Cop15: Et historisk svigt - og en åbning

Pressemeddelelse
Nu ligger ansvaret hos de enkelte lande, ikke mindst Danmark.

Der er på den ene side tale om et tragisk og historisk svigt, da det ikke lykkedes at opnå en egentlig aftale på det netop overståede klimatopmøde i København. På den anden side indvarslede mødet et vendepunkt, hvor de største og vigtigste udledere som USA, Kina, EU, Brasilien, Sydafrika og Indien for første gang anerkendte deres fælles ansvar for at følge de videnskabelige anbefalinger.

Dette møde blev et svigt overfor klimaet og dermed overfor os alle. Vi fik ikke de fælles mål og virkemidler, der ville give alle lande og byer de mest effektive og økonomiske vilkår for den nødvendige omstilling, udtaler CONCITOs formand, Martin Lidegaard. Han fortsætter: Forløbet stiller spørgsmålstegn ved formen for sådanne internationale møder. Skal man sige noget positivt, stiller ingen af verdens ledende politikere længere spørgsmålstegn ved, om der skal handles, men kun hvordan.

Samtidig vurderer CONCITO, at den manglende aftale i FN-regi nu lægger ansvaret for handling over på de enkelte nationalstater og byer i de førstkommende år.

Vi kan ikke vente længere. Et land som Danmark kan og bør reducere sit udslip af drivhusgasser med 40% i 2020, og vi kan tjene på det, hvis vi er med i front. Borgmestermødet, de utallige konferencer for investorer, erhvervsliv og NGO'er har vist, at transformationen mod et fossilfrit samfund er i fuld gang. Der er tale om en teknologisk, økonomisk og politisk tsunami. Hvad vi har brug for nu, er en ambitiøs klimaplan for Danmark, så vi kan matche de videnskabelige anbefalinger, indsatsen fra andre vestlige lande og give nyt håb til klimaet, udtaler direktør Thomas Færgeman.

Yderligere oplysninger:
Martin Lidegaard: 2989 6700
Thomas Færgeman: 2989 6600