2 graders-målet forbundet med store risici
Forventningen er, at klimatopmødet i Paris vil tage det første skridt til at sikre en verden, som bliver højst to grader varmere i år 2100 sammenlignet med den førindustrielle periode, dvs. siden 1880. Man besluttede 2 graders-målet allerede på COP 15 i København med mulighed for eventuelt at kunne revidere målet i retning af 1,5 grader.
Siden da er 2 graders-målet gentaget af de store økonomier i G7, G20 og i flere bilaterale erklæringer mellem verdens store lande. Vi har i oktober 2015 passeret en grads gennemsnitlig global opvarmning, og med den forsinkede effekt, der er i klimasystemet, vil opvarmningen fortsat stige på den korte bane uanset hvad vi gør i dag.
Men hvad betyder en 2 graders-målsætning? Er det nok? Og er det et rimeligt mål? Lad os se på nogle af de faktorer som spiller en rolle i vurderingen af 2 graders-målet:
1. Risikoen
Det internationale klimapanel (IPCC) vurderer, at en 2 graders global gennemsnitlig opvarmning med udgangen af dette århundrede indebærer et råderum på omkring 1.000 gigaton drivhusgasser (CO2 ækvivalenter) i atmosfæren. Til sammenligning var udledningen af drivhusgasser i 2014 på omkring 53 gigaton, og selv med de indsendte klimaplaner fra verdens lande forventes det at verdens samlede udledningsniveau vil nå op på 56 gigaton – som dog stadig er væsentligt lavere end hvis udledningerne fortsætter på nuværende niveau.
Det er vurderet, at vi vil få behov for at nå et CO2-neutralt niveau på et tidspunkt mellem 2060 og 2075. UNEPs Emissions Gap Report (se figur nedenfor) viser, at vi for at nå dertil på den mest effektive måde skal ligge på et udledningsniveau i 2030 på omkring 42 gigaton, hvilket er 14 gigaton lavere end det de nuværende beskrevne tiltag i de indsendte klimaplaner.
Vi har altså i bedste fald et ”hul” på 14 gigaton, som skal lukkes i de kommende år gennem nye forpligtigelser og tiltag. Der er betydelig usikkerhed i beregningen af, hvorvidt dette er nok, og det bedste videnskaben kan sige er, at der med et sådan udledningsniveau i 2030 er der ca. 66 pct. sandsynlighed for, at vi lægger os på et spor, hvor vi holder os indenfor 2 graders-scenariet. Det vil sige, at der er ca. 34 pct. risiko for, at vi ikke gør.
2. Klimapåvirkningen ved to grader
Vi ved, at selv et 2 graders-scenarie vil have meget alvorlige konsekvenser for mennesker, dyr og planter. Ved 2 grader vil vi se levegrundlaget forsvinde eller blive stærkt reduceret i store egne af verdenen omkring ækvator, og for eksempel i Europas nærområder (Mellemøsten, Nordafrika og Golfen), hvorfra vi i dag modtager mange flygtninge og migranter. FNs klimapanel peger på, at der også i disse egne vil være større vandmangel, og fødevareudbytter vil falde i de varmeste egne af verden på et tidspunkt hvor regionen i øvrigt oplever en befolkningseksplosion. Storme og ekstrem hedebølge vil tage til overalt, dyrearter vil risikerer, at uddø, koralrev vil blive skadet, og tropiske sygdomme vil påvirke flere mennesker end i dag. Det er hvad FNs klimapanel fortæller os.
Mest alvorligt er dog, at vi i vores levetid vil se de første af de lavest beliggende østater i Stillehavet forsvinde i historiebøgerne, herunder sandsynligvis Kirabati og Tuvalu, hvor der allerede nu lægges migrationsstrategier, som kan anvendes, når tiden kommer til at give afkald på fædrelandene. Klimapanelets femte hovedrapport fra 2014 udtrykker forventning om en stigning i det gennemsnitlige havvandsspejl på mellem ½ og 1 meter i år 2100 alt efter hvor stor den globale opvarmning bliver inden da.
