Udfordringer for morgendagens energipolitik

Dagens og morgendagens energipolitik er den samme. Det der driver, og det der begrænser, energipolitikken i de kommende år er nødvendigheden af at reducere drivhusgasemissionerne til max 2 tons CO2e pr indbygger pr år i 2050. Det indtil videre, ifølge IPPC, bedste operationelle mål for at respektere målsætningen om max 2 graders stigning i den globale gennemsnitstemperatur. Muligheden for at nå dette mål vil snart være forpasset, hvis det ikke allerede er sket.

I Danmark har 2 tons CO2e-målet i de seneste år tabt opmærksomhed i forhold til mål-konkurrenten ”fossilfrihed” (eller ”fossilneutralitet”) i 2050. Det skyldes formentlig Klimakommissionens konklusion fra 2010, der pegede på, at det rent faktisk er muligt for Danmark at blive fossilfri i 2050.

Imidlertid er ”fossilfrihed” eller ”fossilneutralitet”, ved nærmere eftersyn, en mindre krævende målsætning end 2 tons CO2e-målsætningen. Det skyldes dels, at emissioner uden for energisektoren (især metan fra landbruget) er betydelige, dels at biomasse tæller 100% med i det fossilfri scenarie, mens det ikke nødvendigvis gør sig gældende i forhold til CO2-reduktioner.

Forsyningssikkerhed er bestemt en udfordring i udformningen af fremtidens elforsyning, men meget mindre end når vi taler om importerede brændsler, hvad enten det er fossile brændsler eller biomasse. Her har de seneste år vist, at der er mere rigelige ressourcer end først antaget. Dette blogindlæg beskæftiger sig ikke direkte med brændselsforsyningssikkerhed, et tema som alene synes at være relevant i forhold til risikoen for en pludselig afbrydelse af betydelige dele af den globale olieforsyning.

Hovedudfordringerne for både dagens og morgendagens energipolitik kan anskues fra tre perspektiver:

1. Målet: Sigter vi efter det rigtige mål?
2. Retningen: Bevæger vi os med den nuværende politik hen imod målet eller er vi i virkeligheden på vej i en anden retning?
3. Hastigheden: Når vi tidsnok i mål?

Målet

Siden Klimakommissionens rapport blev udgivet i september 2010 har det politiske mantra været, at Danmark i 2050 skulle være fossilfri eller fossilneutral. I den forbindelse er det værd at hæfte sig ved, at Kommissionens mandat fokuserede på om og hvornår et ”fossilfrit samfund” ville være muligt, snarere end om det ville være at foretrække frem for et samfund med nul eller meget lav CO2-udledning.

Efterfølgende burde erkendelsen af, at biomasse ikke per automatik er lige så CO2-neutral som det blev antaget af Klimakommissionen have ført til nye overvejelser om, hvorvidt den største udfordring er ”fossilfrihed” eller et samfund med en lav udledning af CO2 (fx den førnævnte maksimale udledning fra energisektoren på 2 ton CO2e per indbygger per år som foreslået af IPCC).

Der findes imidlertid ikke noget entydigt svar på det spørgsmål. Men - hvis biomasse indregnes på behørig vis, vil det blive sværere at opnå målet om en max-udledning på 2 ton CO2 per borger, end det vil være at blive uafhængig af fossile brændstoffer.

Når der på nuværende tidspunkt ikke stilles krav om, at CO2-emissionen fra importeret biomasse modsvares af tilsvarende CO2-binding, er det for nemt at prale med et faldende forbrug af fossile brændsler, når der ikke er nogen basis for at kunne prale med at have opnået CO2-reduktionerne. Det skyldes, at der simpelthen ikke er basis for at prale med reduktioner i udledninger, der er beregnet på basis af, at importeret biomasse har nul-udledning.

Konklusionen er, at det er vigtigere at have et mål om at reducere udledningen af CO2, end det er at have et mål om at reducere brugen af fossile brændstoffer. Det er vitterligt umuligt at opnå tilstrækkelige reduktioner uden at udfase brugen af fossile brændstoffer med næsten 100%. Ikke desto mindre er det langt nemmere at udfase brugen af fossile brændsler ved at substituere brændslerne med biomase, hvilket ikke nødvendigvis møder et mål om at reducere udledningen af CO2.

Retningen

Retningen for vores nuværende klima- og energipolitik skal bedømmes på, hvor effektivt den imødekommer de udfordringer vejen til de forskellige mål bringer. I den kontekst er EU’s 2030-mål om udledninger uden for EU’s kvotehandelssystem, samt 2050-målet om max 2 tons CO2e pr. indbygger, der som nævnt også indebærer en udfasning af brugen af fossile brændstoffer, det vigtigste.

