Stærkere efter- og videreuddannelse skal være en løftestang for den grønne omstilling

Blog
Flere analyser, blandt andet fra CONCITO, Green Power Denmark og Dansk Metal, peger på, at vi mangler massive mængder arbejdskraft fremadrettet, når vi skal accelerere den grønne omstilling.

Problemet er, at hvis vi ikke få den arbejdskraft, som der er behov for, kan vi simpelthen ikke omstille med den fornødne hastighed. En af nøglerne bliver at sikre, at den danske arbejdskrafts kompetencer følger med i takt med, at omstillingen sker. Det kræver både øget efteruddannelse og videreuddannelse.

Det konkluderer Tænketanken Mandag Morgen i regi af projektet Fremtidens Grønne Arbejdsmarked netop i en ny analyse, der viser at manglende opkvalificering spænder ben for den grønne omstilling. Analysen påpeger, at den grønne omstilling påvirker hele arbejdsmarkedet, og at dette vil betyde, at mere eller mindre alle kan forvente at skulle udvide eller opdatere deres viden og kompetencer til den grønne omstilling.

Omstillingen vil, i sig selv, ikke føre til sektorforskydninger eller et decideret behov for at omskole større grupper på arbejdsmarkedet. Derimod bliver det afgørende, at vi har fokus på opkvalificering både i den offentlige og private sektor for at komme i mål med de grønne ambitioner. Særligt en lav grad eller manglende digitale kompetencer er en udfordring, som forventes at ville stige i de kommende år.

Indsatsen halter alvorligt efter i hele Danmark

Ser vi på de seneste par år, har deltagelsen til efter- og videreuddannelsesindsatsen været faldende på medarbejdersiden og alt for få arbejder systematisk med kompetenceudvikling og motivationen på arbejdsgiversiden. Faktisk var det kun 1,3 pct. af udgifterne, der gik til videregående uddannelse i 2018 – resten og stort set det hele gik til ordinær uddannelse.

Vi ser samtidig faldende deltagelse i både AMU (Arbejdsmarkedsuddannelser) fra +10.000 årskursister i 2000’erne til 7.500 i 2019 og videregående VEU (voksen- og efteruddannelse) fra 18.500 årskursister i 2005 til 16.500 i 2017.

Den gode nyhed er dog, at grøn omstilling kan være den løftestang, som for alvor kan styrke og etablere en kultur for livslang læring, da vi er nødt til at bygge ovenpå vores kompetencer, hvis vi skal følge med de accelererende krav, som den grønne omstilling stiller. Dermed er der mulighed for en fortælling om behovet for læring som en nødvendighed i lyset af den grønne omstilling.

Generelt er der en uddannelsesaktivitet blandt de grønne virksomheder, men der mangler en strategisk og målrettet indsats. Samtidigt er der en diskrepans imellem fagforeningernes positive holdning til AMU og virksomheders og offentlige aktørers omtale af AMU. Det afspejles også ved, at millioner af kroner øremærket til efter- og videreuddannelse ikke bliver brugt. Der står således millioner af ubrugte kr. i diverse uddannelses- og kompetencefonde. 

Der skal etableres en national indsats for efter- og videreuddannelse til den grønne omstilling

Som mulige løsningsveje anbefaler Tænketanken Mandag Morgen og CONCITO en national indsats for efter- og videreuddannelse som inkluderer:

  1. At der tænkes kompetenceudvikling ind i grønne politiske tiltag,
  2. At der skabes friere rammer for uddannelsesinstitutionerne til at udbyde efter- og videreuddannelse
  3. At der gøres op med 6-ugers-reglen for ledige.

Derudover skal viden fra forskning og uddannelse bringes i spil i erhvervslivet, særligt universiteterne og virksomhederne bør komme tættere på hinanden. Der ligger således en selvstændig opgave i at styrke samarbejdet på tværs mellem virksomheder, universiteter og fagbevægelsen.

Manglende hænder er i Danmark en udfordring, som ikke kan løses isoleret i Danmark. Derfor kan udenlandsk arbejdskraft blive en nødvendighed for at afhjælpe flaskehalse, og at manglen på arbejdskraft bliver en hindring for den grønne omstilling

Vi bør blive bedre til at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet – her kan styrket efteruddannelse spille en positiv rolle.

Analysen er en del af projektet Fremtidens grønne arbejdsmarked. Projektet bliver støttet af Novo Nordisk Fonden, Industriens Fond og PensionDanmark. Læs mere om Fremtidens grønne arbejdsmarked

Kontakt
Peter Andreas
Programchef, Klimalaboratoriet
Indhold