Det er i øvrigt denne faktor – østaters forsvinden, tab af landbrugsjord m.m., hvor klimatilpasning ikke længere er mulig – der er grundlaget for de fattigste landes krav i forhandlingerne om en særlig ordning for at kompensere permanente tab og skader. Et krav som ikke møder stor velvilje blandt de rige lande, da konsekvenser af deciderede erstatningskrav kan virke uoverskuelig.
3. Prisen for fastholdelse af et 2 graders-scenarie
Tid og omkostninger er her de centrale omdrejningspunkter. For det første: Jo højere reduktionsmål (lavere opvarmningsmål), desto voldsommere skal omstillingen være for at skabe et globalt lav-emissionssamfund med mindst mulige klimaskader. Det medfører alt andet lige et højere investeringstempo og dermed større finansieringsbehov up-front.
Vi glemmer dog ofte at de mange billioner dollars der skal til for at sikre rettidig omstilling hurtigt, vil være en god investering i fremtiden, hvor omkostningerne ved ikke at sikre omstilling vil være langt større. Senest har forskere fra Stanford og Berkeley sandsynliggjort, at klimaforandringer med udgangen af århundredet kan koste op mod 23 pct. af verdens BNP, hvis vi ikke for alvor får stoppet den globale opvarmning (se figur nedenfor).
For det andet: Jo senere vi topper med mængden af drivhusgasser i atmosfæren, desto hurtigere skal vi efterfølgende reducere vores udledninger. Der er dog grænser for denne dynamik. Videnskaben fortæller os, at topper vi først vores udledninger af drivhusgasser efter 2040 kan vi ikke længere holde dn globale opvarmning under to grader. Og jo længere vi venter frem mod 2040, desto større er prisen (investeringsbehovet) alt andet lige for at fastholde verden på et to graders globalt opvarmningsscenarie.
Verdensbanken har vurderet, at omkostninger kan stige med 50 %, hvis vi venter med at komme i gang til i 2030, men også, at merudgiften ved omstillingen ligger på ”kun” et niveau omkring 0,5 pct. af verdens BNP. Investeringsbehovet og tempoet varierer således med tidspunktet for, hvornår vi kommer i gang, og hvor højt vi lægger ambitionsniveauet.
4. Det moralske aspekt
Ved fastlæggelse af en to graders målsætning trækker vi en linje mellem de lande og befolkninger som vi tror på kan ”reddes”, og de lande og befolkninger som vi er parate til ofre. Mon de østater, der kan forventes at synke i havet mener, at det er et rimeligt valg? Nok ikke. Og det er da også grunden til, at 106 af de mest udsatte lande i verden nu kræver tilslutning til et fast globalt opvarmningsmål på højst 1,5 grader i stedet for målet på de 2 grader i Paris. Det er her særligt tale østaterne, de mindst udviklede, og de afrikanske lande, der er tale om. Et møde i koalitionen af sårbare stater vedtog således i november 2015 et ”Manilla Communique” som formulerer dette krav.
Konklusionen er klar: En global aftale som begrænser en global opvarmning til højst 2 grader i stedet for 1,5 grader indebærer betydelige risici for at skyde over en ”sikker” klimafremtid som vi stadig kan kontrollere. Derudover indebærer den en accept af store klimaskader for mennesker, planter og dyr overalt på jorden, samtidigt med at vi hermed har foretaget det moralske valg ikke at ville redde alle lande på jorden fra havvandsstigninger.
Vi ved at et mål på 2 grader vil være langt billigere at nå end et mål på 1,5 grader, da reduktionstakten i udledninger af drivhusgasser vil skulle være langt større i et 1,5 graders scenarie. Omvendt ved vi også, at alle investeringer nu i en ambitiøs omstilling kan blegne i forhold til de omkostninger, der kommer, hvis vi ikke får bugt med klimaforandringerne.
Debatten omkring det langsigtede mål for begrænsning i den globale opvarmning vil naturligvis få betydelig opmærksomhed i forhandlingerne, og det vil kunne forventes, at formuleringer i den kerneaftale som kommer fra Paris vil fastholde 2 graders-målsætningen sammen med en politisk forpligtigelse om at afsøge alle muligheder for at identificere reduktionsveje som kan begrænse opvarmning til højst 1,5 grader ved udgangen af det 21. århundrede.