VINTERAKADEMI

I tråd med Klimaambassadens vision om at samarbejde med og uddanne unge inden for klima og miljø, arrangerer vi hvert år et akademi om bæredygtighed i byggeriet og byplanlægningen.

VINTERAKADEMI er et tværfagligt tilbud til studerende og nyuddannede fra kandidat- og professionsbacheloruddannelser. Som deltager får man en uges akademi med case-arbejde, virksomhedsbesøg og undervisning om bæredygtighed i byggeri og byplanlægning. Formålet med VINTERAKADEMI er, at deltagerne får større indsigt i de udfordringer og mulige løsninger, man skal tage højde for, indtænke og sætte i spil, når der arbejdes med en klimavenlig, bæredygtig, ressourcebevidst og cirkulær tilgang til byggeriet som branche. I dialog med eksperter og centrale aktører i byggeriet bliver deltagerne klogere på, hvordan en bæredygtig omstilling af byggeriet kan ske og sker i praksis. 

VINTERAKADEMI var en øjenåbner

En af akademiugens grundpræmisser er at understøtte en tværfaglig praksis i byggeriet. Deltagerne udvælges på baggrund af en motiveret ansøgning, deres CV og studieprofil, så vi kan sammensætte et stærkt, tværfagligt hold. Vi er interesserede i at få sat mange forskellige fagligheder, som har en rolle i udviklingen af byggeriet, byudviklingen og det bebyggede miljø, i spil på VINTERAKADEMI. 

Programmet for årets akademi bliver offentliggjort i løbet af efteråret 2022. Du kan læse meget mere om akademiet, dets indhold, samt hvordan du kan få en plads på vinterakademi.dk

VINTERAKADEMI er et initiativ af Danmarks grønne tænketank CONCITO, som udvikles og gennemføres i partnerskab med BLOXHUB og ERIK arkitekter, og i dialog med en række af byggeriets aktører. Initiativet er støttet af GI, Grundejernes Investeringsfond og Realdania.  

Kontakt
Synnøve
Programchef, Klimaambassaden