Ti principper der sætter kurs mod lavudledningssamfundet
Sidste år i juni bad den norske statsminister Erna Solberg den norske erhvervsmand Idar Kreutzer og mig om at formulere et bud på, hvad der skal til, for at olie- og gasnationen Norge kan blive et land præget af "grøn konkurrencekraft".
Baggrunden var ikke kun, at international klimapolitik tilsiger, at alle lande nu hurtigt skal gå mod lavemission og nuludledning. Grundet de faldende oliepriser oplevede Norge allerede sidste år, at beskæftigelsen i petroleumsindustrien faldt med næsten 30.000 personer, samtidig med at indtægterne fra olien og gassen dykker markant. Noget andet skal sættes i stedet. Men hvad?
Solbergs spørgsmål er i sandhed lettere at stille end at svare på. Men i dag afleverede vi på et pressemøde i Oslo vores svar til statsministeren og miljø- og klimaministeren i form af rapporten Grønn konkurransekraft.
Rapporten indeholder en lang række både tværgående og sektorspecifikke anbefalinger. F.eks. om hvordan forsknings- og udviklingsbevillingerne i højere grad må drejes over i grøn retning, om hvordan der skal være større incitament for universiteter og læreanstalter til at hjælpe med til at omsætte ny viden til produkter, om hvordan omstillingen til ikke-fossil transport må speedes op, og om hvordan rammevilkårene for norsk erhvervsliv må lægges til rette, hvis den grønne omstilling skal tage fart.
Der er mange anbefalinger. Og måske er det største resultat allerede leveret: Som en del af vores arbejde, har vi været i dialog med alle dele af det norske samfund og skubbet på for, at de forskellige sektorer formulerer planer for, hvordan deres sektor kan leve op til målsætningen om, at Norge skal være lavemissionssamfund i 2050.
11 sektorer tog handsken op, og de der i første omgang var for forsigtige, bad vi gå tilbage til baglandet og give det et nyt forsøg. Resultatet er, at der nu ligger et helt konkret grundlag for handling fra 11 af Norges mest centrale og mest udledende sektorer. Inkl. olie- og gassektoren og procesindustrien, hvor sidstnævnte er kommet med et bud på, hvordan de ligefrem kan have negative udslip i 2050 - samtidig med at de fordobler produktionen!
Men måske allermest interessant også i den danske sammenhæng er, at vi har formuleret ti principper for politikudformning. Hvis politikerne bredt kunne enes om at lægge disse principper til grund for politiske og økonomiske beslutninger, tror jeg, at ethvert samfund hurtigere vil komme på ret klimakurs. Markedet har en central rolle at spille i den grønne omstilling. Men for at markedet kan fungere optimalt, må de eksisterende markedsfejl korrigeres. F.eks. er det for billigt at forurene og sløse med ressourcer. Det skal koste at gøre det forkerte, og der skal være et indbygget incitament til at erstatte den herskende tendens til at tænke og handle kortsigtet med et mere langsigtet perspektiv.
Hvis de norske partier bredt kan enes om at lægge disse principper til grund, når man træffer politiske valg, ville der være skabt et solidt fundament for, at erhvervsliv og investorer tør handle og satse mere langsigtet. Der ville selvfølgelig stadig ind imellem være politisk diskussion og måske uenighed om helt konkrete værktøjer. Men klima- og ressourcehensynet ville blive langt mere systematisk og konsekvent integreret i de økonomiske og politiske valg end tilfældet er i dag. Norge ville have solid kurs mod fremtidens lavemissionssamfund.
Ingen har patent på disse principper. Så blot til inspiration.
Noget for Danmark?