Brexit er dårligt nyt for klimakampen

Øv, øv, øv! Der er mange grunde til at briternes farvel til EU-samarbejdet er noget hø. En af dem har at gøre med klimakampen. Både EU's og Storbritanniens klimaindsats kan blive ramt hårdt. I bedste fald er der skabt øget usikkerhed om mål og midler i EU, og i værste fald kan britiske exit få ganske alvorlige konsekvenser for den globale klimakamp. Lad os se på nogle af følgerne:

EU mister en afgørende stemme i fastlæggelsen af unionens energi og klimapolitik. Storbritannien har sammen med Danmark og få andre lande hidtil tilhørt den ambitiøse klimafløj i EU, og Storbritannien har traditionelt været en afgørende alliancepartner for Danmark og også Kommissionen i det løbende opgør med de klimapolitisk mere bagstræberiske lande i syd og øst, anført af Polen og Visegrad-landene. På de interne linjer i EU har Storbritannien været ekstremt dygtige til at trække på hele diplomatiets værktøjskasse, bl.a. gennem orkestrering af korridor-alliancer, og dygtigt strategisk spil, hvor forskellige EU-lande positioneredes af Storbritannien til at tage tæskene eller æren i fremme af ambitiøse initiativer med oprindeligt udspring i White Hall. Vi mister en dreven strateg og taktiker i det europæiske energi- og klimaspil.

Storbritannien var faktisk det første land i verden til at sætte et reduktionsmål på 80 % i 2050, og har naturligvis (i modsætning til det måske mere fodslæbende Danmark) allerede sat et lov-ophængt klimamål på 55 % reduktion i 2030.  På et tidspunkt, hvor EU's interne fordelingaf drivhusgasreduktioner fra landbrug, transport og bygninger skal aftales og hvor en række østeuropæiske lande udfordrer det generelle ambitionsniveau i EU, er der stor risiko for at EU's fremadrettede generelle klimaindsats svækkes i fraværet af en stærk britisk klimastemme i EU.

Det har den konkrete betydning, at byrdefordelingen nu skal gennemføres uden indregning af det det bidrag som Storbritannien ville skulle forpligtes på, og da fordelingen beregnes ud fra blandt andet det generelle velstandsniveau i de enkelte medlemslande, vil en del af Storbritanniens relativt større forventede reduktionsforpligtigelse nu i stedet tilfalde de lande i øst, som er mindre velstående og som i forvejen er skeptiske overfor indsatsniveauet. Byrdefordelingen skal med andre ord genkalibreres og forhandles med baggrund i en ny politisk virkelighed, hvor den klimaprogressive fløj står svækket.

Hvad betyder brexit så for Paris aftalen? EU's andel af de globale udledninger er naturligvis faldet som følge af brexit (sandsynligvis med omkring – eller lidt mere end - et procentpoint fra ca. 9,6 % til ca. 8,6 % af de globale drivhusgasudledninger), og Storbritannien trækker med sine omkring 13 % af EU's årlige udledninger dermed en ordentlig klump ud af EU-regnskabet. Men EU er stadigt bundet af reduktions-forpligtigelsen i Parisaftalen på de 40 % i 2030, og der vil nu under klimaaftalens udmøntning skulle ske en allokering af de reduktioner der skal ske i henholdsvis EU og i Storbritannien.

Og hvad er betydningen for EU's forpligtelser under Kyotoprotokollen? Den nuværende forpligtelsesperiode løber frem til 2020, og fordelingen af de forpligtigelser vil naturligvis nu også skulle fastlægges for henholdsvis EU og Storbritannien. 

