Et afgørende år for klimapolitikken

Af Christian Ibsen, direktør i CONCITO

2014 blev det varmeste år nogensinde målt, og det er ikke et tilfælde. Ifølge Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) er 14 af de 15 varmeste år forekommet i det 21. århundrede, og vi mærker allerede konsekvenserne. 

Der er mere end nogensinde behov for resolut politisk handling på klimaområdet, både i Danmark, i EU og globalt, hvis det skal lykkes at holde den globale temperaturstigning under to grader. Tre ting skiller sig ud som de vigtigste klimapolitiske spørgsmål i 2015:

Vil Danmark fastholde og forbedre de høje klimaambitioner?

2014-udgaven af CONCITOs Klimabarometer viser, at der på tværs af politiske tilhørsforhold er store forventninger om, at politikerne gør mere på klimaområdet. 52 pct. mener, at politikerne bør gøre mere for at bremse klimaforandringerne og 44 pct. svarer, at politikernes indsats på klimaområdet i nogen grad eller i høj grad får betydning for, hvor de sætter deres kryds ved næste folketingsvalg. Det er et vigtigt signal forud for det kommende folketingsvalg.

Den store udfordring i 2015 bliver at sikre et stærkere fokus på klimapolitikkens vigtigste formål: En markant, reel og vedvarende reduktion af drivhusgasudledningen. Først og fremmest vil det kræve et større fokus på, hvilke tiltag på energiområdet, der bedst bidrager til en strukturel omstilling, der sikrer, at vi i de kommende årtier kan reducere vores drivhusgasudledninger markant på en omkostningseffektiv og bæredygtig måde. 

Med de massive investeringer, der er på vej i energisektoren i de kommende år, er det afgørende, at vi træffer de rigtige valg. En af de afgørende politiske og faglige udfordringer i 2015 bliver derfor at sikre en nuanceret vurdering og regulering af den reelle klimabelastning fra de forskellige løsninger.

Energipolitikken bør tage udgangspunkt i det faktum, at der er stor forskel på klimabelastningen fra fossile brændsler som kul, olie og gas, ligesom klimagevinsten ved vedvarende energi som vind, sol og forskellige typer af biomasse er forskellig.  

Udover energisektoren bør fokus skærpes på at realisere reduktionspotentialet i landbrugs- og transportsektoren, og samtidig er der et betydeligt potentiale i at sikre mere klimavenlige forbrugsmønstre af fx elektronik, tøj, byggematerialer og boliginventar. 

Bliver EU’s energiunion klimavenlig?

I 2015 skal rammen for EU’s klima- og energipolitik frem mod 2030 fyldes ud med konkret regulering og finansiering, og der er nok at tage fat på. 

Traditionelt har EU hovedsageligt spillet et koordinerende rolle på energiområdet, men nu er der ambitioner om at skabe en egentlig energiunion, der bl.a. skal sikre, at vi nemmere kan udveksle vedvarende energi fra vind-, sol- og vandkraft over landegrænserne. Fra et klimasynspunkt er der rigtig meget perspektiv i en energiunion, hvis det lykkes at fremme en udvikling af energimarkedet, hvor man gennem sammenkobling af landenes energisystemer sikrer optimal udnyttelse og udbygning af den vedvarende energi og samtidig øger forsyningssikkerheden.

I 2015 bliver det også interessant at følge, hvordan aftalen om 40 pct. CO2-reduktion i 2030 tænkes udmøntet i praksis. Her bør der især stilles skarpt på, hvordan man sikrer et CO2-kvotesystem der, til forskel fra i dag, kan skabe incitament til langsigtede klimavenlige investeringer. Endelig bliver det interessant at følge, hvordan EU og medlemslandene vil håndtere de indsatser, der skal ske i sektorer som landbrug og transport, som ligger udenfor CO2-kvotesystemet. Her vil en afgørende diskussion naturligvis være, hvem der skal gøre hvor meget.

Får vi en global klimaaftale i Paris? 

2015 bliver et afgørende år i bestræbelserne på at få alle verdens lande til at indgå en global klimaaftale. De globale CO2-udledninger skal ned, og det skal ske hurtigt, hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne. 

Alle sejl er sat til for at lande en aftale til december i Paris, og det seneste klimatopmøde i Lima viste med al tydelighed, at det bliver svært. Men der er også lyspunkter, herunder at Kina og USA for første gang har meldt ud, hvor meget de vil reducere deres CO2-udledning. 

Her i løbet af foråret forventer man, at mange andre lande vil lægge deres indsatser på bordet – sikkert i en stor og svært overskuelig rodebunke, men det vil gøre det muligt at vurdere de enkelte landes ambitionsniveau, og ikke mindst, om landene samlet leverer de nødvendige CO2-reduktioner. 

Men aftalen i Paris kommer til at handle om meget andet end CO2-reduktioner. Ulandene vil holde fast i kravet om, at der skal langt flere penge på bordet til deres kamp for at håndtere klimaforandringerne og deres bestræbelser på at skabe en klimavenlig udvikling. Det vil være afgørende, at ilandene viser ansvar og lever op til de løfter om finansiering de har givet, ellers risikerer aftalen at ryge på gulvet.

I juli måned vil vi igen se Tour De France-feltet cykle ind i Paris efter en lang og strabadserende tur med masser af bjerge, der skal bestiges. Sådan vil vi også se ”klimafeltet” nærme sig Paris til december. Der ligger et års hårde klimaforhandlinger foran os, men landene vil forhåbentlig stadig have kræfter og mod til at spurte det sidste stykke i mål. 2015 skal være året, hvor verdenssamfundet for alvor rykker sammen og indgår en ambitiøs global klimaaftale.  

---

Analyse bragt i Politiken den 2. januar 2015

Foto: Ministère des Affaires étrangères/Frédéric de La Mure