Kina kræver betaling for forurening

Debatindlæg
Kina gennemfører i øjeblikket syv regionale pilotprojekter, hvor man gør op med forestillingen om, at det er gratis at forurene. Vesten kan gå forrest med gode eksempler på effektiv klimapolitik.
Af Michael Appel og Klaudia Gram, hhv. klimaøkonomisk chef og projektassistent i CONCITO
 
CO2-udledningen vokser dramatisk i lande, der ikke har klimaregulering med et loft over deres udledning. Det nederste lag nedenstående i figur dækker over de ”regulerede” lande, der med lidt god vilje kan siges at have et loft over, hvor meget CO2 de må udlede. Det drejer sig primært om EU-landene og enkelte OECD-lande. De accepterede som led i Kyoto-protokollen at reducere deres udledninger frem mod 2012 og efterfølgende frem mod 2020. Canada er trådt ud af Kyoto-protokollens forpligtelser, og bl.a. Japan og Rusland har meddelt, at de ikke påtager sig reduktionsmål frem mod 2020.
 
Canadas udtræden viste, at det kan være vel optimistisk at karakterisere gruppen som reguleret af et bindende loft, for man kan springe fra, hvis man vil. Dertil kommer, at begrænsningen ikke dækker den produktion og CO2-udledning, der over tid flytter til de uregulerede lande, hvorefter goderne eksporteres og forbruges af de på papiret regulerede lande. En udflytning, der bl.a. sker som konsekvens af, at kun nogle lande er regulerede.
 
De uregulerede landes stadig større udledning hænger bl.a. sammen med, at gruppen består af en række ulande, der er ved at udvikle fungerende markedsøkonomier, og som derfor opnår større velstand. Isoleret set er det glædeligt, for det giver milliarder af mennesker mulighed for at undgå fattigdom.
 
Men der er en bagside af denne udvikling. Under den nuværende indretning resulterer økonomisk vækst i fattigere lande i et stigende forbrug af især fossile brændsler. Akkurat som i Vesten. I lys af denne udvikling og sammenfatninger fra FN’s klimapanel IPCC af de videnskabeligt funderede vurderinger af effekten på klimaet melder der sig to centrale spørgsmål. Dels hvad man kan gøre for at løse problemet med stigende udledning. Dels hvilken klimapolitisk udvikling, der tegner sig.
 
Mangel på fossile brændsler løser ikke problemet
Desværre er det udelukket, at problemet løser sig selv.  Der har tidligere været en frygt for, at bl.a. de fossile ressourcer snart ville være udtømt, og nogle har generelt set indførslen af en art kommandoøkonomi som svaret på verdens ressourceudfordringer. I dag kan det imidlertid konstateres, at man har undervurderet den menneskelige opfindsomhed til at udvinde de fossile ressourcer. Der er nu så store reserver tilgængelige, at en begrænsning af CO2-udledningen forudsætter, at man enten lader en del af dem forblive i undergrunden eller udvikler teknologier, der kan fange og lagre udledningen.  
 
Forudsætningen for at det kan ske er, at man indfører regulering som omfatter det store flertal af verdens lande. Men det er formentlig også en forudsætning, at reguleringen er markedskonform, så man kan udnytte virksomheders og borgeres opfindsomhed til at udvikle løsninger, der reducerer CO2-udledningen.
 
Nu, hvor vi har vished for, at manglen på fossile brændsler ikke løser klimaudfordringen af sig selv, kan der overordnet peges på et pessimistisk og et optimistisk fremtidsscenarie..
 
Det pessimistiske scenarie
De internationale klimaforhandlinger har indtil videre ikke vist sig i stand til at virkeliggøre en effektiv international aftale om reduktioner. Umiddelbart kan det virke overraskende, for tager man udgangspunkt i IPCC’s vurderinger, så står stort set alle lande til at vinde ved en fælles effektiv indsats. Der kan være flere forklaringer på, hvorfor det alligevel ikke lykkes.
 
Et af mange bud er, at der findes tilskyndelse til at snyde sig fra at bidrage. Det er godt med en fælles indsats, men endnu bedre, hvis man kan få de andre lande til at gøre det nødvendige, mens man selv kører på frihjul. Problemet med denne forklaring er, at det i tilfældet med landenes CO2-udledning forekommer relativt let at udpege dem, der forsøger at køre på frihjul. Og derfor burde denne snyde-taktik ikke kunne lade sig gøre.
 
En anden forklaring kan være, at der er dybtfølte forskelle i opfattelsen af den rimelige byrdefordeling og derfor af, hvem der rent faktisk kører på frihjul. En tredje forklaring kan være, at nogle lande kalkulerer med, at man kan opnå et bedre forhandlingsresultat ved aktuelt at forholde sig modvillig.
 
Hvis forklaringen er en tro på, at man kan opnå et bedre forhandlingsresultat ved at vente med at give sig, så kan etableringen af en international mekanisme have lange udsigter.
 
Det optimistiske scenarie
Mere opmuntrende er det, at en lang række af de lande, der ikke har et bindende loft over deres udledning, rent faktisk gennemfører regionale eller nationale forsøg med mekanismer, der kan begrænse udledningen.
 
I Kina, der nu er verdens største udleder, gennemfører man syv regionale pilotprojekter med omsættelige forureningstilladelser, hvor man sætter en pris på udledningen af CO2 – altså et opgør med at det er gratis at forurene. De omfattede regioner står for omkring en fjerdedel af Kinas BNP. En kinesisk embedsmand fyrede for nylig op under optimismen ved at antyde, at der eksisterer et forslag om et nationalt loft over udledningen allerede i 2016. Det fremgår dog ikke, hvilket niveau et sådant loft vil ligge på. Og det hører også med til historien, at Kina tidligere har annonceret indførelsen af en CO2-pris, uden at realisere den.
 
Der kan være flere forklaringer på, at Kina, i hvert fald tilsyneladende, bevæger sig i retning af en egentlig regulering. Kinas andel af den samlede udledning og det politiske spil i øvrigt gør, at Kina til forskel fra andre lande selv har afgørende indflydelse på, om der kan skabes en global mekanisme. Dertil kommer, at landet bliver rigere, og selvom det i første omgang sker på bekostning af globale miljøhensyn, så er der dog en tendens til, at stigende velstand kan bane vej for større miljøhensyn.
 
Ud over Kina findes der også forsøg med CO2-afgifter eller kvotepriser i bl.a. USA, Canada, Japan, Korea og enkelte udviklingslande. Under det optimistiske scenarie kan man forestille sig, at en række af de regionale og nationale systemer forenes på tværs af lande, så man opnår den nødvendige globale regulering.
 
Det gode eksempels magt
Set fra et EU-perspektiv gælder det om at bidrage til udbredelsen af klimaregulering, hvis man skal øge sandsynligheden for, at det bliver det optimistiske scenarie, der realiseres. Det kalder på gode eksempler på klimaregulering. Bedømt på interessen fra andre landes regeringsapparater, så har EU’s system med omsættelige CO2-kvoter tydeligvis fungeret som inspirerende eksempel. EU’s økonomiske problemer og de bl.a. deraf afledte lave kvotepriser bliver imidlertid også noteret. Ønsker EU at påvirke andre lande gennem et effektivt eksempel, gælder det derfor om dels at rette op på EU's økonomi, dels at styrke kvotesystemet permanent ved i EU-lovgivningen at forpligtige sig til ambitiøse reduktionsmål helt frem til 2050 med delmål for 2030 og 2040. 
 
---
 
Analyse bragt i Jyllandsposten den 11. juni 2013
Foto: Colourbox.dk