Nye muligheder med landbrug og skove i EU’s 2030-klimamål

I sit 2030-udspil fra juli foreslår EU-Kommissionen, at klimaeffekten af LULUCF (Land Use, Land Use Change and Forestry) skal medregnes i opfyldelsen af EU's klimamål for perioden 2021-2030. Det er en ændring i forhold til de nuværende klimamål for perioden 2013-2020, som alt andet lige gør det lettere at opfylde 2030-målet.

280 mio. ton CO2e fra LULUCF

EU har for perioden 2013-2020 et reduktionsmål på 20 pct. i forhold til 1990 og et mål på 40 pct. i 2030 også i forhold til 1990. I tal betyder det, at EU28 i 2020 må udlede 4.532 mio. ton CO2-ækvivalenter (herefter bare CO2e)og i 2030 3.399 mio. ton CO2e, dvs. en reduktion på 1.133 mio ton CO2e.

De 4.532 mio ton i 2020 skal vi nå uden brug af LULUCF, men for at nå ned på de 3.399 i 2030 medregnes bidraget fra LULUCF ifølge Kommissionens forslag. Kommissionen har samtidig foreslået, hvor meget LULUCF hvert medlemsland maksimalt kan medregne. Det er for hele EU for hele perioden 280 mio ton CO2e eller 28 mio ton årligt i de 10 år.

Da reduktionen frem mod 2030 skal ske lineært betyder det, at EU skal reducere udledningerne med yderligere 113,3 mio ton CO2e hvert år, dvs. 113,3 mio ton CO2 i år 2021, 226,6 ton i 2022, 339,9 ton i 2023 osv., indtil vi når en reduktion på 1.133 mio ton CO2e i 2030.

Med 28 mio ton fra LULUCF ud af et reduktionsbehov på 113,3 svarer det til at 24,7 pct. af reduktionen i 2021 kan klares med LULUCF. I 2022 er det så 28 mio ton ud af 226,3 mio ton svarende til 12,4 pct. osv., indtil vi kommer ned på 2,5 pct. i 2030.

Set over hele perioden svarer det til, at 4,5 pct. af den reduktion, der skal finde sted mellem 2020 og 2030 kan klares med LULUCF.

LULUCF et ekstra klimaredskab

Da klimaeffekten af LULUCF skal medregnes sammen med drivhusgasreduktioner i den ikke-kvotebelagte sektor er det også relevant at se på, hvor meget det kan påvirke opfyldelsen af dette mål.

Her har EU et mål om at reducere udledningerne med 10 pct. i 2020 i forhold til udledningerne i 2005 og et nyt mål om at reducere med 30 pct. i 2030 i forhold til 2005. Da målet indfases lineært, mens LULUCF er konstant over perioden, kan LULUCF i 2021 udgøre 46,3 pct. af den krævende reduktion, i 2022 er det 23,2 pct., i 2023 15,4 pct. osv. indtil det ender på 4,6 pct. i 2030.

Samlet set kan LULUCF udgøre 8,4 pct. af det samlede reduktionsbehov for den ikke-kvotebelagte sektor for hele perioden. Samlet set er LULUCF et ekstra redskab, der alt andet lige gør det nemmere at nå i mål.

Grundlæggende er det kun godt at reducere udledningerne af drivhusgaser fra dræning af lavbundsjorder, plante nye skove, bruge træ som materiale i stedet for plastik, stål og beton osv. Problemet er, hvis der primært lukkes op for at medregne eksisterende LULUCF tiltag i stedet for at skabe incitament for nye tiltag.

Forskellige regler og opgørelser

Der er ikke aftalt fælles regler for LULUCF som en del af Parisaftalen. Alle lande kan i princippet opgøre det efter deres egne regler, hvilket er problematisk, både når vi skal sammenligne indsatserne og forsøge at forstå, hvor tæt vi er på de aftalte mål.

Opgørelser af landenes bidrag indmeldt til COP21 i Paris viser, at LULUCF opgjort efter landenes egne regler udgør omkring 20-25 pct. af det samlede reduktionsbidrag. Det er dog tal, der er behæftet med stor usikkerhed, da landene inklusive EU - før nu - ikke har været særlig klare mht. til, hvilke opgørelsesmetoder de vil benytte. I sidste ende har det ret stor indflydelse på, hvor store reduktionsbidrag der reelt blev fremlagt i Paris.

Landbrugsjorder

For landbrugsjorderne foreslår Kommissionen, at basisåret for beregning af bidraget flyttes fra 1990, som anvendes under Kyoto-protokollen, til gennemsnittet af perioden 2005-2007. Det giver god mening, da mange lande har haft vanskeligt ved at få gode data for udledninger og optag fra landbrugsjorder i 1990.

