes”.

Der, hvor det bliver absurd, er, at staten allerede i dag ”taber” penge i lige så høj grad, hvis man ikke fjerner elafgiften. For hvert anlæg, der overgår til biomasse, har staten jo et meget stort provenutab, og det er altså vel at mærke samtidig med at omstilling til biomasse ikke er den optimale løsning. Men det tab staten har i dag skal ikke provenuneutraliseres, i og med at det ikke kræver ny lovgivning.

Som et eksempel på ovenstående har Kalundborg på det seneste meddelt, at de går over til biomasse i det lokale fjernvarmesystem i stedet for at fortsætte udnyttelse af spildvarme fra Statoil raffinaderiet. Samme argument: Det betaler sig bedre at bruge afgiftsfri biomasse end at bruge i realiteten gratis, men afgiftsbelagt, spildvarme.
Summa summarum: Kravet om provenuneutralitet medfører i den givne situation:

• at staten taber et betydeligt provenu i forlængelse af en omstilling, der af flere andre grunde er problematisk (biomassens tvivlsomme CO2-neutralitet).
• at vi vanskeliggør den strukturelle omstilling af energisektoren (elektrificering), der er en bydende nødvendighed i forbindelse med Danmarks langsigtede klimamål og 
• at vi forspilder muligheden for at bevare vores position som et land, der kan aftvinge omverdenen berettiget interesse.

Var der nogen, der sagde Ebberød Bank? Kravet om provenuneutralitet rammer skævt og hindrer de nødvendige næste skridt i den danske energipolitik.