Tæt knyttet til beslutningen om fordelingen af EU's drivhusgasreduktioner er spørgsmålet om EU's ratifikation af Parisaftalen. Der er et globalt kapløb i gang om at være blandt de 55 lande, der skal ratificere før aftalen træder i kraft, og der er en ambition om at det skal kunne ske allerede før det næste klimatopmøde i Marrakesh til december. EU's ratifikation vil skulle ske på både enkeltstatsniveau og på fællesskabsniveau, og det har i den forbindelse været afgørende for flere EU-lande, at en sådan beslutning om ratifikation skal ses i lyset af fordelingen af reduktioner (læs: presbold for de lande som er kritisk overfor et stort reduktionskrav). Med brexit er der udsigt til ratifikationsprocesserne i de enkelte medlemsstater kan blive endnu tungere og sandsynligvis forsinket i forhold til ambitionen om at indgå blandt de 55 lande som med sine ratifikationer sikrer Parisaftalens ikrafttræden. Der er risiko for et globalt prestigetab for EU, hvor man med en forsinkelse ender med blot at blive et ”associeret medlem” til Parisaftalen.

Og så er der spørgsmålet om EU’s CO2-kvotemarked - ETS’en. Hvis Storbritannien får et tilhørsforhold til EU, som ligner den norske model, kan de fortsætte som et associeret medlem til ETS’en, dog uden at have indflydelse på systemets videreudvikling. Og vil et nyt forandret politisk lederskab i Storbritannien netop det? Hvis ikke, hvad vil der så ske? Hvor stor en del af de udstedte kvoter vil skulle annulleres, ud over de omkring 900 millioner ton, der allerede er tilbageholdt, og hvilken betydning har det for at planen om at genintroducere de tilbageholdte ton i 2019/20? Konsekvensen kan blive et sandsynligvis endnu mere udhulet europæisk kvotemarked.

Samtidig er konturerne til en stærk klima- og energiunion ved at tegne sig i EU. I Kommissionen arbejdes der hårdt for at skabe rammerne for et fælles sammenhængende europæisk energisystem – et system der vil være helt afgørende for at få den vedvarende energi rundt i Europa. Klima- og energiunionen er et klokkeklart eksempel på, at en fælles EU-tilgang er helt afgørende – både i forhold til klimaindsatsen, forsyningssikkerheden og en omkostningseffektiv omstilling. Med brexit risikerer medvinden i landene at blive vendt til modvind, selv for et så oplagt fælles europæisk projekt som klima- og energiunionen.

Endelig er der også spørgsmålet om EU's klimadiplomati, som helt sikkert vil blive særdeles hårdt ramt af brexit. Meget sigende var EU's chefforhandler i Paris de facto brite (Pete Betts), og Commonwealth har gennem Storbritannien med sine 53 medlemsstater været et effektivt netværk til rådighed for EU's klimadiplomati i forhold til lande i syd, øst og vest. I hvor høj grad kan man gøre brug af Commonwealth i fremtiden? Det er en afgørelse, der nu alene ligger i Storbritannien, ligesom EU's stemme i såvel G7 og G20 risikeres at svækkes med Storbritanniens fremadrettede mere selvstændige stemme i disse fora. Så længe der er konvergens i EU og Storbritanniens internationale klimasynspunkter et det næppe et problem, men det kan jo ændres hurtigt i et nyt britisk politisk lederskab der måske i højere grad orienterer sig mod andre dele af verden.

Så er der spørgsmålet om tabet af EU klima-intelligentsia. Tag ikke fejl: Rigtig meget af den klima-videnskabelige kompetence i offentlige institutioner, universiteter, civilsamfundet og de private tænketanke udspringer fra de engelske øer. Tænk blot på kapaciteter og roller udvist af UK Met Office, The Tyndall Centre, The Grantham Institute, Oxford Analytica, Carbon Tracker, IIED, ODI osv. Statslige myndigheder i DECC (Klimaministeriet) og DFID (Udviklingsministeriet) har altid været blandt de fagligt stærkest funderede i det europæiske klimasamarbejde, og af blot den grund har Storbritannien været en toneangivende stemme i EU's og det globale klimasamarbejde. Der er mange andre europæiske højborge på klimaviden, men englænderne har i enestående grad forstået at koble sin nationale klima-intelligentsia med politikskabende indsatser ude og hjemme.

