Grønne studieture

Foto: DSB/Klaus Holsting

Grønne studieture

Projektet Grønne Studieture inspirerer gymnasier og højskoler til at vælge klimavenlige studieture, hvor socialt sammenhold, kulturelt udsyn og grønt fagligt indhold kombineres.

Hvert år rejser tusindvis af unge på studietur. Udover at være vigtig for den sociale trivsel er turen også en moderne dannelsesrejse, hvor klassekammerater sammen oplever en ny kultur, får aktiveret deres sproglige færdigheder og får indblik i andre måder at bo, arbejde og leve på. Ofte foregår rejserne med fly, da det går hurtigt og kan være den nemmeste og billigste løsning, men at rejse med fly er også en stor klimabelastning.

Klimaambassaden og GRO SELV vil med Projektet Grønne Studieture vise gymnasie- og højskoleelever, hvordan studieture med grønt fokus også kan blive uforglemmelige oplevelser, og at klimabevidsthed kan være positive tilvalg frem for negative fravalg.

Projektet ønsker at tydeliggøre grønne muligheder i alle dele af rejsen, både valg af destination, transport, sociale og faglige aktiviteter. Gennem engagerende oplæg vil vi give idéer og input til, hvordan man allerede i planlægningen af studieturen kan have et grønt mindset. Vi tilbyder også workshops, hvor vores frivillige klimaambassadører sammen med elever og lærere udvikler studieture med lavt klimaaftryk. 

Efter studieturen skal eleverne give inspirationen videre ved at dele deres oplevelser med andre elever. Videreformidlingen kan ske gennem for eksempel en rejseblog eller en video fra rejsen.

Hvis du vil vide mere om projektet, har brug for sparring til en kommende studietur eller ønsker et oplæg eller en workshop, kan du kontakte projektleder Stefan Bruse thor Straten.

Du kan læse mere om projektet på Grønne studietures hjemmeside.

Kontakt
Stefan
Seniorkonsulent, Klimaambassaden