Der er i den forbindelse absolut ingen tvivl om, at 2050-målet er det mest krævende. For ikke-kvotesektoren har EU-Kommissionen anbefalet en reduktion for Danmark på 39 % i 2030 i forhold til niveauet i 2005. Men på grund af en række fleksibilitets-mekanismer giver det Danmark en reel mulighed for at slippe afsted med en national reduktion på kun 33 %. Og allerede forud for forhandlingerne har regeringen erklæret, at de vil udnytte alle muligheder for at reducere mindst muligt på nationalt plan.

I vurdering af retningen skal man selvfølgelig fokusere på de vanskeligste udfordringer i forhold til målene. Det har imidlertid ikke været tilfældet indtil videre. I stedet har man plukket de lavthængende frugter ved at erstatte kul og naturgas med biomasse og vind inden for el- og varmesektoren.

Hovedudfordringen synes imidlertid at være, at sektorerne uden for elektricitet og fjernvarme også skal omstruktureres til at være drevet af CO2-neutral energi. Og den strukturelle ændring i fjernvarmesektoren består i at omlægge til (vindbaseret) el snarere end til importeret biomasse. Både i el- og fjernvarmesektoren bliver biomasse beskrevet som en overgangs-løsning. Det understreger imidlertid behovet for en senere, strukturel forandring i sektorerne, og at den egentlige, afgørende, omstilling blot udskydes til et senere tidspunkt.

Af de tre elementer i analysen af retningen for klima- og energipolitikken, kan man således observere følgende:

• Hovedudfordringen som er en nødvendig strukturel forandring af energisektoren, bliver ignoreret.
• Det ellers gode element, nemlig at udvide produktionen af vindenergi, bliver bremset, hvis ikke endda sat på pause.
• Den ”unyttige” omstilling, fremme af brug af importeret biomasse i stor skala kører for fuld fart (og med milliardinvesteringer foran sig). Udover at den fører til investeringer i den forkerte infrastruktur svækker det muligheden for i tilstrækkelig grad at udnytte en løsning, der er holdbar i et længere perspektiv, nemlig brugen af mere vind- og solenergi.

Hastigheden

Farten har været omdrejningspunktet for de politiske diskussioner af Danmarks klima- og energipolitik siden regeringsskiftet i 2015. Og der er ingen tvivl om, at regeringens ledesnor er, hvordan de kan slippe af sted med at gøre mindst muligt. Det er selvfølgelig beklageligt på mange punkter, men der er mere i det end som så.

Værdien af farten hænger tæt sammen med retningen. Så længe regeringens manglende retning for den grønne omstilling øjensynligt bliver understøttet af så godt som alle politiske partier og alle større spillere i civilsamfundet, er der mindre grund til at begræde den manglende fart. Det skyldes, at det naturligvis giver mindre mening at fortsætte udbygningen af vindenergi, hvis omstillingen til et bredere brug af elektricitet bliver ignoreret - hvis ikke endda søgt forhindret. Og det er, alt i alt relativt let at indhente bygningen af de vindmøller, der ikke bliver opført i dag – i hvert fald langt lettere end at omstille transportsektoren til at køre på el eller at overbevise fjernvarmesektoren til at opgive milliardinvesteringer i biomasseanlæg til fordel for investering af andre milliarder i varmepumper.

Dansk energi- og klimapolitik lider under selvros og overvurdering. Det er sandt, at vores andel af vindenergi i elproduktionen er exceptionel, og at vores høje andel af kombineret kraft-varmeproduktion (der nu er ved at blive afmonteret) før har været en verdenskendt og anerkendt model. Vores eksport af energiteknologi i sin bredeste forstand, har desuden været et af få fyrtårne i en periode med ellers økonomisk modgang.

Men fremtiden ser ikke sort, men mindre lys ud: Tidens eneste bevægelse er hen imod omstillingen til importeret biomasse – med tvivlsomme CO2-reduktioner (grundet forkerte udregningsmetoder). Dertil er der heller ingen tegn på, at hverken regeringen eller oppositionen er klar til at adressere de egentlige udfordringer i omstillingen af samfundet, hvor CO2 tillægges den korrekte værdi i forhold til at være på eller under det niveau, det kræver, for at man overholder grænsen for en global temperaturstigning på højst 2 grader.

---

Dette blogindlæg gengiver hovedtrækket af et indlæg på Foreningen Danske Kraftværkers ”energipolitiske åbningsdebat” den 6. oktober 2016. Efter regeringsomdannelsen i november 2016 ser det ud til at investering i vindenergi er tilbage på sporet fra energiaftalen fra 2012. Det er selvfølgelig glædeligt. Men det havde været at foretrække, at det ny regeringsgrundlag i højere grad havde forholdt sig til det svage led i energipolitikken, nemlig behovet for en langsigtet strukturel omstilling af energiforbruget mod langt mere elektricitet.