Klimatilpasning - behov for ændret paradigme i planlægningen
”Jeg går mere forvirret hjem end jeg kom. Hvorfor kan I ikke bare give mig ét tal som jeg kan bruge i den kommunale planlægning”. Det var en af kommentarerne på et nyligt møde om klimaændringers effekter på vandressourcer (Hydrologidag 2010), hvor forskere fremlagde nyeste viden, herunder usikkerhedsvurderinger. Det illustrerer den hovedudfordring, vi står overfor med klimaændringer. På den ene side er vi overbeviste om, at klimaændringer vil resultere i gennemgribende ændringer for fx vandressourcer, økosystemer og infrastrukturer i by og på land. På den anden side er vurderinger af effekter af klimaændringer behæftet med betydelige usikkerheder.
I en sådan situation kan man vælge at sige, at disse vurderinger er så usikre, at det ikke giver mening, at inddrage dem i en planlægningsproces. Den strategi har Miljøministeriet tilsyneladende valgt at benytte i forbindelse med de vand- og naturplaner, der for tiden er i offentlig høring. Det mener jeg ikke er nogen god strategi. Beslutninger om fremtidig infrastruktur, som dimensioneres med en levetid på et par årtier eller mere, bør klimavurderes allerede nu.
Hvis vi ikke vil benytte informationer om klimaeffekter før usikkerheden om et par årtier er væsentlig reduceret, ser vi bort fra en masse viden og vil uvægerligt træffe samfundsmæssigt uhensigtsmæssige beslutninger. At vi altid fremhæver, at klimavurderingerne er behæftet med stor usikkerhed, betyder jo ikke, at vi ingenting ved, snarere at vi er ærlige omkring, hvad vi tror, vi ikke ved. Vi kender allerede nogle af de overordnede tendenser.
Man kan også vælge at sige, at vi ikke vil tage hensyn til disse besværlige usikkerheder. Giv os i stedet en officiel klimafremskrivning, som skal benyttes til alle klimavurderinger fremover. Det er heller ikke nogen god ide. For det første ved vi jo ikke, hvilke aftaler verdenssamfundet får lavet om udslippet af drivhusgasser. For det andet ved vi, at forskellige, lige gode, klimamodeller giver meget forskellige klimafremskrivninger. For det tredje er der forskellig risikovillighed for forskellige infrastrukturer. Hvis man vil have en stor sikkerhed for, at en infrastruktur er klimasikret de næste 100 år, som det måske kræves ved projekteringen af dyre komplicerede motorvejsanlæg, skal man vælge en af de fremskrivninger, der giver en stor klimaændring. Hvis man derimod skal projektere et nyt dige i et sommerhuskvarter, kan man med fordel vælge en fremskrivning med en lille klimaændring og så justere digehøjden om et par årtier, hvis det viser sig at være nødvendigt.
Klimatilpasning kræver et paradigmeskift. I stedet for at planlægge ud fra det bedst mulige skøn for fremtiden, er der brug for en fleksibel strategi, hvor der træffes beslutninger, der er robuste overfor de store usikkerheder, vi står overfor. Vi får brug for både investeringer i infrastrukturer og for at ændre adfærd. Hvor den balance skal gå, kan kun afgøres ved aktivt at involvere alle berørte personer.
---
Jens Christian Refsgaard er professor for GEUS, og repræsentant i CONCITOs fødevare- og jordbrugsgruppe.