Hvis man sammenligner data for 1990 og perioden 2005-2007 viser det sig, at der er færre udledninger for EU28 i 2005-2007 og sammenholdes det med indberetningerne for de seneste tre år, der er indrapporteret - dvs. 2012-2014 - så har EU28 samlet set ikke udsigt til at kunne medregne et positivt bidrag uden nye tiltag. Udledningerne fra de dyrkede jorder er faktisk vokset siden 2005-2007. Der er dog en del forskelle landene imellem.

Skovrejsning

For skovene foreslår Kommissionen, at al skovrejsning og skovrydning medregnes, og her er udgangspunktet, at landene medregner de seneste 20 års skovrejsning eller - hvis et medlemsland ønsker det - de seneste 30 års skovrejsning.

Her er der muligvis meget at hente for EU, da det europæiske skovareal er vokset en del de sidste 20 år. Igen, hvis vi ser på tallene for 2012-2014, så har EU28 rapporteret et gennemsnitligt årligt optag på fra skovrejsning på knap 55 millioner ton CO2e og en gennemsnitlig årlig udledning på omkring 36 millioner ton CO2e fra skovrydning.

Samlet set ville de nye regler anvendt på årene 2012-2014 resultere i et årligt bidrag på knap 14 millioner ton CO2e, som, hvis det var i perioden 2021-2030, vil kunne medregnes til opfyldelse af reduktionsmålet for den ikke-kvotebelagte sektor. Dvs. for at nå de 28 millioner ton årligt, så skal der gøres noget mere. Det følger desuden også helt automatisk af, at skovrejsning kun medregnes i 20 år eller måske 30 år. Det betyder jo, at der hele tiden skal mere skovrejsning til for at opveje, at noget skovrejsning bliver ældre end 20 år/30 år og ikke medregnes længere.

Hvis man dykker lidt længere ned i tallene, så er det helt klart, at dræning af lavbundsjorder og skovrydning er de to store syndere i klimaregnskabet for LULUCF sektoren, og noget landene med fordel kan fokusere på.

Endelig så foreslår Kommissionen også nogle yderligere krav, som skal være opfyldte før landene kan medregne klimaeffekter af LULUCF i den ikke-kvotebelagte sektor. Disse krav hænger sammen med behovet for at medregne udledninger fra afbrænding af biomasse.

Skove ud over skovrejsning

For hovedparten af skovarealet, dvs. alle skove, som ikke falder ind under skovrejsning- og skovrydningsdefinitionen, foreslår Kommissionen, at klimabidraget inklusive bidraget fra produktionen af træprodukter, som jo også lagrer kulstof, måles i forhold til en lande-specifik reference, som det også sker i dag under Kyoto-protokollen.

Kommissionen foreslår, at landene opgør bidraget, men at det ikke medregnes i opfyldelsen af reduktionsmålet. Det skyldes, at den nuværende metode resulterer i nogle meget store udsving, som gør det svært at inkludere sammen med andre sektorer, da de årlige udsving kan overskygge indsatsen fra andre sektorer. Kommissionen ønsker dog bemyndigelse til at foreslå, at bidraget fra skovene inkluderes på et senere tidspunkt, når beregningsmetoderne er blevet mere robuste, og Kommissionen ønsker desuden bemyndigelse til gennemgå og evt. genberegne landes forslag, såfremt de ikke lever op til en række krav, som er vedhæftet beslutningsforslaget.

Vådområder

Landene kan desuden vælge om de ønsker at medregne vådområder i klimaregnskabet, men ligesom for skovene tæller det ikke med i forhold til klimamålene.  Vådområder omhandler i denne sammenhæng kun arealer, som ikke falder ind under nogle af de øvrige kategorier. Hvis et land f.eks. ophører med at dræne et engareal, så tæller det med under landbrugsjorder og ikke under vådområder. Vådområder omfatter f.eks. tørvemoser og andre arealer, der ikke anvendes til landbrugsdrift.

Biomasse som CO2 neutral

I modsætning til, hvad danske ministre har hævdet, så er Kommissionen helt klar på, at CO2e-udledningen skal medregnes, når træet (biomassen) høstes, og at det er forudsætning for, at det regnes som CO2-neutralt, når det senere brændes.

Kommissionen foreslår derfor, at summen af alt LULUCF inkl. skovene som minimum skal være i balance, dvs. et evt. negativt bidrag fra skovrydning og dræning af lavbundsjorder kan opvejes af et positivt bidrag fra de andre arealanvendelser f.eks. skovrejsning og de øvrige skove.  

