Sætter vi den rette pris på fremtiden?

I dag anvender vi i Danmark en høj diskonteringsrente, også kaldet kalkulationsrente. Resultatet af økonomiske beregninger påvirkes i høj grad af, hvilken rente - såkaldt diskontering - man anvender. Brug af diskontering kendes fra f. eks. vej-og broprojekter. Man søger at beregne, hvad der kan betale sig at udføre i dag, og hvad det bedre kan betale sig at vente med. 

 

Men det er meget problematisk at overføre samme metode til løsning af klimaproblemet, som skal vurderes over en meget længere årrække. Her drejer det sig om, hvorvidt vi skal forebygge i dag, eller om det bedre kan betale sig at vente og betale for tilpasning til den globale opvarmning - eksempelvis ved at bygge diger rundt om lavtliggende områder eller genopbygge efter kraftigere orkaner. Klimaforandringer af denne art vil sandsynligvis optræde endnu stærkere om 50-100 år. 

 

Vælger man en høj rente på 5 eller 6 procent, vil udgifter, som falder om mange år - som følge af klimaforandringer - blive reduceret (det vil sige ' tilbagediskonteret') til et langt mindre beløb. Forebyggelse af klimaforandringer skal derimod betales allerede nu - det kan være i form af investeringer i vedvarende energiteknologier. Hvis man sammenligner forebyggelse nu med afhjælpning af skaderne om mange år - ja, så vil anvendelsen af en høj rente automatisk favorisere, at man venter og betaler for at genoprette skaderne efterfølgende. 

 

Regeringen har lovet at nedsætte diskonteringsrenten. Det var en politik, man gik til valg på, og det kom med i regeringsgrundlaget. Men på det seneste har det forlydt, at man slet ikke ønsker en sådan sænkning - eller blot en ganske lille sænkning. 

 

Men hvorfor er rentens størrelse vigtig? Diskonteringsrenten udtrykker, hvor højt vi vægter vores efterkommeres livsvilkår sammenholdt med vores egne. Jo højere rente, jo lavere vægter vi efterkommernes levevilkår. Derfor er det paradoksalt, at Danmark, som bryster sig med ambitionerne for grøn omstilling, har en højere rente end de lande, vi plejer at sammenligne os med. Danmarks er 5 procent, mens Sverige og Norge har 3,5-4 procent, Tyskland 3 procent og Storbritannien og Frankrig har faldende rente, der starter på henholdsvis 3,5 og 4 procent og slutter på 1 og 2 procent. 

 

Og rentens størrelse har stor praktisk betydning: Mange projekter, hvor brug af naturgasfyr til opvarmning skulle erstattes af fjernvarme, er blevet afvist, fordi man regner med en høj rente og dermed når frem til, at de ikke er samfundsøkonomisk rentable. Også vindkraftprojekter kan falde, fordi man regner med en høj rente. 

På det helt overordnede plan kan man i forhold til drivhusgasudledningen argumentere for en meget lav diskonteringsrente. Eller man kan vælge helt at se bort fra denne type beregninger, når der er en væsentlig risiko for, at de fremtidige konsekvenser er så store, at sådanne beregninger ret beset ikke giver mening. Dette er den britiske klimaøkonom Nicholas Sterns indfaldsvinkel. 

 

På klima-og miljøområdet risikerer vi - hvis vi udskyder en løsning - helt uoverskuelige konsekvenser for vores efterkommere. Forskerne peger på, at der er risiko for såkaldte tipping points, hvor fremtidige klimapåvirkninger vil udvikle sig langt hurtigere og alvorligere end tidligere, og det vil da være for sent at stoppe drivhusgasudledningerne. Eksempelvis peges der på risikoen for frigivelse af store mængder metan og CO2 fra den arktiske tundra. Når det gælder konkrete projekter, er det vigtigt med en diskonteringsrente, der afspejler den relevante tidshorisont og den relevante afvejning af fremtidige udgifter og indtægter. Ellers vil der ske en uhensigtsmæssig forvridning, hvor man undervurderer de langsigtede effekter. 

 

Kalkulationsrenten indgår i Finansministeriets vejledning i samfundsøkonomisk projektvurdering. Ved hjælp af renten omregnes fremtidens udgifter og besparelser til ' nutidskroner'. I dag er problemet både, at renten er så høj som 5 procent, og at man i de faktiske beregninger kun regner på anlæggenes fysiske levetid. Det betyder, at man kun inddrager en periode på 20-30 år. Kun ved projekter som plantning af løvtræer og opførelse af bygninger (f. eks. lavenergibygninger) vil den fysiske levetid være længere - men det er ikke her, brugen af samfundsøkonomiske beregninger er mest fremtrædende. De positive og negative konsekvenser af anlæg/investeringer kan imidlertid række langt ud over den fysiske levetid. Desuden har CO2 en levetid i atmosfæren på flere hundrede år. Derfor bør sparede klimaomkostninger i hele denne periode regnes med på gevinstsiden ved klimainvesteringer.

 

Praksis for at gennemføre samfundsøkonomiske beregninger bør ændres, så indtægter og sparede omkostninger som følge af miljø-og klimainvesteringer medregnes, også selv om de først vil optræde om mange år. En sænkning af diskonteringsrenten vil have stor indflydelse på den slags regnestykker. En sænkning til en rente på 3 procent - som de nuværende regeringspartier foreslog i 2011 - vil være et fremskridt. Men ikke tilstrækkeligt. 

 

Indtægter og sparede omkostninger om f. eks. 100 år vil stadig vægte meget lidt set i forhold til investeringer, som skal foretages inden for de allernærmeste år - og effekter efter 200 år vil med denne sats blive undervurderet. I Storbritannien og Frankrig har man indført en diskonteringsrente, der aftager over tid. 

 

Opskriften må derfor være, at man: