Lovende opstart på COP21

Vi er kommet fra start i forhandlinger i en god og konstruktiv tone. Verdenslederne har i går gjort hvad de i bedste falde kunne forventes at gøre, nemlig:

1. at sætte et højt forventningspres på forhandlerne om at nå et ambitiøst resultat og
2. at bakke op om de mange nye handlingskoalitioner, som er dukket op udenfor selve forhandlingerne, men som illustrerer hvorledes den private sektor, byer, civilsamfundet og andre ikke-statslige aktører ikke alene anerkender klimaudfordringen, men er parate til at bidrage i en fælles global indsats for at modgå klimaforhandlingerne. 

Det overordnede hovedsigte er således at give retning i forhandlingerne, samt at afsende et stærkt signal til markedet om at gårsdagens farve er sort, og morgendagens farve er grøn. 

Forventningspres på forhandlerne

"Familiefoto" fra indledningen af COP21. Foto UN/Rich Bajornas

For så vidt angår den første del – etablering af et forventningspres, var det bemærkelsesværdigt hvor enslydende tonen var fra især de amerikanske og kinesiske statsledere. Men også i varierende grad hos nøgle-statsoverhovederne fra de andre store udviklingslande, nemlig Brasilien og Indien.

Der var en klar anerkendelse af alvoren i udfordringen, det fælles ansvar for klodens fremtid og nødvendigheden af, at aftalen skal sikre en ramme for, at alle lande kan bidrage til den kollektive udfordring ud fra de kapaciteter de nu engang har. Især USA og Kina understregede den private sektors rolle, og behovet for innovation og teknologi, samt for overførsel af støttemidler fra de rige lande til at understøtte omstillingen af økonomier overalt. 

Bemærkelsesværdigt var også at mere end 100 af de mest klimasårbare lande, sammen fremsatte en målsætning om, at overgå til 100 pct. vedvarende energi, og i den forbindelse udtrykte forventning om vedtagelse af en begrænsning i den globale opvarmning på 1,5 grader og ikke 2,0 grader som lige nu er det aftalte mål i forhandlingerne.

Nye initiativer

Lancering af Mission Innovation. Foto: Flickr/Gobierno de Chile

For så vidt angår den anden del – lancering af nye globale initiativer udenfor forhandlingerne noterede vi f.eks. initiativer som:

• Mission Innovation med Obama og Bill Gates i spidsen og en række andre lande, herunder Danmark, som samlet stiller $20 milliarder til rådighed for at styrke forskning i alternativ energi.
• Carbon Pricing Coalition anført af Tyskland, Frankrig, IMF og Verdensbanken med opfordring om at fastsætte en pris på karbon gennem skat, afgifter eller markedsmekanismer.
• Solar Alliance, anført af Frankrig og Indien med 122 lande, med henblik på at fremme udbredelse af solenergi.
• Et nyt $500 millioner initiativ af Frankrig, Sverige, Norge og Schweiz til at understøtte et ”Transformative Carbon Asset Facility”, der skal styrke indsats for at reducere drivhusgasudledninger i udviklingslande.

Herudover var der en lang række udmeldinger fra statsoverhoveder om at tilvejebringe ny finansiering til såvel internationale som nationale indsatser, særligt interessant var måske udmeldingen fra Dubai om at investere $27 milliarder i et program som skal omstille landets energisektor mod vedvarende energi, samt Australiens udmelding om dels at give 1 milliard dollar i international klimafinansiering, samt beslutning om at tiltræde Kyotoprotokollens 2. forpligtigelsesperiode, hvilket er et markant brud med den tidligere regering meget klimaskeptiske tilgang.

Alt i alt er tonen sat for en konstruktiv proces fremadrettet, men det er dermed på ingen måde sikkert, at vi vil se en super-konstruktiv proces i de kommende dage. Forhandlere tager nu over, og de mange parallelle forhandlingsspor igangsættes i dag. Man er således tilbage i de tekniske spor og principielle spørgsmål, som i de forgangne 20 år har været så svære at forene med det politiske forventningsniveau. 

”Normal forhandlingsdynamik” tilsiger en vis sandsynlighed for et måske to ”sammenbrud” inden en aftale i bedste fald kan tilsluttes. Nemlig det første umiddelbart før ministrene tager over på lørdag, samt hen imod slutningen af den anden uge, hvor det hele spidser til. Sådanne ”sammenbrud” er ikke nødvendigvis af det onde, da det kan bidrage til tydelig profilering af de spørgsmål, der SKAL løses, og udskillelse af de spørgsmål, som enten kan udskydes til senere COP’er eller kan tilsidesættes som mindre afgørende. 

Det helt afgørende er, hvorvidt det rette lederskab er til stede på det rette tidspunkt blandt forhandlerne og ikke mindst hos COP-værten for at afhandle kompromisforslag med hovedlandene om de største knaster. En lille indikator på udfordringerne fremadrettet var f.eks. udmeldingen fra Nicaragua om ikke at ville fremsende klimaplan, da man ikke tror på frivilligt selv-definerede udledningsmål som garant for succes på klimaindsatsen. Det er ellers det hele aftalen bygger på.