Klimalov sætter faglighed i højsædet

Af Thomas Færgeman, direktør i CONCITO

Den første uge af februar var en begivenhedsrig uge i dansk klimapolitik. Den 3. februar blev Rasmus Helveg-Petersen udnævnt til klima-, energi- og bygningsminister. Tre dage efter landede han to brede politiske aftaler med Det Konservative Folkeparti, SF og Enhedslisten om henholdsvis målsætningen for drivhusgasreduktionen i 2020 og om en ny klimalov. Dagen derpå, den 7. februar, blev et forslag til klimalov sendt i høring. Selve lovforslaget planlægges fremsat i Folketinget den 26. marts med henblik på vedtagelse inden sommerferien.

Aftalen om klimamål fastslår, at et flertal i Folketinget bakker op om regeringsgrundlagets mål om at drivhusgasudledningen skal være reduceret med 40 pct. i 2020 i forhold til 1990. Dette vil i store træk sikre, at Danmark er på rette kurs mod at indfri det langsigtede EU-mål om at reducere udledningen med 80-95 pct. i 2050.
Aftalen om klimalov er udmøntet i et lovforslag, som har følgende hovedindhold: 1) Etablering af et uafhængigt Klimaråd, 2) En årlig klimapolitisk redegørelse til Folketinget og 3) En proces for løbende fastsættelse af nationale klimamålsætninger.

Ifølge lovforslaget skal Klimarådet bestå af en formand med samfundsøkonomisk indsigt og yderligere fem eksperter indenfor energi, transport, landbrug, miljø/natur og økonomi. Rådet skal vurdere status for Danmarks opfyldelse af sine nationale og internationale forpligtelser, det skal bidrage til den offentlige debat, og det skal frem for alt analysere og komme med anbefalinger til, hvordan Danmark bliver et lavemissionssamfund. Rådet får en bevilling og et sekretariat til sin rådighed og det bliver en uafhængig institution på samme måde som De Økonomiske Råd.

Samtidig fastslår loven, at regeringen hvert år skal afgive en klimapolitisk redegørelse til Folketinget. Det nye her er, at der er indbygget en helt unik reaktionsforpligtelse indbygget i loven, som betyder, at ministeren skal redegøre for, hvorfor regeringen eventuelt ikke har tænkt sig at følge Klimarådets anbefalinger. 
Endelig skal klimaministeren mindst hvert femte år fremsætte forslag til klimapolitiske målsætninger, der rækker 10 år frem. 

Tilsammen vil Klimarådet, den årlige redegørelse og processen for fastsættelse af nationale klimamålsætninger sikre, at Danmarks klimapolitik bliver mere fagligt baseret, langsigtet, tværsektoriel og gennemskuelig. Det er et både flot og modigt stykke politisk håndværk, der er vedtaget af de nævnte partier. Dels fordi det muliggør en mere faglig beslutningsproces, hvor de mest omkostningseffektive virkemidler kan vælges. Dels fordi det nok indimellem vil være ubekvemt for klimaministeren med et uafhængigt råd, som frit kan anfægte regeringens klimapolitik ud fra rent faglige synspunkter. 

Ikke desto mindre har der allerede været kritik af både aftalen om klimamål og forslaget om klimalov, bl.a. fra Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som er imod et nationalt mål på 40 pct. reduktion i 2020. Derimod er det uklart, om de også er imod selve forslaget til klimalov. 

Et andet kritikpunkt fremført af bl.a. Berlingskes leder den 8. februar er, at De Økonomiske Råd, som jo også indbefatter Det Miljøøkonomiske Råd, ville kunne løse opgaven. Hertil er at sige, at Klimarådet eksplicit skal have eksperter med viden indenfor det tekniske og naturvidenskabelige område – en ekspertise, som De Økonomiske Råd jo ikke har, da de netop er karakteriseret ved at være meget stærke på det økonomfaglige område. 

Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer. 

For at kunne anbefale de mest klimaeffektive og omkostningseffektive virkemidler og deres eventuelle gradvise indfasning, bør det stå klart for Klimarådet, hvilke langsigtede klimapolitiske målsætninger, virkemidlerne skal bidrage til at opnå. I lovforslagets bemærkninger redegøres der for, at EUs stats- og regeringsledere har tilsluttet sig målsætningen om, at de industrialiserede lande skal reducere drivhusgasudledningen med 80-95 procent i 2050 i forhold til 1990. Denne målsætning kunne med fordel skrives ind i selve lovteksten som en dansk minimumsmålsætning. Derudover bør det fremgå af selve lovteksten, at der mindst hvert femte år skal fremlægges 10-årige klimamålsætninger. 

Endelig vil det være afgørende, at Klimarådet får et klart mandat til at forholde sig til den drivhusgasudledning som danske aktiviteter giver anledning til udenfor landets grænser, herunder udledningen fra importerede råvarer og produkter. Dermed kan vi undgå, at iværksætte klimatiltag, som måske umiddelbart ser godt ud i et snævert dansk perspektiv, men ikke har den ønskede – eller måske ligefrem en negativ – effekt på den globale drivhusgasudledning. 

Sammenfattende er det både klogt og godt, at der nu er foreslået en klimalov, som kan sikre faglighed, omkostningseffektivitet og et langsigtet perspektiv på klimapolitikken – og det ender forhåbentlig med at et bredt flertal i Folketinget bakker op herom.

---

Analyse bragt i Berlingske Politiko den 22. februar 2014

Foto: Colourbox.dk