Mere klimatroværdighed

Af Michael Appel, klimaøkonomisk chef i CONCITO

Regeringen har annonceret en klimalov. Spørgsmålet er, om en sådan lov giver mening ud fra en økonomisk betragtning. Svaret er, at den kan give særdeles god mening. 

Rigtigt udformet kan en klimalov tjene to fornuftige formål:

• For det første kan den bidrage til en unilateral reduktionspolitiks troværdighed – dvs. borgernes og især virksomhedernes, sågar omverdenens, tro på, at Danmark virkelig vil ”gå foran” med reduktioner af drivhusgasudledninger. 
• For det andet kan udarbejdelsen af en klimalov passende udgøre en lejlighed til at præcisere, hvad det er, man forventer at opnå med unilaterale reduktioner. En sådan præcisering kan i øvrigt også tjene til at øge troværdigheden.

I dagens klumme ser jeg på det første formål: Troværdighed.

Det er ikke gratis at gå foran i klimapolitikken, når det eksempelvis er en unilateral drivhusgas-reduktion, man vil gå foran med. Blandt andet derfor kan en regering, der gerne vil gå foran, komme ud for, at virksomheder ikke tror på reduktionspolitikken. Det medfører, at der holdes igen med investeringer i teknologier, organisatoriske ændringer mm., der kan reducere udledningen af drivhusgasser, og det kan gøre klimapolitikken unødig dyr. Den manglende troværdighed kan også manifestere sig overfor udlandet, så hvis rationalet for reduktionspolitikken er at være et eksempel, der kan få andre lande til at fremme deres indsats, så kan der også af den grund være en pointe i at øge troværdigheden.  

Problemet er, at der fortsat ikke er etableret en global pris på CO2 for tiden frem til 2050. Allerbedst for troværdigheden – og for nedbringelse af omkostningerne - ville det være med en global mekanisme i form af en CO2-pris. Men grunden til, at det er nødvendigt med unilateral handling er netop, at den globale løsning ikke står lige for. Det er dér, klimaloven kommer ind i billedet. 

En klimalov – med lovfæstede reduktionsmål nogle årtier frem i tiden – kan bidrage til den danske reduktionspolitiks troværdighed. Fremtidige flertal i folketinget vil godt nok have mulighed for at slække på målene, men der vil være en politisk pris forbundet med at slække på ambitionsniveauet, og dét kan øge troen på, at de politiske beslutningstagere lever op til den annoncerede politik. 

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at der skal vedtages en klimalov, samt at den skal udformes med inspiration i den britiske klimalov. Den britiske klimalov tager udgangspunkt i ét grundlæggende reduktionsmål, nemlig det for 2050, og der anføres en procedure med anvendelse af løbende delmål for vejen til 2050-målet. Det britiske mål er en reduktion på 80 pct. i forhold til 1990-niveauet. 

Et meget centralt element er, at loven etablerer en uafhængig instans, en klimakomité, der skal rådgive om mål og midler og vurdere, om regeringens politik kan realisere målene. Denne uafhængige institution kan også bidrage til øget troværdighed. Hvis regeringen afviger fra klimakomiteens anbefalinger, er regeringen forpligtet til at offentliggøre en forklaring på den afvigende politik. Det fremgår af den danske regerings politiske grundlag, at man tiltænker Det Miljøøkonomiske Råd denne evaluerings- og rådgivningsopgave. Den forankring er ikke ukontroversiel – blandt nogle klimaengagerede kan man konstatere en ikke ubetydelig økonomi-skepsis – men forankringen kan give god mening, hvis man, fx efter den britiske model, tilfører den nødvendige tværfaglige kompetence, og hvis man vil prioritere hensyn som eksempelvis, at indsatsen er omkostningseffektiv.     

Det er vigtigt, at klimaloven fokuserer på at lægge rammer for reduktionen snarere end detaljerede forskrifter for, hvordan reduktionen skal foregå. Det indebærer blandt meget andet, at klimaloven skal være teknologi-neutral, så den fokuserer på grundlæggende reduktionsmål, og ikke på hvilken teknologi, der skal anvendes. Den rådgivende klimakomité vil givet have vurderinger af teknologi-støtte mm., men klimaloven bør ikke selv indeholde konkrete mål for anvendelse af en bestemt teknologi, for en sådan detailstyring risikerer at føre til manglende omkostningseffektivitet. 

Den arbejdsdeling, der giver mening i forbindelse med en klimalov og etablering af en uafhængig klimakomite, består således i, at klimakomiteen frit rådgiver og vurderer regeringens politik for at opnå reduktionen. Hvis klimaloven detaljeret foreskriver, hvorledes reduktionen skal foretages, så undergraver man rationalet for en uafhængig klimakomite og dermed en væsentlig del af rationalet for overhovedet at have en klimalov.

---

Klumme bragt i Børsen den 17. juli 2012

Foto: Colourbox.dk