Afslutningsvist er spørgsmålet så om hvad der vil ske i Storbritannien? Brexit-tilhængere rummer en forholdsmæssigt større andel af klima-skeptikere, herunder for eksempel UKIPs leder, der nærmest benægter klimaforandringer og ønsker klimaministeriet nedlagt, samt den måske kommende premierminister Boris Johnson, der ganske vidst har engageret sig i C40 netværket af klimaambitiøse storbyer, men som til tider også har udtrykt skepsis overfor klimaspørgsmålet. Vil man fastholde en ambitiøs engelsk klimapolitik fremadrettet? Det står meget uklart, også i lyset af at den siddende regering under Cameron allerede selv har tages skridt til aflyse en række subsidier og tilskudsordninger på vedvarende energi.

Og hvad kommer det til at betyde for dansk eksport af energi-teknologier til UK? Vi eksporterede i 2013 for omkring kr. 10 mia. energiteknologi til Storbritannien, hvoraf ca. 80 % var grønne teknologier. Over 14 % af den danske energi-teknologi gik til UK i 2013. Danske pensionskasser og energiselskaber står bag nogle af de største off-shore havvindmølleparker i Storbritannien, og mange jobs er bundet i den eksport og servicering der er knyttet hertil. Vil eventuelle nye toldmure og en øget politisk usikkerhed omkring Storbritanniens ambitionsniveau svække denne del af eksporten? Hvilken betydning får det at Storbritannien finansierer 14 % af EUs budget (nettobidraget er ca. 3,5 mia. EUR)? Vil EU's klimaindsats og investeringer i den grønne omstilling lide last. Det er der en væsentlig risiko for.

Alt i alt er brexit udtryk for en sandsynlig svækkelse af EU's langsigtede rolle i den globale og EU's egen klimaindsats, og åbner op for nye klimaslagsmål i EU-samarbejdet på det måske mest kritiske tidspunkt, hvor Parisaftalen skal omsættes i handling i de enkelte EU medlemsstater. Danmark har helt sikkert mistet en afgørende alliancepartner i EU's klimasamarbejde.

Og hvad betyder brexit så for Danmarks klimaindsats?

• At vi skal op på dupperne og være med til at udfylde det meget store hul, der nu kommer i den klimaprogressive lejr indenfor EU-samarbejdet. Hvis ikke de progressive lande forstår at dække dette hul er der betydelig risiko for at den mindre ambitiøse lejr dominerer, og at vi dermed får et lavere fælles ambitionsniveau, som ikke vil stå mål med vores rolle og ansvar i verden. Det stiller krav til et meget aktivt dansk klimadiplomati, hvor vi skal gøre vores til at samle de stærke stemmer i EU og understøtte den linje som både Kommissionen, Tyskland og Frankrig hidtil har været fortalere for. Forhandlingerne om reduktionsforpligtelser bliver den første lakmustest på om vi er opgaven voksen.

• At vi skal kæmpe Storbritanniens sag i de forestående forhandlinger om associering med EU, og gøre alt hvad vi kan for at forankre briternes enorme klimakompetence tæt på EU's egne ambitioner og indsatser, herunder EU’s eget klimadiplomati. Vi skal arbejde for at Storbritannien fastholdes i ETS’en, og Danmark kan helt sikkert spille en vigtig rolle som bro og formidler mellem EU og Storbritannien i de forestående forhandlinger på klimaområdet. Vi står med garanti højt på listen af de lande som briterne hurtigt vil tage kontakt til for netop at udfylde en sådan rolle.

• At vi skal være klar på at EU's budget på omkring 1 billion euro nu kommer under pres som følge af brexit, og hvor det ikke kan forventes at det 14 %-hul i budgettet som nu kommer dækkes af højere bidrag fra medlemsstaterne. Det er afgørende at et reduceret EU-budget fastholder ambitionsniveauet på den grønne omstilling.

Foto: Flickr/threefishsleeping