Pixiguide til IPCCs femte hovedrapport

Artikel
Ny CONCITO-rapport sammenfatter de centrale pointer fra klimapanelets store klimastatus.

FNs klimapanel (IPCC) offentliggjorde i november 2014 sin meget omfattende femte hovedrapport om den seneste viden om klimaforandringer. Hovedrapporten udgives godt hvert syvende år og er af afgørende betydning for vores forståelse af klimaforandringerne. Den danner blandt andet baggrund for de internationale klimaforhandlinger. Det er derfor essentielt at udbrede kendskabet til rapportens indhold og konklusioner.

IPCC har selv udgivet en række sammendrag for beslutningstagere, hvor indholdet er forhandlet og godkendt af forskere og eksperter fra medlemslandenes embedsværk. Disse sammendrag afspejler således en politisk forhandling. 

CONCITOs ”Pixiguide til IPCCs femte hovedrapport” præsenterer hovedrapportens indhold uden det filter, der kan være i de officielle sammenfatninger, som er forhandlet gennem mange led. Guiden sammenfatter de centrale pointer om den historiske globale opvarmning, årsagerne til den globale opvarmning, fremtidige klimaforandringer og deres konsekvenser samt virkemidler til modvirkning af klimaforandringerne.  

Blandt IPCC’s væsentlige konklusioner er:  

  • Menneskeheden står med 95 pct. sikkerhed bag hovedparten af de globale klimaforandringer 
  • Hovedparten af den globale opvarmning sker i havet, men denne varmeenergi vil i det lange løb blive frigivet til atmosfæren
  • Vestlige industrialiserede lande har historisk set haft den største udledning, mens der i dag ses en voldsom stigning i udledningen fra Asien
  • Det er urealistisk at opfylde 2-gradersmålet alene gennem energibesparelser og vedvarende energi som vind, sol, vand og biomasse. Alle virkemidler skal i spil. 
Rapport
FNs klimapanel, IPCC, offentliggjorde i november 2014 sin meget omfattende femte hovedrapport om den seneste viden om klimaforandringer. Med denne pixiguide ønsker CONCITO at gøre rapportens indhold mere tilgængelig og relevant for danske beslutningstagere – uden det filter, der kan være i de officielle sammenfatninger, som er forhandlet gennem mange led.