Hvis der ikke er balance, og summen af alt LULUCF er negativt, så skal det medregnes som en udledning sammen med den ikke-kvotebelagte sektor dvs. så skal landene gøre noget mere ved udledningerne fra f.eks. landbrug og transport. Hvis summen af alt LULUCF omvendt er positiv, så kan landene medregne bidraget fra skovrejsning, skovrydning og landbrugsjorderne sammen med den ikke kvote-belagte sektor op til det fastsatte loft.

LULUCF-regnskabet skal opgøres som to separate perioder 2021-2025 og 2026-2030, og et evt. overskud på LULUCF fra den første periode kan overføres til den anden periode. Hermed mindskes problemerne med store årlige udsving som både kan skyldes vejret det enkelte år eller usikkerhed på målingerne. Landene kan desuden handle LULUCF indbyrdes og derved få LULUCF-bidraget til at gå i balance, og derved leve op til kravene, såfremt der er lande med et overskud. Men hvis et land køber mere end det sælger afstår det til gengæld fra at kunne bruge LULUCF til at opfylde reduktionsmål i den ikke-kvotebelagte sektor.

Landene kan altså ikke købe sig til reduktioner i den ikke-kvotebelagte sektor via LULUCF. Man kan i stedet forestille sig, at Danmark pludselig får mulighed for at sælge bøgetræ til rigtig høje priser til udlandet, som gør, at den årlige hugstrate øges i nogle år ud over, hvad der er indregnet i den nationale referenceværdi for opgørelse af skovenes bidrag. Det kunne resultere i et underskud på LULUCF-regnskabet, som så kan kompenseres via køb af LULUCF-optag fra et andet EU-land, hvis nationale tiltag ikke er tilstrækkelige.

På en lidt indviklet måde er der hermed skabt forudsætninger for, at fjernelse af biomasse til f.eks. energisektoren er medregnet i LULUCF-sektoren. Det virker dog kun såfremt landene kan fastsætte en national reference for optag og udledninger fra skove, som reelt afspejler udviklingen ved fortsættelse af den nuværende skovdrift. Og selv i den situation vil der være noget biomasse, som er en indeholdt i den nationale reference og som dermed bliver gratis at fjerne fra skoven. Denne sidste indvending gælder dog for alle kendte metoder til beregning af LULUCF-bidrag,

Samtidig er der skabt en fleksibilitet på tværs af arealanvendelsen, således at det bliver op til landene selv, hvordan de vil dække et evt. underskud på LULUCF-regnskabet. Det betyder, at anvendelsen af skovene og det træ, der produceres er vigtig, selvom det ikke direkte medregnes i forhold til den ikke-kvotebelagte sektor.

Godt bud på robuste regler

Sammenfattende kan det konkluderes at:

1. Kommissionens forslag til medregning af optag og udledninger fra skove og landbrugsjorder maksimalt kan udgøre 4,5 pct. af det samlede reduktionsbehov for perioden 2021-2030, svarende til 8,4 pct. af reduktionsbehovet for den ikke-kvotebelagte sektor.
2. Der vil blive behov for nye tiltag indenfor LULUCF-sektoren for at udnytte de muligheder, der er for at medregne sektoren sammen med den ikke-kvotebelagte sektor.
3. Landene skal medregne optag og udledninger af drivhusgasser fra skovrejsning, skovrydning og de dyrkede jorder.
4. Inddragelse af øvrige skove samt træprodukter medregnes i forhold til kravet om et samlet positivt bidrag fra LULUCF-sektoren og dermed i forhold til, at afbrænding af biomasse i energisektoren kan kaldes CO2-neutral.
5. Øvrige vådområder kan medregnes på frivillig basis.
6. Landene får en fleksibilitet på tværs af skove og landbrugsjorder til at sikre, at der er et positivt bidrag og kan desuden handle internt.

Kommissionens udspil til regler for medregning af LULUCF-bidraget virker robuste og vil skabe yderligere incitament til, at landene tager arealanvendelsen i brug med henblik på at nå de mål, der blev aftalt på COP21 i Paris. Det kan selvfølgelig altid diskuteres, hvor meget eller hvor lidt LULUCF, der bør medregnes. Særligt når vi går fra en situation med et 2020-mål, hvor det slet ikke medregnes.

Der bliver dog efter alt at dømme også tale om nye reelle tiltag, der er med til at reducere de samlede udledninger til atmosfæren. Og det er givetvis ikke alle lande, der får lige nemt ved at udnytte LULUCF-muligheden for deres ikke-kvotebelagte sektor. Endelig får vi sikret, at udledningerne fra afbrænding af biomasse i energisektoren er medregnet i LULUCF-sektoren i størst mulig omfang.

Nu mangler vi så forhandlingerne i Bruxelles, og det er nok forventeligt, at hvert land her vil se nærmere på, hvad reglerne betyder for lige præcis deres muligheder for at benytte LULUCF til at opfylde mål for den ikke-kvotebelagte sektor.