EU og Danmark bør arbejde for hurtig ratifikation og høje klimamål

175 lande underskrev i går i New York den klimaaftale, som blev indgået i Paris i december. Med underskriften erklærede disse lande sig klar til ikke at modarbejde aftalens formål, og straks at påbegynde den ratifikationsproces, som skal sikre aftalens hurtige ikrafttrædelse.

Aldrig er en international aftale blevet underskrevet af så mange lande på førstedagen for underskrivelse, og det signalerer politisk momentum for hurtigt at få bremset klimaforandringerne. Det var jo også det landene lovede hinanden i Paris, og det matches af den store omstilling, der er på vej i den private sektor, på byniveau og i civilsamfundet.

De ikke-statslige aktører er klar, og enorme investeringer er på vej i grøn retning, men man afventer groft sagt, at de politiske udmeldinger fra regeringerne i Paris omsættes i ikke blot klimaplaner, men i konkrete lovgivningsrammer, som i hvert land kan skabe tillid og sikkerhed for de private investeringer, der skal for at nå målene. Dette momentum kan imidlertid også gå tabt, hvis ikke regeringerne formår at omsætte underskriften på Parisaftalen i handling hurtigt.

Og der er god grund til bekymring om hastigheden. For 11. måned i træk satte den globale opvarmning i marts 2016 endnu en markant rekord. Store dele af verdens største koralrev syd for Australien blev i sidste uge erklæret tabt på grund af en giftig kombination af global opvarmning og vejrfænomenet El Nino, og afsmeltningen af is fra Arktis og Grønland sætter også ny rekorder i disse dage.

USA's udenrigsminister John Kerry underskrev Parisaftalen med sit barnebarn på skødet. Foto: UN Photo/Amanda Voisard

Klimaaftalen kan ratificeres hurtigt.

For at Parisaftalen formelt kan træde i kraft skal 55 lande som tilsammen er ansvarlig for 55 % af de globale udledninger af drivhusgasser ratificere aftalen. Disse tal er ikke tilfældigt valgt, men defineret ud fra hensynet til at undgå at få lande med store udledninger kan gennemtvinge en global aftale for flertallet af lande, og for at undgå, at mange lande med små udledninger kan gennemtvinge en global aftale for økonomier med store udledninger.

Helt konkret kan de 90 fattigste lande i verden med tilsammen kun 4 % af udledningerne ikke tvinge for eksempel USA, Kina, EU, Indien og Rusland ind i en forpligtende klimaaftale, og G20 landene med omkring 84 % af udledningerne kan ikke tvinge resten af verden ind i en forpligtende klimaaftale. Nøglen til en succesfuld ratifikation kan derfor kun ske med en kombination af store og små lande, der tilsammen udgør mindst 55 % af de globale udledninger.

Kina og USA har på forhånd udmeldt intention om at ville ratificere hurtigt, og gerne i år, og de står tilsammen for ca. 38 % af de globale udledninger. Andre lande har udmeldt intention om hurtig ratifikation, og ved underskriftsceremonien i går var der faktisk allerede 15 lande, som på samme tid underskrev og ratificerede aftalen, herunder en rækker af de mest sårbare ø-stater samt Somalia.

Der er derfor grund til optimisme i spørgsmålet om en hurtig ratifikation, da man kan forudse en kombination af USA, Kina, en masse sårbare stater, samt et eller to af de store vækstøkonomier, som i bedste fald tilsammen kan ratificere hurtigt – og dermed opfylde begge tærskler på 55. Aftalen træder juridisk i kraft 30 dage efter at disse er opfyldt.

Men det bliver sandsynligvis uden EU

Desværre er der sandsynlighed for, at EU ikke er blandt den gruppe af lande, som dermed tager lederskab i at ratificere og omsætte aftalen i handling, og det er alvorligt. Hvis dette sker uden at EU har ratificeret aftalen, vil EU stå udenfor de fortsatte forhandlinger under klimaaftalen, og man vil kun som observatør kunne betragte, hvad disse lande måtte bestemme sig for, herunder på finansieringsspørgsmålet, som kan have store konsekvenser for EU på sigt.

Udfordringen for EU er, at man i Paris ganske vist forpligtede sig på 40 % reduktion i 2030, men uden at have gennemført en fordeling af de reduktioner, der skal ske i medlemsstaterne udenfor kvotesektoren, dvs. områder som landbrug, transport og bygninger. EU-Kommissionen og nogle af medlemsstaterne ser helst, at Kommissionen ratificerer aftalen hurtigt, og at man derefter internt i EU tager stilling til fordelingen. Andre EU lande kræver dog overblik over deres respektive reduktionsindsatser før de vil afgøre spørgsmålet om ratifikation af klimaaftalen. Kommissionen vil derfor i juli fremsætte forslag om både ratifikation og fordeling af reduktionsindsatserne i håbet om at skabe tilstrækkelig klarhed over såvel reduktioner som ratifikationsproces.

Politisk er der også en ikke ubetydelig signalværdi i at være blandt de lande, som medvirker til klimaaftalens ikrafttrædelse, især når man som EU bryster sig af at være globalt førende i klimakampen. Lande i det globale syd – og ikke mindst Kina – vil med rette kunne tvivle på EU's oprigtighed, og i værste fald selv tøve i deres egen tilslutning før de føler sig sikre på, at EU kan leve op til det som man lovede i Paris. Især i lyset af den usikkerhed, der under alle omstændigheder er på spørgsmålet om USA's tilslutning på længere sigt. Der er mildest talt ingen sikkerhed for at for eksempel en præsident Donald Trump vil føle sig forpligtet af en aftale, og derfor hurtigt udtræde af aftalen. Det er da også det forhold, der begrunder, at Obama (og måske Kina) har så travlt med at sikre amerikansk ratifikation så hurtigt som muligt samtidigt med, at en hurtig tiltræden kan sikre Obamas eget eftermæle.

Det er således helt klart i EU's egeninteresse, at der sikres en hurtig ratifikation af aftalen for dels at skabe ro omkring EU's oprigtighed i klimakampen, og dels for at sende signaler til Kina og USA om, at man står ved den kollektive aftale, som blev indgået i Paris.

Underskriftceremonien fand sted i FN-bygningen i New York. Foto: UN Photo.

Hvad betyder det så for Danmarks ambitionsniveau?

Den globale klimaaftale sætter retning. 195 lande er enige om ambitionsniveauet. Den globale opvarmning skal sammenlignet med den førindustrielle periode (1880) ligge under 2 grader og helst ikke mere end 1,5 grader ved udgangen af dette århundrede. Lige nu går vi i retning af 3,7 graders opvarmning, og hvis alle tilsagnene fra Paris gennemføres, kommer vi ned på ca. 2,7 graders opvarmning. Parisaftalen gør, at vi hvert femte år kan skrue på ambitionsniveauet, og på sigt nå vores mål – hvis vi altså hele tiden øger indsatsen.

Landene lovede i Paris, at de ville tage hjem og se om man kan gøre endnu mere for at komme i retning af 1,5 graders-målet, men EU-Kommissionen har efterfølgende meldt ud, at man ikke vil overveje større tiltag end de allerede vedtagne 40 % reduktion i perioden frem til 2030. Eftersom EU's bidrag på 40 % defineredes i forhold til at nå 2 graders-målet, er vi allerede ”bagud” i forhold til det man reelt aftalte i Paris. Dette skyldes en realistisk vurdering af, hvilke risici, der i at genåbne interne EU-forhandlinger om 2030 ambitionsniveauet.

187 af verdens lande har nu udarbejdet konkrete klimahandlingsplaner, som sætter retning for grøn vækst og udvikling i de kommende år, og nu har 175 lande altså skrevet under på, at vi skal omsætte Parisaftalen i en juridisk bindende aftale så hurtigt som muligt. Investeringsrammerne konkretiseres alt andet lige i de nærmeste år og måneder.

For Danmark er der meget på spil. Det gælder først og fremmest:

• Eksport, vækst og beskæftigelse: En hurtig ratifikation vil hurtigt kunne omsætte klimaaftalen i nationale lovgivninger på eksportmarkederne, som skaber efterspørgsel på vores grønne teknologier, der kan sikre fortsat dansk vækst og beskæftigelse. Dansk Industri taler om potentialet for at øge eksporten med 60 milliarder kroner inden 2020, og de mere end 70.000 danskere, som i dag beskæftiges i erhvervet kan vokse betydeligt, hvis vi kommer i gang hurtigt. Forudsætningen herfor er dog, at danske løsninger fortsat ses som værende blandt de bedste i verden – for Kina og andre lande vil ikke efterspørge de næstbedste løsninger i den grønne omstilling. Det vil kræve en særlig indsats at fastholde Danmarks frontløberrolle, da klimaaftalen ikke alene skaber nye markeder, men også skaber nye konkurrenter.

• Klimapåvirkninger. Vi taler ikke meget om det, men klimaforandringer vil, selv ved opfyldelse af 2 graders-målet, have store negative følger for Danmark – både direkte i form af bl.a. havvandsstigninger og voldsommere storme, der klart overstiger de gevinster, der vil være ved for eksempel en øget landbrugsproduktion. Indirekte vil Danmark også skulle forholde sig til en voldsom vækst i antallet af klimamigranter, der ikke længere vil kunne understøttes af tiltrækkelige leveforhold i det nordafrikanske og mellemøstlige område.   

En helt logisk følge er, at Danmark bør presse på for så hurtig EU-ratifikation som muligt, samt at der skabes tilslutning til høje klimaambitioner i EU og nationalt. Danmarks forventede andel af EU’s reduktionsindsats i de ikke-kvotebelagte sektorer på omkring 40 % bør ikke bare ses som en nødvendighed i forfølgelse af vores egeninteresse, men også en mulighed for at bringe landbrugs- og transportsektoren ind i det 21. århundrede til gavn for erhvervene, folkesundheden, beskæftigelsen, vækst og miljøet. Ligesom vi er godt i gang med på energiområdet.

Et dansk og europæisk ambitionsniveau bør stræbe efter at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, og der kan man jo starte hjemme, og i det mindste gøre som England, Tyskland, Frankrig og Sverige allerede har gjort, nemlig straks definere reduktionsmålsætninger på mindst 50-55 % reduktion i 2030.

Også på ambitionsniveauet er Danmark altså overhalet af vore naboer. Kan det virkeligt være rigtigt? Nej vel?

Derfor bør regeringen som minimum droppe usikkerheden omkring Danmarks egne klimaambitioner, stå ved energiforliget, udvise lederskab samt fokusere på at etablere grundlaget for en omkostningseffektiv omstilling af alle relevante sektorer i Danmark.